Kvinderne kan selv...

http://www.information.dk/259937

Synes der er meget trist læsning i den artikel. Er måske lidt farvet af at jeg kan genkende
noget af det fra nogle af mine gode venners forhold som faldt fra hinanden fordi kvinden trak
stikket af nogle af de årsager der er nævnt i artiklen, og til dels minder det om et af mine egne tidligere forhold. De langsigtede perspektiver af den tendens virker lidt skræmmende, faktisk.

Synes da bare det er super at de kan finde ud af at leve selv (underlig vending iøvrigt), hvis man er en ordentlig mand og et ordentligt menneske burde man ikke føle sig truet... er jo kun narrøvene og dem der ikke kan behandle dem som de fortjener der bliver valgt fra i det lange løb.

her fra.

Cyber-Frog skrev:Synes da bare det er super at de kan finde ud af at leve selv (underlig vending iøvrigt), hvis man er en ordentlig mand og et ordentligt menneske burde man ikke føle sig truet... er jo kun narrøvene og dem der ikke kan behandle dem som de fortjener der bliver valgt fra i det lange løb.

her fra.

Har du overhovedet læst artiklen? Og mellem linierne?

Det er jo netop ligemeget hvor god en mand du er, hvis det nemmeste for dem er at være
alene, så de ikke skal tage hensyn eller gå på kompromis, overhovedet.

Hippo skrev:
Cyber-Frog skrev:Synes da bare det er super at de kan finde ud af at leve selv (underlig vending iøvrigt), hvis man er en ordentlig mand og et ordentligt menneske burde man ikke føle sig truet... er jo kun narrøvene og dem der ikke kan behandle dem som de fortjener der bliver valgt fra i det lange løb.

her fra.

Har du overhovedet læst artiklen? Og mellem linierne?

Det er jo netop ligemeget hvor god en mand du er, hvis det nemmeste for dem er at være
alene, så de ikke skal tage hensyn eller gå på kompromis, overhovedet.

Er du bange for alle kvinder vil begynde at bo sammen nu eller hvad? Fint for mig, så kan jeg ha en lejlighed uden troldegrene og lyserøde vægge.

Kvinder har brug for kærlighed og pik, og det får de ikke af at bo sammen.

Man skal da være ualmindelig pesimistisk på sit køns vegne, hvis man frygter at såkaldte kvindefamilier er en tendens, der bliver vidt udbredt og/eller permanent. Jeg er mere bange for kineserne.

The Juice skrev:Man skal da være ualmindelig pesimistisk på sit køns vegne, hvis man frygter at såkaldte kvindefamilier er en tendens, der bliver vidt udbredt og/eller permanent. Jeg er mere bange for kineserne.

No! No the Chinese! Mam! Mam the Chinese are gonna get me!

Sikke en masse fornuftige svar, troede ellers der var oplæg til en sober debat.

Hippo skrev:Sikke en masse fornuftige svar, troede ellers der var oplæg til en sober debat.

Hvad snakker du om?

Hvis du vil have en mere fyldestgørende debat, Hippo, så må du udpensle dit oplæg bedre. Hvad er det præcist, du frygter? At kvinder ikke længere er økonomisk afhængige af mænd, og at de derfor pludselig kan tillade sig at stille krav til os, eller klare sig selv?

Det tværafhængige, monogame parforhold er en udmærket ting for nogle- men som samfundsinstitution er det på vej ud, og good riddance. Desto mere frihed, desto bedre samfund.

ik underligt bb.dk tit har et så lavt et niveau med den den slags moderatoere. måske det bb.dk skal kigge på for at gøre det her site bedre

jon pall skrev:ik underligt bb.dk tit har et så lavt et niveau med den den slags moderatoere. måske det bb.dk skal kigge på for at gøre det her site bedre

Whah?

Må Juice ikke sige sin mening, fordi han er moderator ?!?

jon pall skrev:ik underligt bb.dk tit har et så lavt et niveau med den den slags moderatoere. måske det bb.dk skal kigge på for at gøre det her site bedre

Hvad snakker du om?

A Menace To Chicken skrev:
jon pall skrev:ik underligt bb.dk tit har et så lavt et niveau med den den slags moderatoere. måske det bb.dk skal kigge på for at gøre det her site bedre

Whah?

