Sakset fra min log. Kunne godt tænke mig at høre jeres tanker.

Højdepunktet i går var dog turen på Jensens med kæresten. Godt nok så det sikkert klamt ud, da jeg sad og gnaskede otte sider spare ribs. Men at sidde næsten ved siden af en famile på far, mor og datter var ren underholdning/krummen tær. Moren var en stor kvinde på omkring 150 kg. Faren en lidt mindre model på omkring de 120 Datteren som jeg skyder til omkring de 13 år, vil jeg påstå vejede 90+ Jeg formoder at de allerede havde været der et stykke tid, da moren var at finde ved soft ice maskinen og datteren gik rundt med sovsepletter på tøjet. Mens vi ventede på vores mad, gik pigebarnet til desserten de første fire gange. Et par af gangene havde hun to skåle med op. Hun brugte i øvrigt salatskåle. Måske fordi der kunne være mere i? Måske fordi der ikke var flere rene til soft ice? Jeg ved det ikke.
Da de sad ved bordet havde de smil på læberne mens de madede hinanden og spildte hist og pist.

Var det omsorgssvigt eller livskvalitet?
De to pædagoger (prinsessen og jeg) kunne ikke lade være med at debattere det en stund efter at familien var gået, mens der blev vekslet smil med nabobordet, der grinte højlydt af hele seancen under deres evaluering af hvad der netop var hændt.

Det er jo at miljøskade den stakkels pige. Hvis hun ikke kender til andet end et voldsomt overforbrug af mad, så ved hun ikke engang, at hendes handlinger er forkerte. Det er sørgeligt!

Alt er jo relativt, og hvis det gør dem glade at sidde der, sammen, og mæske sig, så skal jeg da ikke blande mig i det. Dog tvivlEr jeg meget på at de er 'lykkelige' når det kommer til selvværd og kropslig tilfredshed. Nu er vi herinde nok lidt mere fokuserede på det kropslige billede end mange andre, men det er jo den samme historie hver gang man hører om en overvægtig der har tabt sig: De er gladere, de føler sig bedre tilpas, de stråler nærmest og de får, ifølge dem selv, meget mere livskvalitet.

En ting det jo dog fint understreger, det er at det næppe er gener der er skyld i deres vægt. Ej heller deres indtag af cola light. Ren og skær overforbrug af mad, på et næsten sygeligt plan.

Og der er ingen der skal prøve at bilde mig ind at en person på 150 kg er helt fint tilfreds med situationen. Jeg siger ikke alle skal være åleslanke eller super rippede, men med så stor en vægt følger der unægteligt en del helbredsproblemer og et psykisk pres der følger en på daglig basis. Det er der ingen der ikke ville være foruden, den køber jeg simpelthen ikke

Jeg synes det er omsorgssvigt.

Det er forskellen på da jeg var lille og idag, hvor der er mange flere overvægtige/fede. Når de giver børnene lov til at tage 4 portioner is, eller det bliver en hverdagsting med slik, chips, kage osv. så mister det sin værdi, og bliver i stedet et musthave, frem for til særlige lejligheder.
Jeg får så ondt af at se forældre føre sådan nogle vaner videre til deres børn. Ja det lyder helligt, men det er sgu mange problemer de overfører til deres børn

Mht. indtag af cola light, når det får skylden i medierne, for folks fedme, så er vi altid ved at dø af grin herhjemme, for ingen af os er overvægtige, tværtimod. Men self. hvis man bestiller den til en Mac D menu, så feder den jo heelt vildt

Reproduktion af social ulighed. Eller social arv, om man vil, er uundgåeligt. Overvægtige forældre avler overvægtige børn i langt de fleste tilfælde. Om det er omsorgssvigt? Det kommer vel an på det enkelte menneskes livskvalitet? Og det er da også en debat Regeringen har taget op, altså om man må tvangsfjerne overvægtige børn fra forældrene. Personligt synes jeg, det er svigt i aller højeste grad. Overvægt = Mobning i folkeskolen (Igen, i langt de fleste tilfælde).

