Venomancer skrev:Thomas Jagd skrev:Gode gener tror jeg langt henne ad vejen er en værre gang vås.
Det er bestemt ikke vås. Det er rigtigt, at mange bruger dårlige gener som en undskyldning for deres manglende fremgang. Men der er nu engang en lang række fysiologiske forskelligheder hos os mennesker, som gør at vi reagerer forskelligt på træning. Er man eksempelvis født med en fibertypefordeling, som hedder 90 % røde muskelfibre, og 10 % hvide muskelfibre (de fleste mennesker har en 50/50 fordeling), så kan man godt glemme alt om at blive stærk eller blive en stor massive bodybuilder.
Tak for dette svar, hvordan kan man finde ud af hvor mange man har af hvad f.eks?
Er det ikke også noget med at man kan ændre sammensætningen af muskeltypefibrerne, hvor at styrketræning påvirker de hvide og kardio påvirker de røde, men hvor meget kan man ændre på sammensætningen ved hjælp af træning?
Den overordnede fibertypesammensætning kan ikke ændres via træning. Der findes visse intermediære fibertyper, som kan antage karakteristika af enten røde eller hvide fibre, alt efter hvad man træner. Men er man nu engang født med mange røde fibre, så bruger man sin tid mest fornuftigt, hvis man fokuserer på udholdenhedsidræt. Bevares, man kan da blive både større og stærkere selvom man kun har 15 % hvide fibre. Man bliver bare aldrig nogensinde verdens stærkeste mand eller Mr. Olympia.
Og du kan reelt kun finde ud af hvilken fibertype fordeling du har ved at få fortaget en muskelbiopsi, hvilket ikke er noget man bare lige får foretaget. Det kræver at man stikker en stor grim nål ned i den pågældende muskel, og trækker noget muskelvæv ud, som man kan undersøge under mikroskop.
Man kan dog estimere sig frem til det, ved at bruge en metode Fred Hatfield skrev meget om tidligere. Man tager simpelthen en øvelse, og smider 80 % af ens 1RM på stangen. Hvor mange reps man kan tage med 80 % af 1RM kan give en indikation af hvor man ligger. Jo flere reps man kan tage, jo flere røde fibre har man, og jo færre reps man kan tage, jo flere hvide fibre har man. Typisk vil det forholder sig således:
1. Folk som kan tage mindre end 7 reps med 80 % af deres 1RM, har typisk en fibertypefordeling på over 50 % hvide muskelfibre.
2. Folk som kan tage 7-12 reps med 80 % af deres 1RM, har typisk en fibertypefordeling på omkring 50/50, hvilket er der hovedparten befinder sig.
3. Folk som kan tage mere end 12 reps med 80 % af deres 1RM, har typisk en fibertypefordeling på over 50 % røde muskelfibre.
Så groft sagt, så kan man sige, at folk som befinder sig i gruppe 1 egner sig meget bedre til styrkebetonet sport, end folk der befinder sig i gruppe 3.
Der er dog visse svagheder ved ovennævnte metode. For det første så er det svært at sige noget isoleret om eksempelvis brystmusklens sammensætning ved at bruge bænkpres som målestok, da både skulder og triceps også spiller en væsentlig rolle i bevægelsen. Og det samme gør sig gældende for selv de mest isolerede øvelser. Derudover så kan træning ændre på ens evne til at køre reps med 80 % af 1RM. En styrkeløfter som stort set altid laver sæt af 1-5 reps vil være dårligere til at køre reps med 80 % af 1RM, sammenlignet med en bodybuilder som er vant til at køre sæt af 8-12 reps.
Men det kan dog give en grov estimering af hvor man ligger.