tapout skrev:btw.,.
Hvis folk generelt set ikke sys et sundt og smukt liv er lykken, hvorfor er der så så ufattelig mange mennesker der søger den ultimative slankekur? hvorfor er der sindssygt godt salg i det ydre? hvorfor vil fede folk som regel gerne tabe sig?
og de fede mennesker der siger at de er lykkelige selvom de vejer 200+ kg, de lyver jo bare for sig selv, fordi de godt ved de ikke har disciplinen til at tabe sig, fordi deres tykke pølsefingre ender i kage/trøste'dåsen evig og altid!

Nu ved vi jo fra tidligere tråde, at det er meget svært at komme igennem til dig, tapout, men lad os da give det en chance igen.
Det handler i bund og grund om, hvad samfundet dikterer. Samfundets holdning er, at det sunde liv er det gode liv. Nu er det så sådan, at det desværre ikke er sådan, alle føler, men det er den holdning, som bliver trukket ned over hovedet på folk.
Nogle er ligeglade: de lever det liv, de har lyst til. I min erfaring er det et fåtal, hvis jeg, for eksemplest skyld, bruger den nok ret gennemsnitlige gymnasieklasse, jeg går i.
De resterende, majoriteten, har lidt sværere ved at håndtere det pres, der ligger i at smide samfundets retningslinjer fra sig og skabe deres egne værdier og efterleve dem. Vi er bange for at blive set som unormale og blive socialt udstødt.
Det er derfor naturligt, at vi søger til grupper og påtager os deres normer. Vi gør det altså ikke, fordi det er det, vi vil, eller fordi det er det, som gør os lykkelige, men fordi vi føler os tvunget til det - vi føler os ude af stand til at gøre andet.
Nu kunne man jo sige alt muligt ondt om disse svagelige, gruppestyrede individer, men det korte af det lange er, at en samfundstendens, der peger på, at mange søger hen mod det sunde liv, ikke nødvendigvis kan bruges til at bevise, at alle bliver lykkelige af det.
Det er for øvrigt kun én af mange gode forklaringer på, hvorfor du er helt på gale veje i din tankegang. Man kan også diskutere, hvordan det frie, stærke individ søger at skabe sin livsfortælling og søge sin identitetsskabelse - i det tilfælde vil individet, når det bliver 90 år, gerne kunne se tilbage på sit liv og vide, at det var ungt og stærkt. Det stærke individ ønsker naturligvis også, at omverdenen får et bestemt billede af det - uden sociale sammenhænge ville træning, slankekure etc. være meningsløse (incognito har også argumenteret for noget i den retning).
Til det sidste, du skriver; at man ikke kan være lykkelig, hvis man vejer over 200kg; må jeg bare sige, at du har brug for at øge din anerkendelsesevne samt empati og lære at forstå, at andre ser anderledes på livet end dig (heldigvis). Ellers ville du jo heller ikke kunne forklare, hvorfor folk sætter livet på spil på de mest absurde måder (fx kaste sig ud fra et fly uden andet end et stykke stof i en rygsæk, klatre op på et højt bjerg bare for at sætte et flag, dykke med hajer), hvis den eneste veje til lykke skulle være sove-spise-træne-gentag.
Og til det indlæg, du har skrevet, imens jeg skrev dette: Du er tydeligvis blind for de følger, det kan få for en person på 15 år (eller deromkring), hvis han/hun føler sig socialt udstødt. Så heller bukke under for lidt gruppepres - de eksempler med hårde stoffer og uhelbredelige, dødelige sygdomme, du kommer med, ved du udemærket godt selv, er fuldkommen absurde.