Må Juice ikke sige sin mening, fordi han er moderator ?!?

jo jo jeg synes da alle tråde bør indeholde afstnit af south park, som minimum!

A Menace To Chicken skrev:Hvis du vil have en mere fyldestgørende debat, Hippo, så må du udpensle dit oplæg bedre. Hvad er det præcist, du frygter? At kvinder ikke længere er økonomisk afhængige af mænd, og at de derfor pludselig kan tillade sig at stille krav til os, eller klare sig selv?

Det tværafhængige, monogame parforhold er en udmærket ting for nogle- men som samfundsinstitution er det på vej ud, og good riddance. Desto mere frihed, desto bedre samfund.

+1.

Og hvis nogen kvinder vælger helt af vælge mænd fra og bo i kollektiv/whatever, tjah, then so be it. Der var også rødstrømper i 70'erne. Mine forældre fandt nu alligevel sammen.

Nå, jeg har i øvrigt netop læst hele artikel + kommentarer. Og det rokker mig ikke i min overbevisning om, at fænomenet "kvindefamilier" ikke er noget, der vil manifestere sig og blive en permanent størrelse. Det er et tidstypisk fænomen, som nyder tilslutning fra en meget marginaliseret skare af kvinder, der bruger det som en undskyldning for deres egen utilstrækkelighed i parforholdsmæssige sammenhænge.

Mht. den generelle kønspolitiske debat er jeg fortsat heller ikke bekymret. Kvindefrigørelse er noget fuldstændig fantastisk så længe den forekommer på fair og lige vilkår. Her er eksempelvis den norske model, hvor man indsætter lovmæssige kvoter for, hvor mange kvinder der skal sidde i bestyrrelser i større virksomheder direkte grotesk. Loven skal byde på lige vilkår og muligheder for alle uden skyggen af diskrimination, og hvis danske mænd ikke er i stand til at leve op til de krav og udfordringer, kvindefrigørelse stiller dem overfor, har jeg ikke ondt af dem. Menneskets fornemmeste egenskab er dets omstillingsevne, og den synes jeg vi som mænd skal dyrke i stedet for at lægge ansigtet i folder og blive tøsefornærmede, når kvinderne udfordrer vores position i samfundet.

Jon Pall, jeg synes i øvrigt du burde overveje at deltage i debatten i stedet for at beklage dig over, at man også kan more sig over så alvorlige emner som geopolitiske trusselscenarier.

Du har ret Kylling. Jeg føler mig truet, det kan vi da godt bruge som oplæg.

Jeg plæderer på ingen måde for en konservativ holdning; jeg er opvokset med
en hjemmegående far, jeg har været med til at lave mad etc fra jeg var i stand
til at stå på benene, og er vant til at klare mig selv og vaske mit eget tøj etc.
Jeg forventer på ingen måde en kone der står ved kødgryderne og opvarter mig,
slet, slet ikke. Det eneste jeg beder om er en at dele tilværelsen med på lige kår
og som vil have en familie. Når man så i stigende grad møder kvinder på min egen
alder der giver udtryk for det samme som dem i artiklen, nemlig at de helst er fri
for besværet, og kan klare problemet ved at shoppe i den nærmeste sædbank, så
føler jeg mig kørt en anelse ud på et sidespor. Erfaringerne fra min omgangskreds
viser da også at kvinderne ikke rigtig gider kæmpe mere for det end højst nødvendigt.
I det ene tilfælde nåede at de at blive gift, få 2 børn og købe en stor villa. Godt en måned
senere meldte konen så ud at de var blevet for meget "venner", så ergo blev han bedt om
at flytte. Hun blev så i huset med børnene, selvfølgelig, mens han måtte flytte i en 1-værelses.

Jeg synes det er fint at den anden lejr stiller krav, det gør jeg også selv, men der må vel
også være måde med galskaben? Jeg har kendt to piger nu der var ærlige omkring at de
ikke gad date en håndværker, no sir, deres kæreste skulle være akademiker, MEN til husbehov
skulle han jo også være håndværkerTYPEN, dvs frisk på at lave hus og male osv. Altså både
akademisk nok til deres niveau, men også praktisk anlagt. Iøv skulle han også være frisk
på både skiture, solbade ferier, storbyferier og vandreture i Norge, alt efter hvad de nu
havde lyst til. Han skulle også være i god fysisk form, men ikke FOR god, for så tog de sig
jo skidt ud ved siden af, dertil kom krav til indtægt, stor bil, humor, spontanitet, god
ved børn og dyr, og rummelig, altså overfor deres krav etc etc etc. listen ville ingen ende tage.

