pudzianowski skrev:Det er jo logik for perlehøns at ingen vil dø og alle vil gerne være sunde og raske, men HR jagd du refererer igen til skræmmeeksemplet med blodpropper og jeg skal gi dig. Hvad med ham der sidder på plejehjemmet som 80 årig med plastikpokalerne og tænker fuck mand BB gav mig meget og mange oplevelser.
Arnold har flere gange sagt at BB har en stor del at gøre med den succes han har haft, og at han stadig vil gøre alt for at promovere sporten. Selvom han selv og alle dem som står på scenen til arnold classic er fyldt med AAS.
Jeg ved godt at i er lidt frelste herinde på BB.dk men lad vær med at komme med de påstande om at alle der har stiftet bekendtskab med AAS får en rædsom alderdom og fortryder det hele og klynker helt vildt, for det er ikke tilfældet.
Er BB ligeglade med at dø? nej det er de ikke.
Er rygere ligeglade med at dø? nej det er de ikke.
Man gør hvad der skal til for at nå sin drøm og håber der ikke sker noget i processen, viste rygere at hvis de røg i 5 år så døde man med 100 % sikkerhed, ja så gjorde de de ikke. Vidste BB at tog de krudt i 5 år så døde de med 100 % sikkerhed, ja så gjorde de det ikke. Men sådan fungerer verden ikke.
Live for nothing og die for something.. så er det sådan set ligegyldigt hvad det er.
mange af dem der har den der drøm, kommer jo bare aldrig frem til at konkurrere og da slet ikke til konkurrencer der gør en forskel...
Jeg kender mange der har haft den drøm, men drømmen har bare ført langt flere frem til sygdom, kriminalisering, afhængighed og andre trælse ting, end til noget som helst andet... Jeg kender rigtigt mange i det her miljø og jeg er endnu ikke stødt på nogen, som rent faktisk har fået et bedre liv af det. Selv de kendisser, der er indenfor dansk BB, som kim kold og sune larsen har ikke tjent mange penge eller vundet anerkendelse udenfor BB-kredse...
Mange af IFBB pro'erne arbejder sågar stadig som dørmænd eller krudtpushere for at have råd til deres liv....
Jeg vil ikke sige at det er et dårligt mål, men dem der jagter det bør fanme have nok selverkendelse til at indse at det er en romantisk drøm med meget, meget lille chance for succes og forholdsvis stor risiko for at ende i lort... Jeg begriber ikke hvor den her romantisering kommer fra....
Og hvor er glæden ved træning blevet af i alt dette... Langt de fleste de har prøvet at krudte seriøst synes jo aldrig at det bliver fedt at træne uden krudt igen... Er det ikke fucked up? Det synes jeg ihvertfald...