Ny forskning viser, at det er langt sværere at tabe sig end først antaget.
AF Tina Krongaard Stampe
Hvis du skærer 500 kalorier af dit daglige kalorieindtag, vil du tabe dig omkring et halvt kilo om ugen, eller cirka 25 kilo på et år. Noget i den stil har slankeeksperter verden over udtalt i årtier.
Men de tal holder slet ikke, viser ny forskning. Faktisk vil du kun tabe dig en tredjedel, cirka otte kilo på et år, hvis du skærer 500 kalorier af dit daglige energiindtag, skriver den britiske avis The Independent.
Den fejlagtige teori bygger på, at det ikke tidligere blev taget med i regnestykket, at menneskets forbrænding falder i takt med et vægttab. Kroppen indordner sig simpelthen efter det lavere energiindtag (kalorier du spiser) ved at nedsætte dets energiforbrug (kalorier du forbrænder).
Resultatet er altså et vægttab på kun en tredjedel af det, man før regnede med, forklarer forsker Kevin Hill fra National Institute of Diabetes and Digestive and Kidney Diseases i USA til Independent.
Kevin Hill og hans kolleger har i stedet udviklet en mere sofistikeret måde at udregne vægttab på, hvilket tager hensyn til de metaboliske ændringer hos et menneske, der taber sig.
Tykke taber sig mere
Samtidig fandt de frem til, at der er forskel på tykke og tynde mennesker. Tykke personer har således en tendens til at tabe sig hurtigere end tynde personer, selvom de følger samme diæt.
Forskningen viste desuden, at der ikke er nogen forskel på, hvilken diæt du følger. Om du skærer ned på fedtet, holder dig fra proteiner eller følger den såkaldte Atkins-diæt, hvor det er kulhydraterne, der skæres fra, er et fedt. Kroppen indordner sig simpelthen hurtigt til ændringerne i kosten med det resultat, at alle diæter resulterer i det samme vægttab. I hvert fald på kort sigt.
»Man ved ikke ret meget om langtids-effekterne«, siger Kevin Hill til The Independent.
De fleste personer på slankekur opnår maksimalt vægttab efter seks til otte måneder på kur, og forklaringen har hidtil været, at det var en naturlig effekt af den nedsatte forbrænding, og at »kurven« simpelthen glattede ud. Men nu viser det sig, at de fleste mennesker har svært ved at følge en diæt i mere end seks måneder, og det er derfor, de i virkeligheden stopper med at tabe sig. Et egentligt »vægttabs-maks« vil først indtræde meget senere, efter to til tre år.
Er det bare mig, eller virker det lidt som om, de mener, at ens forbrænding simpelthen falder efter bare én dag på lavere kcal-indtag? Altså selvfølgelig kan man ikke tabe sig 500g per uge, hvis man ikke reducerer fødeindtaget løbende, men her påstår de jo ligefrem, at -500kcal kun svarer til 150g per uge.
Comments?







