Hej Allesammen

Meldte mig egentlig til for at få råd til at komme af med den der irriterende delle lige over trussekanten, men så tænkte jeg at der måske var nogle rigtig macho-mænd derude, som kunne give mig et råd om hvordan jeg tackler min kærestesorg evt. (allerhelst) får ham tilbage.

Jeg er 29 og han er 27 og pt bor vi ikke i samme land, men da vi mødtes for 3 måneder siden var det bare som om vi begge blev skudt afsted i en forelskelses-kanon, vi faldt pladask for hinanden, og har hele tiden nærmest planlagt at vi skal være sammen altid, giftes og have børn og den slags. Vi har begge givet udtryk for at vi aldrig før er blevet rørt så dybt af et andet menneske, og det har været utroligt hårdt at være væk fra hinanden, fordi vi bare ikke kunne undvære hinanden. (Han er fra Tyrkiet og er soldat og var udsendt i 2 måneder, så vi kunne ikke ses, men han er stoppet nu, som soldat, og han siger det er fordi han har mødt mig, og soldatertilværelsen ikke kan kombineres med et fast forhold.)

Netop på grund af alt dette kan jeg slet ikke forstå hvor det er jeg er havnet nu:S
Situationen er den, at vi har haft en tendens til at lave dumme misforståelser, som, tror jeg, nok mest bunder i at vores kommunikation er så forskellig som mand og kvinde.
Den seneste misforståelse var at vi, mens han var på udsendt på en mission, fik lejlighed til at chatte sammen for at planlægge vores kommende ferie. Forventninger var store, men jeg var nødt til at bede ham om vi kunne vente til august med at holde ferie, fordi jeg havde en vigtig eksamen jeg skulle bestå dér(læser medicin), og det så ku' blive lige efter den eksamen. Det synes jeg selv jeg fik sagt til ham mindst 10 gange, men jeg ved ikke hvad der er gået galt, for da han endelig kom tilbage til sit land efter udsendelsen, og vi var tættere på at have mulighed for at mødes, viser det sig at den ferie vi har planlagt og næsten helt booket, at den har han bestilt til JULI!!! Et eller andet er gået galt i vores kommunikation, og han blev bare så fandens skuffet, da jeg måtte fortælle ham at jeg jo ikke kunne holde ordentlig ferie før efter eksamen i august, og at jeg hele tiden havde forstået det som om det var august vi havde booket til. F... en idiotisk misforståelse!!! Han blev småsur fordi han hele tiden lidt mente at jeg havde brudt vores aftale, men jeg blev ved at forsøge at forklare ham at det altså i mit hoved var august vi havde aftalt, så jeg reelt jo ikke havde brudt nogen aftale.
Så sker der en masse ting, han er stadig småsur og halvdeprimeret, brokker sig hele tiden til mig over de ting han må gå glip af, invitation fra venner til Portugal som han har sagt nej til, fordi de kun var par og han alene, og han siger en masse ting, at han har ventet og ventet på mig, og at vi skulle have været på en smuk ferie sammen nu, og at han er ulykkelig. Jeg siger at han da kan komme og besøge mig i nogle dage, selvom jeg læser til eksamen, og i starten vil han gerne, men så beslutter han sig for at tage til Tyrkiet og besøge sin familie i stedet.
Lige før han tager afsted, sker der det at jeg modtager en "skræmme-besked" på fb fra hans ex, hvor hun påstår mere el. mindre at han er hendes kæreste, og at det er upassende at vi skriver sammen. Jeg bliver selvfølgelig helt ude af den, stjernejaloux og paranoid, og har virkelig brug for at han beroliger mig. Det gør han også, men kun ved at skrive, og selv om jeg bliver ved at spørge om ikke vi kan ringe sammen, så afslår han, fordi, siger han, han er i så dårligt humør og stresset over allemulige problemer, at han ikke kan tale nu. Han siger at denne ex har skrevet den samme besked til alle hans pigevenner på fb, og at hun er bindegal, og jeg tror på ham tilsidst.
