Bør man stoppe med at drikke alkohol, hvis man træner for at opbygge enten muskler eller styrke?
Det kommer jo alt andet lige an på, hvor meget man drikker, hvor ofte man drikker, og hvor ivrig man er efter resultater. Alkohol i moderation kan sagtens kombineres med bodybuilding og styrketræning uden at ens resultater bliver målbart påvirket, og et par glas rødvin om ugen er sågar direkte sundhedsfremmende.
Alternativt kan man også have den holdning, at man ikke betragter sin træning i sportsligt øjemed som sådan, men i stedet snarere ser det som en mere rekreativ, identitetsskabende eller sundhedsfremmende størrelse, som i højere grad er et supplement til en bæredygtig livsstil i stedet for en konkurrencesport, hvor performance konstant skal optimeres. I den forbindelse bliver spørgsmålet om, hvorvidt vægttræning mv. og alkohol bør kombineres snarere et spørgsmål om dit forhold til alkohol end dit forhold til træningen. Mao: hvis man ikke udelukkende træner for at blive den bedste atlet muligt, bør man drikke alkohol i præcis de mængder, man har lyst til - vel vidende at det er skadeligt for både træning og helbred, forstås.
Og ja, jeg drikker lidt rigeligt. Slap dog af. I er ikke min far.