Lille referat fra Newcomers.
Min lillebror var med til vores hyggearrangement "knastør i Nordland" i slutningen af juni, hvor han stod i ret skarp form. Det gav ham nogle overvejelser om at prøve konkurrence for alvor. Han var dog ikke sikker, og besluttede sig først endeligt dagen før sidste frist for indsendelse af tilmelding til newcomers.
Så fik vi travlt med at øve poses, da det ikke er noget min bror har øvet før. Desuden skulle han planlægge fri rutine, som var noget hans kæreste var god til at hjælpe med.
Desuden skulle der ske noget på træningsfronten, for selvom han stod i god form, så skal der noget til for at komme i bund. Så han oppede styrketræningen med en hel del cardio. Kosten var der styr på, og han fortsatte bare på sin IF-kostplan. Han endte ikke langt under 2500 kcal, hvilket er rigtig godt.
Men jeg samlede ham og damen op på Århus banegård, og kørte til vores vandrehjem i Ringsted. Rigtig fint sted i øvrigt. Her smed vi tingene af og tog til indvejning. Min bror var lidt nervøs for vægten, men som jeg også selv har oplevet mange gange til sl-stævner, så var stævnevægten gavmild. 67kg var ganske langt under grænsen.
Der var meldt 7 deltagere til, så vi håbede lidt, at 1 ville misse vægten, så vi ikke skulle op kl 5, som vi frygtede efter at starten var rykket til kl 7 om morgenen.
Det gik dog anderledes, og vi røg i stedet op på 8 mand.
Nå, vi gik derefter ud for at finde noget at spise. Jeg åd en del, men min lillebror holdt lidt igen. Selvom vi ikke laver udtømning, så holder vi lidt igen med salten de sidste dage op til. Væsken holder vi også bare lidt igen med på dagen. Layne Norton style.
Om aftenen tog jeg ned for at tjekke tiderne til dagen efter. De kom så op på facebook, så det var heldigt at min lillebrors kæreste er med på noderne, når brødrene Wadim ikke er. Der var dog noget galt med rækkefølgen, men det blev vi informeret om af en flink stævnemedhjælper.
Derfor var vi klar over at vi ikke var presset på tiden.
Min lillebror vågnede klokken 7, men jeg sov til halv ni. Herfra havde vi god tid til det hele, da vi ikke skulle på før ved 10-11 tiden. Alt gik godt med tan-cremen, opvarmningen og det hele. Vi havde ikke det mindste stress.
Første runde gik også rigtig godt, og der var super god stemning i 70kg klassen. Folk støttede hinanden, gav kram og high fives. Super fedt at overvære, at der bare var så mange flinke fyre.
Mange roste også min lillebrors form back stage, og spurgte hvem der var hans coach. Så var jeg sgu lidt stolt ved at sige, at det var mig.
Nå, men herefter skulle vi så vente i næsten 13 timer inden vi skulle på igen. Fuuuuck, det var lang tid at sidde og kukkelure. Jeg har virkelig ondt af de store fyre, hvor nogen lå og ventede fra 7-23, før de overhovedet skulle i gang med at varme op.
Jeg fik læst en del, og min bror hvilede sig bare.
Jeg spurgte mange gange, hvordan han havde det, og hver gang fik jeg svaret: "helt perfekt".
Alt gik bare 100% efter planen.
Vi talte om, at det højest sandsynligt ville blive en 3. plads, og med en del hel en andenplads. Ingen grund til at være urealistiske.
Men da klokken blev hen ad halv tolv, skulle han endelig på igen. Startende med den fri rutine. Her havde jeg rettet på nogle ting, men det glemte han desværre. Sådan er det jo at være med første gang. De andre i top 4 havde prøvet at konkurrere før.
Så det blev til 3. pladsen, hvilket vi var meget tilfredse med.
Og stemningen blandt atleterne var igen super god. Der var enighed for alle om at man støttede hinanden.
Da vi havde fået medaljen var det hurtigt hjem igen. Her var klokken allerede passeret midnat, så vi var ikke hjemme før den var tæt på 3. Laaaaang dag, men super god oplevelse.
Vi er klar igen om 3,5 uge i Herning.
(billeder følger)