Hej.
Jeg er for 14 dage siden startet på jura på KU og jeg er allerede frustreret.
Jeg havde glædet mig til at komme på univesitet, da det der med selvstudie var noget der tiltalte mig. Jeg er nok lidt af en enspænder type, der godt kan lide at fordybe mig i tingene alene, med mig selv. Det er sådan, jeg bedst kan lide at lære. Jeg har i det hele taget et lille socialt behov, så jeg er desuden helt bombet, når jeg er social i lang tid ad gangen.. Det viser sig så, at jeg er kommet på en ny studieordning, hvor forelæsningerne er skåret fra og læringen nu sker gennem gruppearbejde. Vi er derfor også forsøgskaniner, da Jura tradition tro er en ret individuel disciplin. Jeg havde selvfølgelig undersøgt det inden jeg startete, men jeg tænkte; Det går nok, jeg skal nok bare lige vænne mig arbejdet i grupper og det udgør sikkert også kun en lille del af studiet. Men nej. Vi er 7 personer i gruppen, og den er administrativt fastsat, så det ikke noget man kan vælge eller fravælge. Desuden er jeg den yngste i gruppen med mine 19 år, hvor imod et par af de andre er 25 og har børn, hvilket i sig selv skaber stor spredning rent socialt. Og så er jeg en lidt stille type, så jeg kommer ikke så meget til orde i forhold til nogle af de andre, som elsker at have ordet.

Allerede i dag er jeg blevet hjemme fra gruppearbejdet og jeg ved slet ikke, hvad jeg vil eller om jeg er klar til universitet. Jeg er meget frustreret over det og frygter nærmest Mandag og de næste mange år, hvor vi skal sidde og forberede en cases i flere timer i gruppen. Jeg synes egentlig det er ret ærgerligt, da jeg synes jura er et spændende fag og jeg har da også med fin interesse læst alt, hvad der skulle læses indtil nu.
Sidder lidt og ærgrer mig over, at jeg ikke er startet i Odense eller Aarhus, hvor der ikke er noget obligatorisk gruppearbejde. I hvert fald kan man doseres det, som man vil og har tid til.

Jeg har det egentlig ret dårligt med at skrive det her, da det virker utroligt " svanset" at sidde og overveje at droppe et studie efter 14 dage.
Bør jeg droppe det og spare SU klippene og starte op et andet sted om et år? eller skal jeg blot acceptere det og tro på, at jeg bliver gladere for gruppearbejdet selvom jeg allerede har dårlig mavefornemmelse omkring det og har lyst til at blive væk?

Skal lige siges, at jeg ikke er flyttet hjemmefra, så jeg sidder ikke som nyindflytter med diverse udgifter, der kræver, at jeg får SU.

Håber, at der er nogle af jer med erfaring fra diverse studier og andet, der har nogle imput Mvh.

synes bare du skal stoppe nu. Hvis du allerede er begyndt at blive hjemme så er det både spild af tid og samfundets penge at du fortsætter.

Jeg synes at du skal snakke med din studievejleder. Er det eventuelt muligt at blive flyttet til Odense eller Århus?

- Bænkpres: 130.00
- Squat: 150.00
- Dødløft: 160.00

Hvorfor i helved er du stille?! :O ;)

Nu går jeg hverken på uni eller gym eller noget andet fint.
Men jeg ved det er godt for en selv at komme ud til de andre engang imellem..
Jeg har selv siddet tit derhjemme og bare været mig selv og sådan. Men det ville jeg sådan set ikk så meget mere, så jeg kommer meget ud nu, synes det er fedt nok at være sammen med de andre.


Men altså, forandring fryder er det ikk det man siger? og hvis det er jura du så satans gerne vil, så se om det gruppe arbejde ikk er cool nok, ellers spørg om du ikk kan blive forflyttet til et af de andre universiteter?

Best regards
Kramnik ;)

Hvis du ved det bliver på den måde resten af din tid på Uni, så skift eller vent til næste år.
Det skal være hyggeligt at gå i skole - til dels. Og især hvis du ikke mener du kan med din gruppe, så bliver det jo kun værre.
Et godt studiemiljø er alfa omega imho. Og det lyder bare ikke til, at det er din type miljø det der. Så der er ingen grund til at blive og bruge SU klip på.