Undskyld, men når man gentagne gange hører den smøre, fulgt op med at så er det nemmere
for dem at være alene end overhovedet overveje at gå på kompromis, så føler jeg i hvert fald
at det er lidt frustrerende. Og artiklen bekræfter mig da kun i at der er noget om snakken.

Jeg er iøv ikke tøsefornærmet. Overhovedet. Synes bare det er en trist tendens at man i den
grad er sig selv nærmest og kun tænker på egne behov fordi det er det nemmeste.

Jeg stemmer på The Djüze som ligestillingsminister, han ville nemlig gøre akkurat dét som er en ligestillingsministers fornemmeste opgave: at sørge for ligeret for loven, og ellers blande sig helt uden om al det andet.

The Juice skrev:Nå, jeg har i øvrigt netop læst hele artikel + kommentarer. Og det rokker mig ikke i min overbevisning om, at fænomenet "kvindefamilier" ikke er noget, der vil manifestere sig og blive en permanent størrelse. Det er et tidstypisk fænomen, som nyder tilslutning fra en meget marginaliseret skare af kvinder, der bruger det som en undskyldning for deres egen utilstrækkelighed i parforholdsmæssige sammenhænge.

Mht. den generelle kønspolitiske debat er jeg fortsat heller ikke bekymret. Kvindefrigørelse er noget fuldstændig fantastisk så længe den forekommer på fair og lige vilkår. Her er eksempelvis den norske model, hvor man indsætter lovmæssige kvoter for, hvor mange kvinder der skal sidde i bestyrrelser i større virksomheder direkte grotesk. Loven skal byde på lige vilkår og muligheder for alle uden skyggen af diskrimination, og hvis danske mænd ikke er i stand til at leve op til de krav og udfordringer, kvindefrigørelse stiller dem overfor, har jeg ikke ondt af dem. Menneskets fornemmeste egenskab er dets omstillingsevne, og den synes jeg vi som mænd skal dyrke i stedet for at lægge ansigtet i folder og blive tøsefornærmede, når kvinderne udfordrer vores position i samfundet.

Jon Pall, jeg synes i øvrigt du burde overveje at deltage i debatten i stedet for at beklage dig over, at man også kan more sig over så alvorlige emner som geopolitiske trusselscenarier.

jeg har skam overvejet. men som regl ender det med jeg ik gider pga trådene mest minder om en børnehave.

men jeg har da gjort mine tanker os langt før denne artikel og har selv set udviklingen.

der hvor jeg synes et af problemerne opstår er når det går udover børn fordi mor ik gider være med tll at leve i en famillie fordi det kræver lidt mere end hun gider bruge energi på, de gider jo ik gå på kompromis med noget.

Hippo:

Du har ret Kylling. Jeg føler mig truet, det kan vi da godt bruge som oplæg.

Jeg plæderer på ingen måde for en konservativ holdning; jeg er opvokset med
en hjemmegående far, jeg har været med til at lave mad etc fra jeg var i stand
til at stå på benene, og er vant til at klare mig selv og vaske mit eget tøj etc.
Jeg forventer på ingen måde en kone der står ved kødgryderne og opvarter mig,
slet, slet ikke. Det eneste jeg beder om er en at dele tilværelsen med på lige kår
og som vil have en familie. Når man så i stigende grad møder kvinder på min egen
alder der giver udtryk for det samme som dem i artiklen, nemlig at de helst er fri
for besværet, og kan klare problemet ved at shoppe i den nærmeste sædbank, så
føler jeg mig kørt en anelse ud på et sidespor. Erfaringerne fra min omgangskreds
viser da også at kvinderne ikke rigtig gider kæmpe mere for det end højst nødvendigt.
I det ene tilfælde nåede at de at blive gift, få 2 børn og købe en stor villa. Godt en måned
senere meldte konen så ud at de var blevet for meget "venner", så ergo blev han bedt om
at flytte. Hun blev så i huset med børnene, selvfølgelig, mens han måtte flytte i en 1-værelses.