Da han er i Tyrkiet skriver vi sammen og det er tilbage til det gamle, vi savner hinanden, og prøver at aftale ny ferie i august. Pludselig synes jeg han begynder at trække i land og sige at den dato jeg foreslår ikke er god, og at han ikke ved endnu hvornår i august det er muligt for ham at holde ferie, fordi han er igang med at starte et firma op. Samtidig brokker han sig igen over at jeg "brød" vores sidste aftale (som jo gik i vasken pga en misforståelse), og han siger han er bange for at jeg bryder aftalen igen.
Dagen efter skriver vi sammen, og jeg siger til ham at jeg har besluttet ikke at tage min eksamen. Årsagerne er jo mange. Den tid jeg har skullet læse har jeg haft en slem rygskade der er brudt op, så jeg havde for mange smerter til at kunne koncentrere mig. Samtidig er koncentrationen også blevet ødelagt af at jeg har savnet ham vildt, haft en episode med ham med en slem misforståelse, samt en episode med den værste jalousi, jeg har prøvet. jeg kan sådan set lige så godt vinke farvel til at bestå den eksamen efter alle de forstyrrelser i min læsning, og samtidig føler jeg lidt han e begyndt at stille det op som et dilemma for mig. Som om han er jaloux på min uddannelse, og lidt ønsker at jeg skal vælge mellem ham og den.
Jeg fortæller ham at jeg har besluttet ikke at gå op til eksamen, fordi jeg ikke længere har hjertet med i den, og fordi jeg ikke kan undvære ham længere.
Han bliver simpelthen så stjernerasende, skriver alt muligt grimt, og sværger at han aldrig vil på ferie med mig, at han aldrig vil følge min røv længere, at jeg bare har leget med ham, og nu sætter han grænsen.
Jeg kan sådan set godt forstå hans vrede, da eksamen jo fra start var den der kom i vejen fro vores planer, og den der førte til at han pga en misforståelse måtte aflyse ferien, men spørger om han ikke kan tilgive mig de problemer der har været med ferie og eksamen, og evt. også prøve at se situationen fra mit synspunkt, for jeg har jo aldrig villet såre ham, men min uddannelse er jo også vigtig, og samtidig er jeg under et kæmpe pres fra familien.
Han er ligeglad, skriver at han skal vise hvor seriøs han er når han tager en beslutning, og skriver bare flere grimme, modbydelige og sårende ord til mig, og nægter at tale over telefon eller skype.
Det værste er at han skriver jeg er selvoptaget og ligeglad med ham, og at det kun handler for mig om mit studium og at jeg endda har villet bestemme over ham at han skulle flytte til Danmark pga mine fremtidige jobplaner, og han er bare så rasende. Disse ting kommer vildt bag på mig, for jeg har jo aldrig villet tvinge ham til noget, har bare sagt, at mine karrieremuligheder nok var bedst i Danmark, men at jeg også var villig til at bo i andre lande, f.eks. i længere perioder, og dengang lød han jo som om at han ville gøre alt for at vi kunne være sammen.
Nu har han ligepludselig ombestemt sig helt. Vil ikke på ferie med mig, vil bare slet ikke have mig mere eller nogensinde vente på mig igen.

Hvad gør jeg? Jeg føler virkelig han er mit livs store kærlighed. Jeg ved der er nogle kulturforskelle mellem os, men ikke nogle jeg mener vi ikke kan løse, for jeg har aldrig følt mig så lykkelig, som jeg har haft det sammen med ham, og føler mig så knyttet til ham, som jeg ikke har prøvet før med et andet menneske.
Det er ikke første gang jeg føler at min dedikation til min uddannnelse, er det der får en mand til at opgive mig, og det sårer mig bare så dybt, for det føles som om, at fordi jeg har ambitioner skal jeg straffes på kærlighedsfronten, og ingen mand vil have mig af den grund.

Jeg håber virkelig han køler af og vender tilbage, det var kun igår det skete, men jeg er bare så bange for at han ikke vender tilbage til mig efter alt det han skrev til mig i sit vredesudbrud.