Problemet for dig er ikke at I skal arbejde i grupper, men at du ikke besidder de sociale kompetencer der skal til. Jeg synes du bør tage kampen op og arbejde dig igennem dette problem, det vil helt sikkert gavne dig fremfor at skifte bopæl og institution og undertrykke det egentlige problem.. Det er en vigtig egenskab at have gennem livet, også selvom den ikke nødvendigvis kommer til udtryk i dit fremtidige job.

You can do it, Kasper.

Kan du uddybe hvad det er der får dig til at få følelsen af frygt? Det virker meget voldsomt.

19 år og direkte på universitetet kan være en voldsom omvæltning. Jeg var selv 23 da jeg startede jura på KU, og jeg kunne mærke en betydelig forskel på mig og mange af mine medstudernede der kom direkte fra gymnasiet, eller havde 1 enkelt år som pædagogmedhjælper i den lokale daginstitution (ikke fordi jeg har noget imod pædagogmedhjælpere).

Men at du ligefrem frygter mandage, er et stort problem. Og hvis det kun skyldes at de andre tager ordet, så kan jeg fortælle dig at du ikke er klar til universitetet. Og specielt ikke jura. Magen til rapkæftede møgunger skal man lede længe efter, men man kan som regel få spaden under dem ved at lade dem grave sin egen grav i form af deres shit-storm af ord.

Der er intet i vejen for at være den stille type, mange gange kan det rent faktisk have en ganske positiv effekt, da man er langt bedre rustet til at komme med et kortfattet og præcist indput, i forhold til mange andre. Netop fordi man har ladet tingene cirkulere en ekstra omgang.

Du bør helt klart overveje at tale med en studievejleder, og kan du ellers ikke blot starte med at skifte studiegruppe, hvis dette er det reele problem.

Desuden fortsætter det vel ikke på præcis samme måde i alle fagene fremover. Hvilke fag drejer det sig om? Er det juridisk metode? formueret?

Jeg er dog 90% sikker på at det du oplever blot er forandringens overvældelse, og at det er nu du skal lære at læse på universitetet fremfor en gymnasial uddannelse. Det skal være hårdere, men samtidig er det på mange andre punkter meget lettere.

Hvis du med sikkerhed ved at de køre en læringsstil der er bedre tilpasset dig i århus eller odense ville jeg da klart skift. Dine karaktere kommer til at forfølge dig igennem hele din universitetstid og endnu mere vigtig er det at man har de kompetencer en fremtidig arbejdsgiver forventer man har, efter endt studie.

Så hvis du er sikker på du vil få bedre karaktere og flere kompetencer i det lange løb ved at skift er der så meget at overveje.

L1NSE skrev:Problemet for dig er ikke at I skal arbejde i grupper, men at du ikke besidder de sociale kompetencer der skal til. Jeg synes du bør tage kampen op og arbejde dig igennem dette problem, det vil helt sikkert gavne dig fremfor at skifte bopæl og institution og undertrykke det egentlige problem.. Det er en vigtig egenskab at have gennem livet, også selvom den ikke nødvendigvis kommer til udtryk i dit fremtidige job.

You can do it, Kasper.

Tak for dit imput.
Det er korrekt, at mine sociale egenskaber og lyster hertil, er ret begrænsede. Spørgsmålet er så bare om jeg skal forsøge at bekæmpe problemet ved netop at opsøge sociale begivenheder, som mit studie i høj grad er, eller om jeg skal acceptere, at jeg bare er et menneske, der trives bedst, når jeg selv kan styre, hvornår jeg vil være social.

Jeg ved bare, at tanken om studiet og den nye reform dræner mig for lyst og energi ti lat studere. Men måske vil lysten komme, når jeg har vænnet mig til det, hvilket jeg jo ikke selv tror, jeg gør. Men som menneske har man det vel også med at bakke ud, når noget føles ubehageligt. Og jeg synes det ville være underligt, hvis jeg pludselig begynder at holde af det. Godt nok har jeg ikke vanvittigt meget erfaring med gruppearbejde, men jeg har trods alt gennemført gymnasiet og folkeskolen, hvor jeg altid har været individualist og lavet gode karakterer på dette.

Start som Bundesball skriver med at snakke med en studievejleder. Giver det ikke en form for forløsning, så skift til Århus, hvis du føler at du kan "undvære" København. AU er et fremragende universitet med fagligheden i orden og et meget opmuntrende studiemiljø.