Historier som disse er en uundgåelig del af den udvikling, der startede med den industrielle revolution og senere udmøntede sig i kampen for arbejderrettigheder og ligeværd. Folk skulle have muligheden for at være selvforsørgende, uanset køn og social arv. I gamle dage var en kvinde prisgivet, hvis ikke hun kunne finde en mand. Hun kunne måske ernære sig som amme, englemagerske eller prostitueret - men hun var at betragte som mere ell. mindre udstødt, og måtte tage til takke med div. almisser, hvis ikke hun ville leve helt og aldeles på samfundets skyggeside. Dette ændrede velfærdsstaten i høj grad, omend mange af de kulturelle fordomme hang ved og gav genklang i den vidregivede sociale arv - derfor ser man stadig i statistikkerne, at børn af enlige mødre er dårligere stedt end børn der er opvokset med to forældre - uanset køn, iøvrigt. Når ressourcestærke kvinder med børn vælger at bo sammen, istedet for at være enlige, synes jeg personligt at det er klart at foretrække for det almindelige alternativ til tosomhed; nemlig den enlige mor. Jeg føler mig ikke truet, hverken personligt eller på samfundets vegne - da jeg blot tager til efterretning at folk stille og roligt begynder at indse at de ikke behøver trækkes med fastlåste, kulturelle forestillinger om samliv, og at de er i deres gode ret til at indrette sig som de finder bedst. Det er ikke en udfordring af normen, det er blot et validt alternativ.

Jeg synes det er fint at den anden lejr stiller krav, det gør jeg også selv, men der må vel
også være måde med galskaben? Jeg har kendt to piger nu der var ærlige omkring at de
ikke gad date en håndværker, no sir, deres kæreste skulle være akademiker, MEN til husbehov
skulle han jo også være håndværkerTYPEN, dvs frisk på at lave hus og male osv. Altså både
akademisk nok til deres niveau, men også praktisk anlagt. Iøv skulle han også være frisk
på både skiture, solbade ferier, storbyferier og vandreture i Norge, alt efter hvad de nu
havde lyst til. Han skulle også være i god fysisk form, men ikke FOR god, for så tog de sig
jo skidt ud ved siden af, dertil kom krav til indtægt, stor bil, humor, spontanitet, god
ved børn og dyr, og rummelig, altså overfor deres krav etc etc etc. listen ville ingen ende tage.

Det lyder lidt som Paradise Amalie, med en marginalt højere IQ. Jeg tvivler på at det er broderparten af danske kvinder der prioriterer sådant, når det endelige kommer til stykket, selvom denne kvindetype er en varm kartoffel i div. medier pt. Jeg er 35 år gammel, ugift, med en plejedatter og et par af-og-på hygge-kærester rundt omkring. Men jeg er undtagelsen, i min omgangskreds.. - de fleste af mine jævnaldrende venner er gift, har børn og lever helt efter bogen. Og det på trods af at de alle er at finde på den grotesk yderste venstrefløj.. - de tænker bare ikke skide meget over samlivsformer, når man spørger des vedr. De forelskede sig bare, flyttede sammen, pløkkede nogle unger ud og blev gift og er lykkelige. Skide banalt, men fedt for dem.

Undskyld, men når man gentagne gange hører den smøre, fulgt op med at så er det nemmere
for dem at være alene end overhovedet overveje at gå på kompromis, så føler jeg i hvert fald
at det er lidt frustrerende. Og artiklen bekræfter mig da kun i at der er noget om snakken.

Jamen, good riddance til dem, da? Hvis en pige bedømmer mig på min pung - så er hun alligevel dømt ude længe før hun kan nå at sukke "friværdi", og så er det sgu' hende der er gået glip af alletiders knald. Ikke mig.

Jeg er iøv ikke tøsefornærmet. Overhovedet. Synes bare det er en trist tendens at man i den
grad er sig selv nærmest og kun tænker på egne behov fordi det er det nemmeste.

