Man skal være lidt af excentriker hvis man fastholder, at vi skulle være de eneste intelligente levende væsner i universet.
Det vil jeg med min viden, så rodfæste gennem denne forklaring:
Vor sol er en stjerne der udgør sin bestand af stjerner i vor galakse Mælkevejen.
Mælkevejen er en galakse bestående af 150.000.000.000 stjerner, hvor vor Sol så udgør een af dem.
Her et billede af M101 der i struktur ligner vor egen galakse:
Disse, lad os kalde dem "stjerneøer" i universet, ligger pænt ordnet i det vi kalder galaksehobe, hvor en hob af disse galakser, kan variere i antal.
De er så pænt fordelt i universet, og ligegyldigt i hvilken retning vi vil se, så vil der være en pæn samling af disse "stjerneøer".
Galakserne varierer i størrelse, - lige fra små 10.000 lysår i diameter og op til 400.000 lysår i diameter.
Vor mælkevej er 100.000 lysår i diameter og indeholder som nævnt, 150 milliarder stjerner . . . eller sole om man vil.
Afstanden mellem de enkelte stjerner beregnes i gennemsnit til at være ca. 3-4 lysår, tiltagende mod galaksens center og med rimelig pæn spredning i spiralarmene.
Der ligger så over 200 års dybe beregninger bag hvorledes man finder en galakses solmasse.
Dette giver et gennemsnitligt billede af hvor mange stjerner en galakse så indeholder og jeg skal nok spare jer for en nærmere forklaring på dette.
Hvis vi ser ud i rummet med et teleskop der er kraftigt nok, så vil vi ikke kunne undgå at ramme ind i en masse galakser i vort synsfelt.
Her et billede af superhoben i Perseus - benævnt Perseushoben.
Denne er en del af en anden hob, - Pisceshoben og de består tilsammen af over 1000 galakser.
Kun ganske få er stjerner på billedet og disse kendes på deres spikes, så det er et billede smækfyldt med galakser!
Således er rummet fuldstændigt oversået med galakser ligegyldigt hvor vi kigger hen!
Hvis vi bevæger os ud til den synlige grænse (galaksernes radialhastighed på lysets hastighed), vil vi se milliarder af galakser mellem os og denne grænse.
Her vises et udsnit af vores nattehimmel ud til denne synlige grænse.
Udsnittet på himlen er meget lille. Det svarer til at man tager et sugerør der er 2 meter og holder det op mod himlen og så ser gennem det.
Det lille hul man så ser gennem og op på himlen, er hvad dette himmeludsnit dækker:
Der er mere end 10.000 galakser i dette billede!!
Et link hvis man ønsker billedet i større format og selv har lyst til at tælle efter.
http://antwrp.gsfc.nasa.gov/apod/image/ ... st_big.jpg
Således skal i forestille jer himlen er oversået med galakser, - med hver deres bestand af mellem 10 og 400 milliarder stjerner.
Så hvis vi begrænser os til at tænke, at nok kun 1/100.000.000 er F, G og K stjerner, samt at kun 1/100.000.000 af disse spektraltyper kan have planeter omkring sig - og at kun 1/100.000.000 af disse har en planet hvor liv har de rette betingelser for at opstå (korrekt solmasse/afstand mellem sol og planet/planetens størrelse osv.), og 1/100.000.000 rummer liv, men ikke på intelligent plan og 1/100.000.000 af disse planeter faktisk så besidder en inteligent livsform, så har vi et godt argument på hånden for at vi ikke kan være de eneste.
Der er stadig milliarder af stjerner der så opfylder kriterierne.
Liv opstår ikke pr. tilfældighed, så der er planeter hvor der findes liv.
For den lystne, så kan han begynde sine beregninger og endda tilade sig at reducere alle værdier med yderligere 10.000 og se hvad han så kommer frem til.
Med ovenstående så håber jeg at have belyst (i korte vendinger) hvorledes man skal være lidt af en særling hvis man påstår, at vi er den eneste intelligente livsform.
Taurus