Havde samme problem for et par år siden da jeg startede på universitetet. Mit råd: skab dig et godt netværk og kom til alle sociale arrangementer i starten af studiet.

Bundesball skrev:Kan du uddybe hvad det er der får dig til at få følelsen af frygt? Det virker meget voldsomt.

19 år og direkte på universitetet kan være en voldsom omvæltning. Jeg var selv 23 da jeg startede jura på KU, og jeg kunne mærke en betydelig forskel på mig og mange af mine medstudernede der kom direkte fra gymnasiet, eller havde 1 enkelt år som pædagogmedhjælper i den lokale daginstitution (ikke fordi jeg har noget imod pædagogmedhjælpere).

Men at du ligefrem frygter mandage, er et stort problem. Og hvis det kun skyldes at de andre tager ordet, så kan jeg fortælle dig at du ikke er klar til universitetet. Og specielt ikke jura. Magen til rapkæftede møgunger skal man lede længe efter, men man kan som regel få spaden under dem ved at lade dem grave sin egen grav i form af deres shit-storm af ord.

Der er intet i vejen for at være den stille type, mange gange kan det rent faktisk have en ganske positiv effekt, da man er langt bedre rustet til at komme med et kortfattet og præcist indput, i forhold til mange andre. Netop fordi man har ladet tingene cirkulere en ekstra omgang.

Du bør helt klart overveje at tale med en studievejleder, og kan du ellers ikke blot starte med at skifte studiegruppe, hvis dette er det reele problem.

Desuden fortsætter det vel ikke på præcis samme måde i alle fagene fremover. Hvilke fag drejer det sig om? Er det juridisk metode? formueret?

Jeg er dog 90% sikker på at det du oplever blot er forandringens overvældelse, og at det er nu du skal lære at læse på universitetet fremfor en gymnasial uddannelse. Det skal være hårdere, men samtidig er det på mange andre punkter meget lettere.

Hej Bundesball.
Min frygt skyldes, at jeg er usikker i gruppen. Jeg er bange for at sige noget forkert og bange for, at de andre ikke lytter. Den frygt styrkes lidt af, at de andre som sagt er lidt ældre og 2 af dem har erfaring med Jura fra tidligere. De er så kommet tilbage på studiet igen.
Samtidig, så jeg også bange for at blive spurgt, hvorfor jeg ikke siger noget. Jeg er allerede blevet spurgt to gange; "Kan du følge med eller har du nogen spørgsmål?- du siger ikke så meget ", og jeg hader det virkelig.

Og jo gruppearbejdet er hele vejen igennem studiet og et gruppeskift vil nok ikke ændre noget, ligesom et sådan skift kræver, at en underviser vurderer, at man er særligt kritisk placeret. Vores studiereform er lagt helt om i forhold til den, du er på. Vi har erstatning og kontrakt, strafferet og juridisk metode på første semester.

Jeg ved, at jeg vil trives bedre på den reform (2006), du er på ligesom den de har i Århus og på SDU. I har vel primært forelæsninger og manuduktioner, og så kan i ellers iværksætte studiegrupper, hvis i ellers har lyst, right? - ligesom i også bare kan forberede jer derhjemme, alene?

Men ved skift vil jeg jo blot fjerne problemet og så vil det formegentligt dukke op igen på et senere tidspunkt.

kaspeeer skrev:

Bundesball skrev:Kan du uddybe hvad det er der får dig til at få følelsen af frygt? Det virker meget voldsomt.

19 år og direkte på universitetet kan være en voldsom omvæltning. Jeg var selv 23 da jeg startede jura på KU, og jeg kunne mærke en betydelig forskel på mig og mange af mine medstudernede der kom direkte fra gymnasiet, eller havde 1 enkelt år som pædagogmedhjælper i den lokale daginstitution (ikke fordi jeg har noget imod pædagogmedhjælpere).

Men at du ligefrem frygter mandage, er et stort problem. Og hvis det kun skyldes at de andre tager ordet, så kan jeg fortælle dig at du ikke er klar til universitetet. Og specielt ikke jura. Magen til rapkæftede møgunger skal man lede længe efter, men man kan som regel få spaden under dem ved at lade dem grave sin egen grav i form af deres shit-storm af ord.