Forældrene ser det måske som livskvalitet nu, da mange forældre i dag(desværre) ser det som noget negativt hvis de begrænser deres børn, som fx her, hvis de nu havde sat en grænse for hvor mange gange pigen måtte gå til desserten.
Selvom forældrene er i god tro, er det nok omsorgssvigt hvis man tænker på de ting pigen vil blive(og sikkert bliver) udsat for, som mobning osv., for ikke at nævne de fysiske begrænsninger pigen har, hvis hun vejer +90. Så kan man så diskutere om ikke pigen selv burde være ansvarlig for hvad hun propper i kæften. Men det kan også være svært hvis hun er flasket op med fløde og hygge omkring maden.
Men som Dingo siger, de kan sagtens være glade ved situationen lige nu og her. Jeg tror dog også at de alle må døje med selvtillidsproblemer og jeg kan slet ikke lade være med at tænke på hvor forfærdeligt det må være for pigen - det er ikke sjovt at være overvægtig teenager. Overvægtige mennesker kan da sagtens være lykkelige, men det er jo hvordan folk omkring dem reagerer, der påvirker dem.
Personligt synes jeg ikke at det er livskvalitet, men vil heller ikke gå så langt som at kalde det omsorgssvigt. Nu er jeg selv vokset op i en meget madglad familie og har selv døjet med overvægt, og jeg synes ikke at jeg blev udsat for omsorgssvigt - tværtimod, jeg nød da at blive fodret med guldbamser, kitkat og koteletter. Jeg vil dog sige at jeg den dag i dag ville ønske at mine forældre, eller andre i familien, havde sat grænser.

Men det er et svært emne !

Mzg skrev: Men som Dingo siger, de kan sagtens være glade ved situationen lige nu og her. Jeg tror dog også at de alle må døje med selvtillidsproblemer og jeg kan slet ikke lade være med at tænke på hvor forfærdeligt det må være for pigen - det er ikke sjovt at være overvægtig teenager.

Præcis. Man må også huske på hvor meget mad betyder i sociale og følelsesmæssige situationer. Men der må også være en grænse..

men det er jo hvordan folk omkring dem reagerer, der påvirker dem.

Til en vis grad, ja. Men igen har jeg da ofte hørt overvægtige "beklage" sig over mange fysiske begrænsninger, f.eks. at de ikke kan lege med deres børn, de kan ikke tage i tivoli fordi de passer ikke i sæderne, de kan ikke flyve på ferie pga. deres bredde (igen problemer med sæderne), de bliver socialt hæmmede fordi de ikke vil vise sig offentligt osv. Alt dette, der blandt andet meget vel kan tænkes at føre til skyldfølelse over at man ikke føler at man kan være en god forælder for sit barn. Det kan så tænkes at medføre endnu mere trøstespisning og ja, det er jo som bekendt den, efterhånden klichéramte, onde cirkel

Personligt synes jeg ikke at det er livskvalitet, men vil heller ikke gå så langt som at kalde det omsorgssvigt. Nu er jeg selv vokset op i en meget madglad familie og har selv døjet med overvægt, og jeg synes ikke at jeg blev udsat for omsorgssvigt - tværtimod, jeg nød da at blive fodret med guldbamser, kitkat og koteletter. Jeg vil dog sige at jeg den dag i dag ville ønske at mine forældre, eller andre i familien, havde sat grænser.

Men det er et svært emne !

Jeg vil nok nærmere kalde det "umiddelbar kortsigtet lykkefølelse", hvis det skal have et navn

Som det er blevet nævnt, så er det lige så meget et symbol på overfloden. Ikke så meget at det er mad, selvom det jo så har en række negative konsekvenser på helbredet og på de psykosociale forhold.
Det kan jo nemt sidestilles med hvis familien nu havde været helt normalvægtig, men scenarioet havde fundet sted i en butik, hvor pigen skabte sig og fik alt hvad hun pegede på og var en rigtig forkælet møgunge.

Ligesom man skal lære at man skal gøre sig fortjent til at få penge (løn) og andre ting, så bør man også lære at man skal gøre sig "fortjent" til sin mad; i hvert fald lære at der ikke bare skal skovles ind totalt uhæmmet og uden tanke for noget som helst.

A formerer A og B formerer B. De kan sagtens have det godt som mennesker. Det kan være selvforskyldt eller uheldigt grundet depressive tilstande. Ingen grund til at lægge så meget vægt i det.

Forældrene overfører i et eller andet omfang bevidst deres egne laster til barnet, og i den henseende er det svært at se, hvordan det ikke skulle være svigt.

Det er så vidt jeg ved et faktum, at et overvægtigt barn tenderer mod et helt liv som overvægtig, og at de vaner og den konditionering, der sker i barndommen, mildt sagt kan være svære at sætte sig ud over senere i livet...

ptormx skrev:A formerer A og B formerer B. De kan sagtens have det godt som mennesker. Det kan være selvforskyldt eller uheldigt grundet depressive tilstande. Ingen grund til at lægge så meget vægt i det.

