Noget jeg faktisk har tænkt rigtig meget over er, at de indvandrer som er født i deres oprindelsesland generelt er virkelig flinke mennesker! Og jeg har faktisk aldrig oplevet at de har opført sig ubehøvlet. Men hvorfor bliver deres børn så, som de nu engang bør? Hvis forældrene kan tilpasse sig danmark, så burde dem som er født og opvokset her da også kunne. Lidt et mysterie

Nu har jeg kun perifært beskæftiget mig med problemstillingen, men diskuteret den længe og intenst, med både etnisk danske og ikke-etnisk danske venner og bekendte. Mit bedste bud er at der desværre opstår en konflikt/sammenstød mellem kulturer på to forskellige niveauer. Det ene niveau er at forældrenes opdragelsesmetoder, samt overførte livserfaringer, ikke er finjusteret til det vestlige samfund, og den danske kultur - hvilket yderligere kan forværres af dårlige danskkundskaber, uddannelsesniveau, krigstraumer osv. Dertil ligger der for de fleste efterkommere en identitetskrise, i om man er dansker, eller tyrker (eller whatver) - eller en blanding. Det lyder umiddelbart ikke som et svært spørgsmål, for os danskere, men for en ung, påvirkelig mand, så kan det skabe store konflikter. Dette aspekt, kombineret med dårlige rollemodeller, gør desværre at uforholdsmæssigt mange efterkommere ender med at begå kriminalitet. Det er i hvert fald hvad jeg er kommet frem til.
Når man så snakker om danskeres syn på debatten, så er der to ting der forekommer mig komplet idiotisk - som også er kommet til udtryk her i tråden;
1) Folk der undskylder alle ikke-etniske danskere med, at de jo ikke selv kan gøre for det. Det er helt sikkert at en fejlslagen dansk integration er skyld i mange af problemerne, men noget af problemet skal også findes inden for den 'islamiske kulturs' rigiditet - det er meget svært at kombinere den med 'dansk kultur'.
2) Folk der skærer alle indvandrere/efterkommere over en kam, eller udelukkende kaster skylden på islam, hudfarve eller oprindelsesland. Hvem vi er som mennesker, og hvordan vi opfører os i et samfund, skal først og fremmest findes i vores livserfaringer - og kan altså ikke, som jeg ser det, bebrejdes på hverken hudfarve eller stempel i passet.