Der er intet i vejen for at være den stille type, mange gange kan det rent faktisk have en ganske positiv effekt, da man er langt bedre rustet til at komme med et kortfattet og præcist indput, i forhold til mange andre. Netop fordi man har ladet tingene cirkulere en ekstra omgang.

Du bør helt klart overveje at tale med en studievejleder, og kan du ellers ikke blot starte med at skifte studiegruppe, hvis dette er det reele problem.

Desuden fortsætter det vel ikke på præcis samme måde i alle fagene fremover. Hvilke fag drejer det sig om? Er det juridisk metode? formueret?

Jeg er dog 90% sikker på at det du oplever blot er forandringens overvældelse, og at det er nu du skal lære at læse på universitetet fremfor en gymnasial uddannelse. Det skal være hårdere, men samtidig er det på mange andre punkter meget lettere.

Hej Bundesball.
Min frygt skyldes, at jeg er usikker i gruppen. Jeg er bange for at sige noget forkert og bange for, at de andre ikke lytter. Den frygt styrkes lidt af, at de andre som sagt er lidt ældre og 2 af dem har erfaring med Jura fra tidligere. De er så kommet tilbage på studiet igen.
Samtidig, så jeg også bange for at blive spurgt, hvorfor jeg ikke siger noget. Jeg er allerede blevet spurgt to gange; "Kan du følge med eller har du nogen spørgsmål?- du siger ikke så meget ", og jeg hader det virkelig.

Og jo gruppearbejdet er hele vejen igennem studiet og et gruppeskift vil nok ikke ændre noget, ligesom et sådan skift kræver, at en underviser vurderer, at man er særligt kritisk placeret. Vores studiereform er lagt helt om i forhold til den, du er på. Vi har erstatning og kontrakt, strafferet og juridisk metode på første semester.

Jeg ved, at jeg vil trives bedre på den reform (2006), du er på ligesom den de har i Århus og på SDU. I har vel primært forelæsninger og manuduktioner, og så kan i ellers iværksætte studiegrupper, hvis i ellers har lyst, right? - ligesom i også bare kan forberede jer derhjemme, alene?

Men ved skift vil jeg jo blot fjerne problemet og så vil det formegentligt dukke op igen på et senere tidspunkt.

Det kan godt være at det ville være anderledes på Aarhus Universitet, men det kan også være at det ikke ville løse noget som helst. Faktum er at du er nødsaget til at kunne indgå i en dialog med andre jurister, både hvis du ved meget om emnet, eller ikke en pind. Desuden er der ikke noget i vejen for at sige "det ved jeg ikke" eller " det forstår jeg ikke".
Der er mange der føler sig "dumme" i starten, simpelthen fordi man skal finde ud af hvad jura er for en størrelse. Og så er der jo altid 10-20% der kæfter op konstant, og derved hurtigt får et ry for at være de "kloge". Men når eksamenstid kommer, så skifter rollerne hurtigt.
Hvis de andre er ældre, har de formegentlig også en del erfaring i bagagen, der gør at de måske er mere vant til at skulle drøfte ting i plenum (arbejde, tidligere studie osv), ting du også vil blive vant til med tiden.
Og det med at nogle er startet forfra giver dem naturligvis en fordel i starten. Men come on, hvis de er startet forfra, så er der jo nok en grund til det. Du skal ikke måle sig med andre generelt, og slet ikke med studerende der har fagene for 2. gang.

Jeg tror blot du skal lære at tro på dig selv, og lære at bekymre dig mindre om hvad andre tænker om dig. Og det gælder desuden i alle aspekter af tilværelsen.

Forståelsen for stoffet kommer ved hårdt arbejde, og det lader ikke til at være dit problem det var nu altid min hæmmesko

Ligegyldigt hvad så giv det en ærlig chance - hvis du gør det, og tingene viser sig ikke at gå i hak, kan du med sindsro droppe med visheden om, at du ikke gjorde noget forhastet. Det er trods alt et valg med implikationer

kaspeeer skrev:

L1NSE skrev:Problemet for dig er ikke at I skal arbejde i grupper, men at du ikke besidder de sociale kompetencer der skal til. Jeg synes du bør tage kampen op og arbejde dig igennem dette problem, det vil helt sikkert gavne dig fremfor at skifte bopæl og institution og undertrykke det egentlige problem.. Det er en vigtig egenskab at have gennem livet, også selvom den ikke nødvendigvis kommer til udtryk i dit fremtidige job.