Det er da netop et spændende emne at lægge vægt på. Hvis du ser programmer om ekstremt overvægtige børn, så er forældrenes forklaring oftest at "jeg giver hende bare hvad hun vil have.. jeg vil ikke gøre mit barn ked af det". Hele diskussionen om grænser og "bjørnetjenester" er jo meget central. Hvis du ikke vil lægge mere i det, så lad da endelig være med det

MortenFF skrev:Reproduktion af social ulighed. Eller social arv, om man vil, er uundgåeligt. Overvægtige forældre avler overvægtige børn i langt de fleste tilfælde. Om det er omsorgssvigt? Det kommer vel an på det enkelte menneskes livskvalitet? Og det er da også en debat Regeringen har taget op, altså om man må tvangsfjerne overvægtige børn fra forældrene. Personligt synes jeg, det er svigt i aller højeste grad. Overvægt = Mobning i folkeskolen (Igen, i langt de fleste tilfælde).

Så du mener at der på ingen måde findes nogen der har brudt med den sociale arv?? Det er et faktum der ikke er sandt.. Men det er svært ja, men ikke umuligt.

m0n skrev:

MortenFF skrev:Reproduktion af social ulighed. Eller social arv, om man vil, er uundgåeligt. Overvægtige forældre avler overvægtige børn i langt de fleste tilfælde. Om det er omsorgssvigt? Det kommer vel an på det enkelte menneskes livskvalitet? Og det er da også en debat Regeringen har taget op, altså om man må tvangsfjerne overvægtige børn fra forældrene. Personligt synes jeg, det er svigt i aller højeste grad. Overvægt = Mobning i folkeskolen (Igen, i langt de fleste tilfælde).

Så du mener at der på ingen måde findes nogen der har brudt med den sociale arv?? Det er et faktum der ikke er sandt.. Men det er svært ja, men ikke umuligt.

Bid mærke i mine ord "i de fleste tilfælde". Blot fordi jeg siger, at social arv er uundgåelig, menes der ikke at den er uforanderlig.
I nogle tilfælde vil den blive ført videre til børnene andre gang bryder børnene reproduktionen.

PS: Jeg har aldrig skrevet, at social arv ikke kan brydes og den aldrig er blevet brudt. Hvor ser du det?

MortenFF skrev:

m0n skrev:

MortenFF skrev:Reproduktion af social ulighed. Eller social arv, om man vil, er uundgåeligt. Overvægtige forældre avler overvægtige børn i langt de fleste tilfælde. Om det er omsorgssvigt? Det kommer vel an på det enkelte menneskes livskvalitet? Og det er da også en debat Regeringen har taget op, altså om man må tvangsfjerne overvægtige børn fra forældrene. Personligt synes jeg, det er svigt i aller højeste grad. Overvægt = Mobning i folkeskolen (Igen, i langt de fleste tilfælde).

Så du mener at der på ingen måde findes nogen der har brudt med den sociale arv?? Det er et faktum der ikke er sandt.. Men det er svært ja, men ikke umuligt.

Bid mærke i mine ord "i de fleste tilfælde". Blot fordi jeg siger, at social arv er uundgåelig, menes der ikke at den er uforanderlig.
I nogle tilfælde vil den blive ført videre til børnene andre gang bryder børnene reproduktionen.

PS: Jeg har aldrig skrevet, at social arv ikke kan brydes og den aldrig er blevet brudt. Hvor ser du det?

OK, er ikke til flueknepperi over ord. Men angreb bare din vending om at social arv er uundgåeligt, hvilket jeg mener den bestemt er, men vi kan vel være uenige! Jeg er mere til teori om øget risiko etc.

Dingo skrev:

ptormx skrev:A formerer A og B formerer B. De kan sagtens have det godt som mennesker. Det kan være selvforskyldt eller uheldigt grundet depressive tilstande. Ingen grund til at lægge så meget vægt i det.

Det er da netop et spændende emne at lægge vægt på. Hvis du ser programmer om ekstremt overvægtige børn, så er forældrenes forklaring oftest at "jeg giver hende bare hvad hun vil have.. jeg vil ikke gøre mit barn ked af det". Hele diskussionen om grænser og "bjørnetjenester" er jo meget central. Hvis du ikke vil lægge mere i det, så lad da endelig være med det

Jeg tænkte mere i den enkelte situation, da jeg havde den opfattelse topic starter var meget interesseret i den enkelte situation. Sådan generelt synes jeg det er en relevant diskussion. "Jeg giver hende bare hvad hun vil have.. jeg vil ikke gøre mit barn ked af det" er virkelig på niveau med de unge mødre. Det er lidt sørgeligt. Heldigvis har samfundet brug for alle forskelligheder

Nu ved vi jo ikke om familien bulker

3dec skrev:Nu ved vi jo ikke om familien bulker

De har nok tværtimod glemt at de skulle have stoppet bulk for 5 år siden :b

De holder bare forlænget off-season.

Det var selve situationen der lagde grund for mit oplæg til debat.

Her kommer et tankespind.

