A Menace To Chicken skrev:
Jeg mener det bogstaveligt såvel som overført, og hvad der må være i hendes interesse ved hverken du eller jeg eller samfundet. De ressourcer der nu skal bruges på at få hende på slankekur, og derefter til lægetjek og - hvis muligt - operation og så efterfølgende jobtræning kan (med lidt held) få most hende ind i en deltidsstilling med løntilskud som hun ikke engang selv er specielt begejstret for. Den eneste der vinder i hele det kafkaske cirkus er hendes evt. kommende arbejdsgiver, der får en billig kuli at koste rundt med.
Jeg vil vove, at påstå det definitivt er i hendes egen interesse at tabe sig; dels så hun kan undgå følgesygdommene ved overvægten og dels så hun kan blive opereret for sin diskusprolaps. Selv hvis dette ikke skulle gøre hende til en produktiv samfundsborger - de færreste har et aktivt ønske om ikke at arbejde og bidrage til samfundet - vil en hvilken som helst lindring af hendes daglige smerter og besvær jo højne hendes livskvalitet. Artiklerne efterlader mig desuden med indtrykket af at hun
selv ønsker dette, men hidtil ikke har været i stand til det (formodentlig pga. mangelfulde kostvaner.)
Hvad samfundet angår dikterer de samfundsøkonomiske krav jo det princip, at man bør undersøge, om passiv forsørgelse er påkrævet, da man ellers ikke kan træffe beslutningen på et oplyst grundlag. I dette tilfælde synes overvægten at være den begrænsende faktor for at kunne give en kvalificeret vurdering, og det er derfor et rimeligt krav, at hun taber sig.
Hvis det ikke i god tid er blevet varslet, at hun skulle tabe sig de 30 kg eller degraderes til kontanthjælpsmodtager, ville det naturligvis være kritisabelt, men der er ingen informationer om dette.
NGS skrev:Skrev sådanne mennesker, så mente ikke kun hende.. Og når man er overvægtig så starter man ikke ud med at have en diskusprolaps, og tror sgu ikke hendes fedme kom over en nat.
Så vidt jeg har forstået er diskusprolapsen en direkte følge af hendes overvægt.
cbundt skrev:Men ja, mange gange kan man bruge motion og træning til at ændre sig selv mentalt og fysisk, men det kræver hjælp og inspiriation. De mennesker som er meget overvægtige, burde få en personlig træner, delvist dækket af det offentlige, da det på sigt vil spare samfundet en del kroner.
Hun har vist været i kontakt med flere vægttabseksperter, men artiklerne giver mig indtryk, af at fokus fejlagtigt har været på motionen snarere end kosten, hvilket er forkert ved vægttab generelt men i særdeleshed når vedkommende har en diskusprolaps.
Hvis hun er blevet kompetent rådgivet, men blot ikke har fulgt anvisningerne tilstrækkeligt, kan en lavere ydelse måske motivere hende. Men støtte og hjælp fra det offentlige i vægttabsprocessen er bestemt på sin plads; der er jeg helt enig.