Det mest sørgelige er, at fordi han er den jeg vil have, ved jeg at jeg vil blive ved at vente på at han vender tilbage til mig, i flere år hvis det skal være. For han er bare sådan manden i mit liv, den jeg vil have børn med. Og kan jeg ikke få ham vil jeg bare være alene for evigt.

Jeg er så knust og ulykkelig, for jeg har mistet min store kærlighed. Grunden var en dum misforståelse om ferie og en skide eksamen, som fu.... mit liv fuldstændigt op.

Jeg ved ikke hvad jeg skal foretage mig, kan hverken spise eller sove, bare græde og græde eller sidde og kigge ud i luften.

Ville det være dumt af mig at kontakte ham nu hvor han blev så rasende?

Hvis han kølner af, er det så bedst at lade ham henvende sig til mig, hvis han fortryder?

Jeg har fortalt ham som modsvar da han blev vred, at han er mit livs kærlighed, og at jeg ikke kan undvære ham, og at det er dumt at lade vores kærlighed gå til spilde pga dumme misforståelser og konflikter.

Hvad siger i mænd? Tror I han kan finde på at komme tilbage? Eller har han taget en beslutning og vil aldrig mere se mig?

Jeg har sådan brug for råd og for mandlige perspektiver på sagen, for jeg kan ærligt talt ikke forstå hvorfor han er så fatal, og jeg er stadig i en slags choktilstand.

Håber I kan hjælpe mig lidt.

Hilsen lulu

Next.

læste 10 linjer, scrollede ned opdagede der var 100000 mere, stoppede.
Men ud hva det jeg læste vil jeg anbefale:
1. Droppe ham og finde en anden.
2. Droppe ham og anskaf mange katte.
3. Droppe ham og begå selvmord. (Mangel på bedre alternativ, og syntes næsten du skulle ha 3 muligheder )

Det var så lidt.

p0peye skrev:læste 10 linjer, scrollede ned opdagede der var 100000 mere, stoppede.
Men ud hva det jeg læste vil jeg anbefale:
1. Droppe ham og finde en anden.
2. Droppe ham og anskaf mange katte.
3. Droppe ham og begå selvmord. (Mangel på bedre alternativ, og syntes næsten du skulle ha 3 muligheder )

Det var så lidt.

On a more serious note: Prøv at fortælle det sidste du skrev til ham, istedet for til os. Hvis i virkelig forstår hinanden så godt osv. Så burdte han da kunne forstå hvor meget han betyder for dig, hvis ikke så bliver du nok nødt til at gøre som p0peye siger

omg lol tl;dr

CaliWali skrev:

p0peye skrev:læste 10 linjer, scrollede ned opdagede der var 100000 mere, stoppede.
Men ud hva det jeg læste vil jeg anbefale:
1. Droppe ham og finde en anden.
2. Droppe ham og anskaf mange katte.
3. Droppe ham og begå selvmord. (Mangel på bedre alternativ, og syntes næsten du skulle ha 3 muligheder )

Det var så lidt.

On a more serious note: Prøv at fortælle det sidste du skrev til ham, istedet for til os. Hvis i virkelig forstår hinanden så godt osv. Så burdte han da kunne forstå hvor meget han betyder for dig, hvis ikke så bliver du nok nødt til at gøre som p0peye siger

SAY WHAT?!?! Jeg var jo død seriøs?!

Super første indlæg!

Lad mig lige forstå det her... Du er 29 (brugernavn) og du er så meget i tvivl om hvordan du skal håndtere "dit livs kærlighed" at du spørger på et forum du ikke har nogen tilknytning til (der for øvrigt primært er befolket af præpubertære knægte).

Pøj-pøj med det.

sjiit man, den var lang at tygge sig igennem..

Ved sq ikke rigtig hvad man kan give dig af råd..
men det er dog min helt klare holdning at det er ham som laver fejlen, forstået på den måde at det er muligvis dig som har været for dårlig til at kommunikere. nu hvor i har fået snakket sammen om at der har været en misforståelse så bør han være voksen nok til at indse at man ikke kommer nogle vejene med den indstilling som han tydeligvis render rundt med..