For fem år siden var familien normalvægtige. De mistede en lillebror i et færdselsuheld. Fra den dag ændrede alt sig. De begyndte at trøstespise og tog på over tiden.
For en måned siden vejede datteren 105 kg. De aftalte et delmål der gik på, at hver gang pigen havde tabt ti kg. ville de fejre det med en tur i byen hvor de ikke skulle tælle kcal. Bare hygge sig.

Dette nåede hun i lørdags og gik derfor stolte og glade på restaurant.

Ændrer ovenstående på opfattelsen?

Vil I ikke lege med mere?

Man skal ikke skue hunden på hårene. Er det det, du vil frem til ?

Jo, lad os da lege.




Nej, det er stadig omsorgssvigt. Hvis pigen har et problem, der er sundhedstruende nytter det ikke noget at reinforce hendes syge indstilling til mad eller acceptere at mad blive benyttet som fejring (Mere at fejre => Mere mad)

Det er ren hykleri og vil aldrig nogensinde få hende ud af hendes dårlige vaner, da det i så fald bare vil hedde "Sund livsstil... indtil næste gang"


Uanset årsag. Ligger der andet bag, må de prioritere hjælp til deres datter. F eks en psykolog eller en diætist, der vilel fortælle dem at 10 kgs vægttab om måneden var ret voldsomt

Omsorgssvigt, tjae, selvom det er passivt fysisk omsorgssvigt at overfodre sine børn, så nærmer vi os en alder på en sådan pige, hvor den slags begreber er mindre relevante end, om familien er villig til at søge hjælp. Før du har en statssag der er stærk nok til at ændre sådan en piges liv (og uden at ødelægge det mere end det er ødelagt i forvejen) så er hun alligevel myndig, og selv inden da er det måske slet ikke etisk forsvarligt at blande sig på den måde.

Mht hjælp kan hjælpens effektivitet variere afhængig af type, men generelt ville frivillig familieorienteret psykologisk hjælp nok være en af dem, hvor der ville kunne rykkes brikker og lægges i ovnen til en livsstilsomlægning og et positivt selvforstærkende mønster.

Heldigvis er der masser af forskning på fedme og psyken lige rundt om hjørnet, så måske bliver det muligt at behandle fedme som et decideret psykologisk problem. Her tænker jeg på lige fod med angstsygdomme og spiseforstyrrelser

Det håber jeg, fremfor at skulle operere folk og stoppe dem med medicin, og overlade dem til deres egne irrationelle selvskadende tankemønstre..

I kommunal praksis kan svær overvægt i hvert fald sætte maskineriet rettet mod omsorgssvigt i gang. Der er allerede sket én tvangsanbringelse, som primært havde udspring i vægten.

http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php ... munen.html

Martin88 skrev: Her tænker jeg på lige fod med angstsygdomme og spiseforstyrrelser

Det håber jeg, fremfor at skulle operere folk og stoppe dem med medicin, og overlade dem til deres egne irrationelle selvskadende tankemønstre..

Binge Eating Disorder er jo f.eks. også en langt mere anderkendt diagnose i andre lande, og bør netop også behandles som en sygdom. Man æder ikke non stop i løbet af en dag, og æder sig op til BMIer over 40 og 50 uden at der er noget galt med indersiden af hatten

Dingo skrev:

Martin88 skrev: Her tænker jeg på lige fod med angstsygdomme og spiseforstyrrelser

Det håber jeg, fremfor at skulle operere folk og stoppe dem med medicin, og overlade dem til deres egne irrationelle selvskadende tankemønstre..

Binge Eating Disorder er jo f.eks. også en langt mere anderkendt diagnose i andre lande, og bør netop også behandles som en sygdom. Man æder ikke non stop i løbet af en dag, og æder sig op til BMIer over 40 og 50 uden at der er noget galt med indersiden af hatten

Jeg er helt enig. Forskningen herhjemme vil forhåbentligt bidrage en del til den slags ændringer af, hvad der er diagnosticerbart som en psykisk lidelse og hvad der ellers bare er "andet".

Ærgerligt at det går mod tvangsfjernelse fremfor at støtte og hjælpe disse mennesker til at få smidt spækket og opnå en evne til at bidrage til samfundet - fysisk såvel som psykisk.. Får man styr på hele familiens psykiske miljø, så giver det meget mere både individuelt og samfundsmæssigt end en tvangsfjernelse gør - og tvangsfjernelser er bestemt heller ikke billige, skal det hilses at sige.. Det er selvfølgelig svært, for en families problemstillinger behøver ikke være begrænset til ekstrem fedme; personlighedsforstyrrelser, depression, angstlidelser og generel stresssårbarhed kan gøre det hele mere kompliceret.. Men generelt er komorbiditet jo et problem i mit fremtidige arbejdsområde..

Interessant..