Deri er vi enige, men det er ikke det er problemets kerne i denne sag. Mange af de kvinder der vælger at leve uden mænd, gør det jo ikke fordi de vil være mutters alene. De gør de fordi de erfarer ar de fungerer bedre med andre kvinder... - og så synes jeg, personligt, at det er et glimrende hensyn at tage til børnene at indrette sig på den måde der giver mest gensidig glæde og fungere bedst. Hellere vokse op med to lykkelige, fungerende, mødre (lesbiske eller ej) end at vokse op med en far og en mor der kronisk går hinanden på nerverne og slet ikke har overskud til børnene, ford de bruger al deres energi på enten at bekrige hinanden eller blive venner igen.

Hippo:

1) Hvorfor kalder du mig Kylling? Jeg hedder The Juice. Du kan alternativt kalde mig Mosten. Saften er også populær.

2) Dine historier er selvfølgelig bekymrende isoleret set, og jeg har oprigtigt ondt af mænd der ender i parforhold med kvinder, der viser sig, at de ikke var egnede til det. Jeg ser det bare ikke som et udtryk for et vedvarende samfundsmæssigt problem. Ligestillingen er trods alt et historisk meget nyt fænomen, som på pt. gennemgår en transitionsfase, hvor begge debattens parter forsøger at finde deres rette plads. På et eller andet tidspunkt når tingene givet vis (og forhåbentlig) en eller anden form for tilnærmet ligevægt, hvor begge parter er villige til at acceptere parforholdets vilkår i et samfund, hvor kvinder og mænd har lige vilkår og muligheder. Indtil der opstår ligevægt tror jeg imidlertid, at man i sagens natur må acceptere en vis form for undertrykkelse af visse aspekter af mandens position.

Alternativet til ligestilling er undertrykkelse, og jeg ser personligt hellere kvinder leve i "kvindefamilier" end hos ægtemænd der undertrykker dem - som jo unægteligt i udbredt grad var tilfældet for ikke så forfærdeligt mange årtier siden.

I øvrigt mener jeg, at debatten generelt bærer et meget kedeligt inklusivt/eksklusivt udtryk, hvor mænd og kvinder opfattes som seperate entiteter. Det synes jeg er helt forkert. Der er for mig at se ikke tale om en distinktion mellem køn i samme grad som der er tale om mennesker, der lever med og mellem hinanden som mennesker. Det er for mig at se ikke synd for "mænd" som gruppe at visse mænd ikke kan få deres parforhold til at hænge sammen, men det er unægteligt det indtryk den kønspolitiske debat afspejler. Debatten formår ligeledes ikke at se de reelle langsigtede implikationer af ligestilling men fokuserer snævert på her-og-nu problemer, fordi disse er håndgribelige og nemme at slutte sig til. Den afspejler kortsigtede løsninger på ikke-eksisterende problemer akkurat som så meget andet i politik. Min filosofi er at lade tingene gå deres gang uden for megen indblanding og teoretisering over dommedagsscenarier. Om noget så afspejler kvindefrigørelse et afgørende skridt i den rigtige retning, hvor traditionelle opfattelser af køn nedbrydes til fordel for en mere inklussiv ide, hvor mænd og kvinder er mennesker før de er mænd og kvinder. Det er selvfølgelig en proces, der som så meget andet tager tid at implementere, og det synes jeg man skal forsøge at acceptere.

Jeg beklager hvis ovenstående er lidt usammenhængende. AMTC har desuden rigtig mange rigtig gode

1) Hvorfor kalder du mig Kylling? Jeg hedder The Juice. Du kan alternativt kalde mig Mosten. Saften er også populær.

Fordi det var som svar til AMTC, som lige havde skrevet da jeg påbegyndte mit indlæg

Og ja, det var et fint indlæg fra hans side, og jeg håber også at han har ret, at I begge har
ret i det meste faktisk, at jeg pt har nej-hatten på hænger nok sammen med for mange
dårlige oplevelser på venners og egne vegne.

Hippo skrev:
1) Hvorfor kalder du mig Kylling? Jeg hedder The Juice. Du kan alternativt kalde mig Mosten. Saften er også populær.

Fordi det var som svar til AMTC, som lige havde skrevet da jeg påbegyndte mit indlæg

Og ja, det var et fint indlæg fra hans side, og jeg håber også at han har ret, at I begge har
ret i det meste faktisk, at jeg pt har nej-hatten på hænger nok sammen med for mange
dårlige oplevelser på venners og egne vegne.