Som du selv er inde på kan det være de kulturelle forskelle som har været delvis skyld i det her og det tror jeg i og for sig at der er en hvis sandhed i. Der hvor han er fra har de et lidt andet temperament og værdiset som der efter al sandsynlighed ikke helt passer sammen med vores.

Intet af ovenstående skal på nogen måde opfattes racistisk, for det er slet ikke sådan ment.

ved ikke om det var til nogen hjælp overhovedet, men det var i hvert fald mit perspektiv på sagen.

lulu1982 skrev:Hvad siger i mænd? Tror I han kan finde på at komme tilbage? Eller har han taget en beslutning og vil aldrig mere se mig?

Jeg har sådan brug for råd og for mandlige perspektiver på sagen, for jeg kan ærligt talt ikke forstå hvorfor han er så fatal, og jeg er stadig i en slags choktilstand.

Kære Lulu.

Her er i punktform det indtryk jeg får af din kæreste og jeres forhold:
- Der er problematiske kulturforskelle
- Han bor tilsyneladende i udlandet eller er mest knyttet dertil
- Han er aggressiv og jaloux anlagt
- Han giver dig skylden for at "holde på ham" i Danmark mod hans vilje og mener tilsyneladende også du har ansvaret for, at han forlod militæret.
- Han føler tilsyneladende, det er rimeligt, at du skal opgive dine drømme og akademiske og karrieremæssige ambitioner for hans skyld, hvilket er tåbeligt uanset hvad, men en decideret patologisk tanke tre måneder inde i et forhold
- Han bebrejder dig for alle kommunikationsvanskeligheder og problemer i forholdet og har ikke selvindsigten eller modenheden til at erkende sin egen negative rolle
- Som du beskriver situationen er misforståelsen klart hans skyld
- Han er følelsesmæssigt ustabil og vægelsindet
- Han har en eks der lurer i kulissen
- Han bor tilsyneladende i udlandet
- Han har uberettiget svinet dig til
- Han har ingen empati eller vilje til at vise forståelse for dig og dine bevæggrunde (jf. fx hans afskyelige reaktion på de yderst rimelige grunde til, at du måtte afmelde eksamen)

Er det virkelig sådan en person, du ønsker at være sammen med? Fortjener du ikke bedre?

Jeg vil ikke forsøge mig med lommepsykologi omkring at du sikkert har lavt selvværd og at det her forhold sikkert er en del af et længere mønster for dig, men blot sige at det ubetinget er til din fordel, at I ikke længere er sammen, og at jeg håber, du får fat i en ordentlig fyr

^^ True

ntp9 skriver det meget flot.

For at tilføje noget kan jeg forklare lidt fra egne erfaringer med et forhold jeg har haft til en fra Nordjylland. Bor selv i København. Vi var sammen i ca. 6 måneder før det kom til at afstanden mellem os skulle blive kortere, men ingen af os kunne overskue at tage den drejning i livet, at skulle opgive alt man havde et sted og starte forfra et nyt. Selvom jeg må indrømme at jeg selv var fuldstændig opsat på at jeg sagtens kunne flytte til Nordjylland i de første uger af vores forhold. Og jeg ved at hun havde det på samme måde. Vi snakker heldigvis stadig rigtig godt sammen, men forbliver bare rigtig gode venner.
Man er forelsket i starten og alt er nice, man ser kun muligheder og ingen begrænsninger. Så går det op for en efter noget tid når forelskelsen har dæmpet sig, at det egentlig ikke er så fedt at skulle ofre hele sit liv for at tage chancen og opbygge et nyt et fremmed sted, og måske kommer det ikke engang til at gå, og så er man virkelig på røven.




