snus skrev:EWhite skrev:Har I lagt mærke til, at man aldrig kan få nok af at vokse, og at éns grænser for, hvad der er pænt og passende hele tiden rykker sig, jo større, man bliver? Da jeg startede med at træne i denne omgang (for ca. 8 måneder siden) tænkte jeg, at jeg bare skulle tage 4-5 kg på og så cutte ned, og så ville det egentlig være fint. Jeg havde ikke behov for at være decideret stor. Nu er jeg knap 8 kg større, og jeg føler mig meget længere fra mit mål, end for 8 måneder siden - til trods for, at jeg er væsentligt større og stærkere. Folk omkring mig er også begyndt at kommentere, at 'nu må det snart være stort nok', men jeg kan slet ikke se det. Nu er jeg i gang med at cutte i et par måneder, før jeg vil bulke igen frem til februar, for så at cutte til sommeren 2015. Og lige nu tænker jeg - til den tid vil jeg være rigeligt stor, så er formen nået! Men jeg er bange for, at jeg til den tid føler mig lige så 'lille' som jeg gør nu. Har I selv oplevet, at jeres grænser og målsætninger rykker sig? Ikke forstået på den måde, at man selvfølgelig altid gerne vil overgå sig selv og blive bedre og stærkere - det er forståeligt nok. Men at personer (og én selv) man tidligere synes var rigeligt store - og måske endda FOR store - pludselig slet ikke er store nok?
Det skal i øvrigt nævnes, at jeg har en meget average form - 181 og 39 cm arme med en fedtprocent omkring de 12-13 stykker.
Der findes et psykologisk begreb kaldt (på engelsk) "hedonic adaptation", hvormed det forklares, hvorfor mennesket på trods af sine opfyldte mål (tjene flere penge/blive større/mere hakket/whatever), hvor man havde forestillet sig, at man ville være glad/tilfreds, altid vil vende tilbage til sit "happiness setpoint" - man bliver aldrig tilfreds.
Jeg tror, at det grundlæggende er et evolutionistisk instinkt, vi som mennesker har, for hele tiden at kunne forbedre og videreføre vores art. Men det er der nok andre kloge hoveder herinde, der kan svare lidt nærmere på

Det er faktisk interessant, det vil jeg læse lidt op på.
Jeg overvejer også, om det i nogen grad hænger sammen med brugen af fx bodybuilding-boards og fitnesscentre. Jo mere man udsættes for billeder og videoer af *meget* store personer, så begynder det at blive mere og mere normen. Ikke at jeg på nogen måde vil være stor som en IBFF-pro. Men jeg har da oplevet at se bruger-billeder herinde, hvor jeg for et halvt år siden ville tænke "okay, så stor vil jeg ikke være" - hvor grænsen så har rykket sig, til at jeg nu synes, at det er egentlig fint nok.
Der er vel også en forskel på det, at man altid rykker sin mål op, så man ikke er tilfreds med sin tilstand, når man opnår tidligere mål (hedonistic adaptation) - og så det, at éns mål i dette tilfælde rykker sig ind i et niveau, man tidligere synes var decideret negativ - fx 'FOR' stor.
Der overvejer jeg, om det netop har noget at gøre med en slags konditionering til 'store' personer - fx i fitness, BB-boards, videoer osv.
Jeg ser jo lidt mig selv som en splejs med en ret random form, men sammenligner jeg mig selv med utrænede personer (som alligevel er dem, der udgør 95% af samfundet), så har jeg jo en ganske god form, og jeg har da også oplevet at piger er blevet helt "wow", når jeg tager min t-shirt af, selvom det slet ikke er sådan, jeg ser mig selv, velsagtens fordi dem, jeg sammenligner mig med, har et væsentligt højere niveau.