Sgu' fair nok... - og det er såmænd ikke fordi jeg ikke forstår dit standpunkt, jeg kan selv blive uendeligt frustreret over kvindfolk der på ene side kræver en rigtig mand, der gider kyle dem rundt og kan skifte en fatning og et dørfag, men på den anden side forventer at man kan tage stilling til hvorvidt deres rottehund skal have skotsktern eller polkaprikket vest på, når det sner. Og iøvrigt brokker sig over at man ikke gider shave pikkemanden. Men, det er nok en lidt anden historie.. - jeg trængte bare til at komme af med det.

Nu er måske bare mig, men hvorfor fanden gider I overhovedet finde jer i den slags kællinger? De burde da få sparket uanset hvad.

StefanM skrev:Nu er måske bare mig, men hvorfor fanden gider I overhovedet finde jer i den slags kællinger? De burde da få sparket uanset hvad.

.. det er lidt svært at losse en dame ud af døren, der allerede er skredet.

:mrgreen:

Sgu' fair nok... - og det er såmænd ikke fordi jeg ikke forstår dit standpunkt, jeg kan selv blive uendeligt frustreret over kvindfolk der på ene side kræver en rigtig mand, der gider kyle dem rundt og kan skifte en fatning og et dørfag, men på den anden side forventer at man kan tage stilling til hvorvidt deres rottehund skal have skotsktern eller polkaprikket vest på, når det sner. Og iøvrigt brokker sig over at man ikke gider shave pikkemanden. Men, det er nok en lidt anden historie.. - jeg trængte bare til at komme af med det.

Det er helt fint, du læsser bare af, kan høre du har mødt de samme typer som mig :mrgreen:

StefanM skrev:Nu er måske bare mig, men hvorfor fanden gider I overhovedet finde jer i den slags kællinger? De burde da få sparket uanset hvad.

Hvem er "I"?

Jeg ser nu heller intet alarmerende i artiklen. Synes derimod det er fedt, at de flytter sammen for at kunne holde fokus på børnene.

Hele præmissen for artiklen er jo også, at drømmemanden "ikke lige er dukket op", så de afviser jo på ingen mulig måde at finde sammen med en af de modsatte køn. Det bør jo ikke skræmme mænd, at der bliver stillet krav til dem

»Det her er bare helt perfekt - og jeg forstår ikke, hvorfor flere ikke gør det samme,« siger Pernille Skriver.

Det er jo ret sigende. "Det hele er bare perfekt". Gad vide om manden der sidder derhjemme, ensom og forladt, mon også synes at det hele bare er perfekt. Typisk udnyttende, hensynsløs egoisme. De fleste mænd får kone og børn under forudsætning af varighed, ikke at konen så skrider i det hele for det første fordi det er hende mere bekvemmeligt at bo sammen med slyngveninden så de kan vaske undertøj sammen og for det andet fordi velfærdsstaten i mange henseende gør manden overflødig, hvilket er simpel matematik, da kvinder - når skat er betalt og ydelser modsvaret - overordnet set lever af mænds profit (pengeforsørgelse) i samfundets endelige regnestykke. Tilgengæld leverer de så pengeforsørgelse, men idet staten har overtaget dele af både pengeforsørgelsen og omsorgsforsørgelsen bliver manden reelt overflødig. Det er misbrug af velfærdsstaten.
Fænomenet hvor hvor kvinder dumper manden og flytter sammen med veninden er ligeså kritisabelt som klassikeren om at manden ikke kan klare ansvaret og derfor skrider fra situationen.

Jeg synes det er fint at den anden lejr stiller krav, det gør jeg også selv, men der må vel
også være måde med galskaben? Jeg har kendt to piger nu der var ærlige omkring at de
ikke gad date en håndværker, no sir, deres kæreste skulle være akademiker, MEN til husbehov
skulle han jo også være håndværkerTYPEN, dvs frisk på at lave hus og male osv. Altså både
akademisk nok til deres niveau, men også praktisk anlagt. Iøv skulle han også være frisk
på både skiture, solbade ferier, storbyferier og vandreture i Norge, alt efter hvad de nu
havde lyst til. Han skulle også være i god fysisk form, men ikke FOR god, for så tog de sig
jo skidt ud ved siden af, dertil kom krav til indtægt, stor bil, humor, spontanitet, god
ved børn og dyr, og rummelig, altså overfor deres krav etc etc etc. listen ville ingen ende tage.