Og lige en ekstra..
Synes efterhånden også jeg har hørt en del historier om danske kvinder som bliver flyvende forelsket i mænd nede fra Tyrkiet og deromkring, og mændene siger det er gengældt. Men det er 2 forskellige verdener, og det ender altid dårligt med at mændene derfra er 'aggressive' og vil bestemme over kvinden, bliver gale over at hun har ambitioner og er meget mere selvstændig og selvsikker end kvinder de måske er vant til i deres eget land.
Kender vidst en som kender en kvinde der har været i den situation 2 gange. Hun flyttede til Tyrkiet begge gange. Begge gange holdt ikke engang et år før hun flyttede tilbage til Danmark.

p0peye skrev:^^ True

Tak p0peye. Dit katteforslag var nu heller ikke dårligt

cubes skrev: Så går det op for en efter noget tid når forelskelsen har dæmpet sig, at det egentlig ikke er så fedt at skulle ofre hele sit liv for at tage chancen og opbygge et nyt et fremmed sted, og måske kommer det ikke engang til at gå, og så er man virkelig på røven.

Netop. Langdistanceelementet i sig selv ville være nok til, at jeg ville kalde forholdet en dårlig idé.

Men at manden, som jeg gennemgik før, og du også er inde på, tilsyneladende er en aggressiv stodder, som ikke burde have et forhold med nogen som helst, er selvfølgelig den udslagsgivende faktor i det her tilfælde.

ntp9 skrev:

lulu1982 skrev:Hvad siger i mænd? Tror I han kan finde på at komme tilbage? Eller har han taget en beslutning og vil aldrig mere se mig?

Jeg har sådan brug for råd og for mandlige perspektiver på sagen, for jeg kan ærligt talt ikke forstå hvorfor han er så fatal, og jeg er stadig i en slags choktilstand.

Kære Lulu.

Her er i punktform det indtryk jeg får af din kæreste og jeres forhold:
- Der er problematiske kulturforskelle
- Han bor tilsyneladende i udlandet eller er mest knyttet dertil
- Han er aggressiv og jaloux anlagt
- Han giver dig skylden for at "holde på ham" i Danmark mod hans vilje og mener tilsyneladende også du har ansvaret for, at han forlod militæret.
- Han føler tilsyneladende, det er rimeligt, at du skal opgive dine drømme og akademiske og karrieremæssige ambitioner for hans skyld, hvilket er tåbeligt uanset hvad, men en decideret patologisk tanke tre måneder inde i et forhold
- Han bebrejder dig for alle kommunikationsvanskeligheder og problemer i forholdet og har ikke selvindsigten eller modenheden til at erkende sin egen negative rolle
- Som du beskriver situationen er misforståelsen klart hans skyld
- Han er følelsesmæssigt ustabil og vægelsindet
- Han har en eks der lurer i kulissen
- Han bor tilsyneladende i udlandet
- Han har uberettiget svinet dig til
- Han har ingen empati eller vilje til at vise forståelse for dig og dine bevæggrunde (jf. fx hans afskyelige reaktion på de yderst rimelige grunde til, at du måtte afmelde eksamen)

Er det virkelig sådan en person, du ønsker at være sammen med? Fortjener du ikke bedre?

Jeg vil ikke forsøge mig med lommepsykologi omkring at du sikkert har lavt selvværd og at det her forhold sikkert er en del af et længere mønster for dig, men blot sige at det ubetinget er til din fordel, at I ikke længere er sammen, og at jeg håber, du får fat i en ordentlig fyr

Manden siger det hele...!
BTW så er tyrkiske soldater udsendt i 4 måneder som minimum, dog er de inde i minimum tre uger til 15 måneder alt efter funktion. samt når de er inde og hoppe, så bliver de sendt til det sted der har brug for dem, ikke ligesom herhjemme hvor man selv kan vælge hvor værnepligten skal afholdes.

Det lyder til, at han manipulerer godt og grundigt med dig og forsøger at vende til at det er din gøren og laden der er problemet.

Det er det ikke.

Spørg dig selv, hvor godt du egentlig kender en person, som kan finde på at skrive en masse gylle bare fordi du fortæller ham du ikke kan undvære ham længere - det er da en bizar reaktion, syntes du ikke?

