Backbone - Nu omtaler du det at være sæddonor, som om man boller en random kvinde tyk, og bare forlader hende. Det var da, i mine øjne, en underlig måde at se tingene på. Situationen ligger således at to voksne mennesker, der ihærdigt prøver at få børn, da de virkelig ønsker og ville gøre alt i verden for at få et barn, ikke er i stand til det. De er højst sandsynligt lettere deprimeret ved tanken om at være ude af stand til at få et barn. Ved at være sæddonor
hjælper man en familie i "nød". Nu snakker du om at finde sin identitet, sin arv osv., og det er selvfølgelig ikke en rar tanke at vokse op uden far, som mange desværre har prøvet. Men det har jo som sådan ikke nogen relevans i denne sammenhæng - Der er ikke nogen der bliver gjort gravid og forladt, ladt i stikken eller lignende. Man hjælper bare en familie med at få et barn, de selv ikke er i stand til at få.
Leicht - Hvorfor skulle der komme problemer senere hen i livet pga. at være sæddonor? Hvis du tænker på det opkald der muligvis kommer 18 år senere, muligvis ikke (anonymitet) - ville du ikke respektere det, hvis dine forældre fortalte dig at de simpelthen ikke var i stand til at få et barn, og derfor omhyggeligt valgte en kvalificeret donor, til at være din
biologiske far. Det ville jeg da have fuld respekt og forståelse for.
Der er også mange psykologi-teoretikere der mener at det
miljø et barn færdes i har større betydning for dannelsen af jeget, end generne.
(Nu må i endelig ikke opfatte ovenstående som aggressivt, eller anklagende, jeg diskuterer bare lidt

)