I dag skulle jeg have trænet, men da jeg blev indkaldt til noget frivilligt arbejde, i form af en musisk kulturel begivenhed, måtte jeg indse, at det nok ikke blev i dag, hvilket jeg blev sur over, og derfor kastede med stole og råbte svenske bandeord efter en buddet pige i stilletter, hvilket jeg også havde det lidt dårligt med bagefter. Når jeg er sur, skriver jeg prosa. Der er ikke nogen mening med det, jeg kan bare godt lide at skrive ting ned. Mindflow.
Jeg handler tit i Rema, da det er en god butik. I al fald i vores by. Hvilket er godt. Så det er jo godt.
Jeg kan godt lide, at gå hen til der, hvor alle Cocio'erne står, og bruge en tyve-tredive minutter på at ryste dem allesammen. Jeg kan godt lide følelsen af, at ryste dem, indtil cacao-bundfaldet er væk. Mange kommer hen til mig, og spørger, hvad fanden jeg laver, hvorefter at jeg svare, at jeg ryster Cocio'er, hvilket man jo må betragte som et temmeligt banalt svar, på et ellers åbenlyst spørgsmål. Folk så også forvirrede ud, syntes jeg.
Ved at ryste Cocio'er gør jeg samfundet en tjeneste - de skal nemlig ikke selv ryste dem, hvilket jo er meget belejligt. Jeg sublimerer mig selv i form af, at udnytte en bevægelse, som, udover at ryste Cocio'er, bliver bugt til seksuelle aktiviteter, og på den måde, gør jeg en god gavn, mens jeg forbliver i askese, hvilket jeg går meget op i. Jeg behøver desuden heller ej, at træne biceps længere, da jeg allerede får masser af træning, ved at ryste Cocio'er. Og det er jo godt. Så det er godt.
Welcome my son, welcome to the machine.