Det med at han ikke vil ringes ved... Det er da også bizart, for det må der jo være en grund til, som han ikke fortæller dig up-front. Drop al den melodrama med at han er deprimeret og - han trækker dig rundt i en snor, plain and simple.

Før eller siden skal du holde op med at være så efter- og tilgivende og sige stop nu med det fis, ellers bliver det noget af et skævt forhold, hvor han træder på dig om og om igen.

Det er også en smule mistænkeligt, at han lige pludselig har en psykotisk ex, som skriver til alle hans kvindelige fb-venner... Den er lidt tynd den historie han lige kommer med der, så tænk efter om du rent faktisk tror på historien eller bare ønsker at du tror på den.

Edit: og alt det ntp9 skrev

Jeg er ked af at sige det, men efter at have læst dit indlæg igen ser jeg en latent risiko for, at du blot har været en del af eventyret i et fremmed land og han nu bare finder på grunde til at kappe forbindelsen. Lad ham sejle sin egen sø og glem alt om at kontakte ham igen, det er der jo sådan set heller ingen grund til efter han har gjort sin standpunkt klart. Er han seriøs og lige så forelsket som du, så skal han nok ringe dig op, ellers er han en dødsejler.

Mr.TopGear skrev:Er han seriøs og lige så forelsket som du, så skal han nok ringe dig op, ellers er han en dødsejler.

Det bør understreges, at hun skal holde sig væk fra ham, uanset om hun bliver ringet op eller ej.

Hvilket du også lægger op til, men bare så hun ikke fikserer på den ene sætning der og griber fat i den som en redningsplanke

Hej igen allesammen

Tak for de gode indlæg. Jeg synes det var nogle rigtig gode pointer der blev fremlagt. Så igen tak for dem!
Min forelskelse er vist ligeså stille ved at drive over, efter jeg har fået samlet tankerne, og gennemtænkt hans opførsel igen.
Dagen efter skrev han: "I'm so sorry. I was drunk".

Der var jeg selvfølgelig klar til at tage ham tilbage, men det endte med en underlig mellemting, så lige nu ved jeg ikke hvor vi står.

Har brugt al min energi på det her, så nu gider jeg ikke prøve mere.

Tror bare jeg smutter til Budapest og besøger en veninde og prøver at nyder sommeren trods kærestesorgen.

Endnu engang tak for alle de gode råd:D

MVH LULU

Jeg har langt fra tygget mig igennem al teksten.
Men bare det at du har så mange problemstillinger at du kan skrive SÅ meget tekst der omhandler tvivl om jeres forhold, leder mig egentlig til at svare: Det forhold er dumt

Om jeg begriber du gider kæmpe så meget mentalt med noget der allerede fra udgangspunktet er fyldt med komplikationer. Det praktisk er immervæk temmelig sekundært, hvis I allerede nu ikke kan finde ud af at kommunikere. Videre i teksten, asap.

Ta en tur i byen. Hvis du kan blive så forelsket i en person du har set i 1 mdr højst, snakket med i 2. Som sviner dig til osv osv. Så må det også være muligt for dig et andet sted.
Det virker faktisk halv dumt. Og så ville jeg aldrig nogen sinde i mit liv overveje at flytte sammen med en person ud fra disse vilkår. Om jeg så havde kend personen 1-2 år.
Jeg ved ikk. Måske er det bare den opmærksomhed han har givet dig, du er blevet blind i.

Jeg ville gøre alt for en kvinde som dig lulu1982, kontakt mig over PM, såfremt du får din egen klinik. Så kan du hjælpe mig med at diagnosere og bekæmpe min kommende dværgvækst og testikelkræft.


Kærlig hilsen
Jesper Fårekylling

lulu1982 skrev:Der var jeg selvfølgelig klar til at tage ham tilbage, men det endte med en underlig mellemting, så lige nu ved jeg ikke hvor vi står.

Du har ikke forsøgt at gendrive nogen dele af min og andres analyse af jeres forhold og hans yderst mangelfulde personlighed, så jeg formoder, de er korrekte.