Undskyld, men når man gentagne gange hører den smøre, fulgt op med at så er det nemmere
for dem at være alene end overhovedet overveje at gå på kompromis, så føler jeg i hvert fald
at det er lidt frustrerende. Og artiklen bekræfter mig da kun i at der er noget om snakken.

Dette er netop sagens kerne. Der er en af naturen given seksuel selektion - overordnet set det biologiske faktum, at kvinder vælger mænd - som velfærdsstaten forstærker yderligere, hvilket giver skævdrejning. Der er tale om at fordreje markedet og favorisere groft sagt den ene gruppe af aktørerer overfor den anden, da kvinder reelt kan kræve mere på forhandlingsbordet end ville de i et samfund der ikke med rets rammer og regulering skabte samme muligheder (og fjernede andre). Hippos valide pointe er, at kvinder qua seksuel selektion (naturlig) og samfundets indretning (menneskeskabt) får det sidste ord. Mændene kan ikke stille de samme krav - det tillader forhandlingspositionen ikke. Gør de det er resultatet ingenting, idet andre der sænker standarderne springer på først (en parallel kunne være rengøring af kloakker i et 3. verdensland uden mindstelønsegulering)
Den modsatte forhandlingssituation ville gøre sig gældende i en patriarkalsk samfundsindretning, som groft sagt har været den historiske realitet, i hvert fald i mange henseende, i meget af menneskehedens historie. Nu svinger vi så i modsatte grøft til den matriarkalske indretning. Det ville visse personer, ofte kvinder, og ellers pussywhipped mænd som symbolsk har kastreret sig selv, selvfølgelig benægte, hvilket er ligeså uærligt som hvis jeg som mand sagde at fortidens samfund ikke var patriarkalsk, hvad det åbenlyst var. Ligestillingsdebatten i dag er jo røv og nøgler.

8800> du har desværre ikke forstået pointen. Som er at de krav der stilles ikke bliver mødt af passende modkrav. Ergo en skæv forhandlingsposition. Pædagogisk eksempel: En fed trunte der sidder og siger hun helst vil have en mand der er godt trimmet og trænet, et ønske hun i øvrigt sandsynligvis vil få opfyldt.

SandyFrink skrev:
Dette er netop sagens kerne. Der er en af naturen given seksuel selektion - overordnet set det biologiske faktum, at kvinder vælger mænd - som velfærdsstaten forstærker yderligere, hvilket giver skævdrejning. Der er tale om at fordreje markedet og favorisere groft sagt den ene gruppe af aktørerer overfor den anden, da kvinder reelt kan kræve mere på forhandlingsbordet end ville de i et samfund der ikke med rets rammer og regulering skabte samme muligheder (og fjernede andre). Hippos valide pointe er, at kvinder qua seksuel selektion (naturlig) og samfundets indretning (menneskeskabt) får det sidste ord. Mændene kan ikke stille de samme krav - det tillader forhandlingspositionen ikke. Gør de det er resultatet ingenting, idet andre der sænker standarderne springer på først (en parallel kunne være rengøring af kloakker i et 3. verdensland uden mindstelønsegulering)
Den modsatte forhandlingssituation ville gøre sig gældende i en patriarkalsk samfundsindretning, som groft sagt har været den historiske realitet, i hvert fald i mange henseende, i meget af menneskehedens historie. Nu svinger vi så i modsatte grøft til den matriarkalske indretning. Det ville visse personer, ofte kvinder, og ellers pussywhipped mænd som symbolsk har kastreret sig selv, selvfølgelig benægte, hvilket er ligeså uærligt som hvis jeg som mand sagde at fortidens samfund ikke var patriarkalsk, hvad det åbenlyst var. Ligestillingsdebatten i dag er jo røv og nøgler.

, dig og Asger Aamund burde holde et foredrag sammen!
http://www.b.dk/kommentarer/kvindernes- ... -klynkedag

Kvinderne kan selv...

Brugere online