Det er faktisk et godt spørgsmål. Som udgangspunkt har jeg jo altid stræbet efter at blive "fedtet kvit", siden jeg påbegyndte det store vægttab omkring nytår 2002/2003 (hvilket blev kickstartet af, at jeg skulle konfirmeres til foråret, og efterhånden havde fået nok af min situation).
Vægttabet/transformationen fra sommeren 2011 frem til nu skal nok ses som et stædigt resultat af mange års forgæves kamp mod de resterende kg. I gymnasiet var jeg i 1.G nede på 66 kg uden at stå noget nær skarpt. Det er noget, der altid har stået tydeligt i erindringen, når jeg har villet shredde de sidste kg - "hvis jeg ikke engang kan have en nogenlunde form på 66 kg, får jeg det aldrig".
Sidste forår var jeg så nede på 73 kg, og havde ej heller der noget der lignede abs (abs bliver hurtigt en indikator for, hvornår man er i mål, når man har været så fed). Det fik mig så til at tro, at et inferno af sødmælk og vel noget nær et dagligt indtag på 4000 kalorier, kunne kaste tilstrækkelig med masse af sig, til at jeg ville nå mit mål. Nuvel, jeg kan da nu i år se, at jeg trods alt har fået bygget noget masse fra April 2012 - Oktober 2012, hvor jeg gainede, men det var langt fra et optimalt forløb.
Nu føler jeg efterhånden, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg har den nødvendige viden til at kunne nå i mål inden for en overskuelig fremtid. Jeg ved, hvad jeg skal gøre og måske endnu vigtigere, hvad jeg ikke skal gøre. Jeg har måttet lære mange ting på den hårde måde i løbet af hele denne proces - learning by doing, eller hvad man skal sige - men det er ikke noget, jeg som sådan går og begræder. Egentlig synes jeg bare det er fedt, så meget klogere jeg er blevet på mig selv (og min krop), siden jeg påbegyndte min træningsfanatisme.
Mågens og Mark, I to fjollehoveder - I kan få svar på jeres spørgsmål, næste gang vi står nøgne i omklædningsrummet med sæben på gulvet, og Magnus skal have foretaget en hæmoride-undersøgelse.