Med det in mente ved du præcist hvor du står: Afbryd al kontakt med ham.

Nu siger jeg bare hvad jeg observere i denne post du har skrevet!
Du er jo for det første helt ude af stand til at tøjre dine følelser, du har slet ikke kendt manden længe nok til at du kan sige han er værd at vente år på, du har derimod afbrudt en forelskelse på din klimaks!
Du har ikke evnet at gennemføre din eksamen i stor grad på grund af ham! At du ikke kan sige så tæt på en eksamen du må og skal holde dit fokus der, taler igen for du har en meget ringe evne til at kontrolere dine følelser!
At i har skændes så meget som i har og du stadig vil ham er lidt sørgeligt!
Har du en borderline?! du virker som om du næsten trives i elendighed?
Jeg undskylder min tone, men det virker som om du er helt blind for hvor tåbeligt et projekt det er du har opgivet din uddannelse og selvrespekt for!
Find dig dig selv og derefter kan du fokusere på et partnerskab! Ingen gider en en pige der opgiver alt og bare nikker og opgiver alt for en!

Nu taler jeg af erfaring og en pekingeser kan være en fantastisk livsven, men den fælder en del og har en række arvelige sygdomme, især omkring øjnene, som også kræver daglig pleje. Det kan blive dyrt i form af operationer og lign. IM JUST SAYING. Jeg ville gå efter en labrador, det er en god og nem familiehund som har vist sit værd gennem generation.

Find dig en dansk kæreste.

Bicepsosaurus skrev:Find dig en dansk kæreste.

+1

lulu1982 skrev:Hej Allesammen

Meldte mig egentlig til for at få råd til at komme af med den der irriterende delle lige over trussekanten, men så tænkte jeg at der måske var nogle rigtig macho-mænd derude, som kunne give mig et råd om hvordan jeg tackler min kærestesorg evt. (allerhelst) får ham tilbage.

Hilsen lulu

Nej. Er dellen stor?

lulu1982 skrev:

p0peye skrev:læste 10 linjer, scrollede ned opdagede der var 100000 mere, stoppede.
Men ud hva det jeg læste vil jeg anbefale:
1. Droppe ham og finde en anden.
2. Droppe ham og anskaf mange katte.
3. Droppe ham og begå selvmord. (Mangel på bedre alternativ, og syntes næsten du skulle ha 3 muligheder )

Det var så lidt.

Hej igen allesammen

Tak for de gode indlæg. Jeg synes det var nogle rigtig gode pointer der blev fremlagt. Så igen tak for dem!
Min forelskelse er vist ligeså stille ved at drive over, efter jeg har fået samlet tankerne, og gennemtænkt hans opførsel igen.
Dagen efter skrev han: "I'm so sorry. I was drunk".

Der var jeg selvfølgelig klar til at tage ham tilbage, men det endte med en underlig mellemting, så lige nu ved jeg ikke hvor vi står.

Har brugt al min energi på det her, så nu gider jeg ikke prøve mere.

Tror bare jeg smutter til Budapest og besøger en veninde og prøver at nyder sommeren trods kærestesorgen.

Endnu engang tak for alle de gode råd:D

MVH LULU

Glæder mig, at jeg kunne hjælpe. Dog kan jeg se jeg glemte at nævne mit beskedne honorar, bestående af sølle 1,78 svenska krona. (1,46 DKK modtages også, men der kommer er mindre vekselgebyr bestående af 0,41 svenska krona. (0,33 DKK modtages ikke.))

Tak for cliff notes Ntp9, så behøvedes man ikke at læse telenovellaen i prosaform.

Du har jo allerede taget beslutningen, eksekver den og drop så moralsk opbakning til det hårde valg. Rygklappere kan du finde hos dine veninder, de skal nok enstemmigt bakke dig op omkring dit utvivlsomt korrekte valg.

Vil slutte af med et lille citat:

StefanM skrev:Ps. Skriv PM hvis du vil fyre den af!