You can do it, Kasper.

Tak for dit imput.
Det er korrekt, at mine sociale egenskaber og lyster hertil, er ret begrænsede. Spørgsmålet er så bare om jeg skal forsøge at bekæmpe problemet ved netop at opsøge sociale begivenheder, som mit studie i høj grad er, eller om jeg skal acceptere, at jeg bare er et menneske, der trives bedst, når jeg selv kan styre, hvornår jeg vil være social.

Jeg ved bare, at tanken om studiet og den nye reform dræner mig for lyst og energi ti lat studere. Men måske vil lysten komme, når jeg har vænnet mig til det, hvilket jeg jo ikke selv tror, jeg gør. Men som menneske har man det vel også med at bakke ud, når noget føles ubehageligt. Og jeg synes det ville være underligt, hvis jeg pludselig begynder at holde af det. Godt nok har jeg ikke vanvittigt meget erfaring med gruppearbejde, men jeg har trods alt gennemført gymnasiet og folkeskolen, hvor jeg altid har været individualist og lavet gode karakterer på dette.

Først skal du spørge dig selv, om grunden til at du i forvejen ikke er særlig social eller har lyst til at være det er fordi du ikke vil ud af din "comfortzone". Det kan være svært at bedømme/indrømme, men prøv at studse lidt over det. Så snart du føler dig komfortabel i din gruppe og føler du har en vis betydning deri vil du straks have mere lyst til at møde op.
Jeg vil anbefale dig at læse rundt på internettet, du vil sikkert finde ud af at mange har stået i selvsamme situation og endt med at få gode resultater (både fagligt og socialt) ud af det.

Bundesball skrev:

kaspeeer skrev:

Bundesball skrev:Kan du uddybe hvad det er der får dig til at få følelsen af frygt? Det virker meget voldsomt.

19 år og direkte på universitetet kan være en voldsom omvæltning. Jeg var selv 23 da jeg startede jura på KU, og jeg kunne mærke en betydelig forskel på mig og mange af mine medstudernede der kom direkte fra gymnasiet, eller havde 1 enkelt år som pædagogmedhjælper i den lokale daginstitution (ikke fordi jeg har noget imod pædagogmedhjælpere).

Men at du ligefrem frygter mandage, er et stort problem. Og hvis det kun skyldes at de andre tager ordet, så kan jeg fortælle dig at du ikke er klar til universitetet. Og specielt ikke jura. Magen til rapkæftede møgunger skal man lede længe efter, men man kan som regel få spaden under dem ved at lade dem grave sin egen grav i form af deres shit-storm af ord.

Der er intet i vejen for at være den stille type, mange gange kan det rent faktisk have en ganske positiv effekt, da man er langt bedre rustet til at komme med et kortfattet og præcist indput, i forhold til mange andre. Netop fordi man har ladet tingene cirkulere en ekstra omgang.

Du bør helt klart overveje at tale med en studievejleder, og kan du ellers ikke blot starte med at skifte studiegruppe, hvis dette er det reele problem.

Desuden fortsætter det vel ikke på præcis samme måde i alle fagene fremover. Hvilke fag drejer det sig om? Er det juridisk metode? formueret?

Jeg er dog 90% sikker på at det du oplever blot er forandringens overvældelse, og at det er nu du skal lære at læse på universitetet fremfor en gymnasial uddannelse. Det skal være hårdere, men samtidig er det på mange andre punkter meget lettere.

Hej Bundesball.
Min frygt skyldes, at jeg er usikker i gruppen. Jeg er bange for at sige noget forkert og bange for, at de andre ikke lytter. Den frygt styrkes lidt af, at de andre som sagt er lidt ældre og 2 af dem har erfaring med Jura fra tidligere. De er så kommet tilbage på studiet igen.
Samtidig, så jeg også bange for at blive spurgt, hvorfor jeg ikke siger noget. Jeg er allerede blevet spurgt to gange; "Kan du følge med eller har du nogen spørgsmål?- du siger ikke så meget ", og jeg hader det virkelig.

Og jo gruppearbejdet er hele vejen igennem studiet og et gruppeskift vil nok ikke ændre noget, ligesom et sådan skift kræver, at en underviser vurderer, at man er særligt kritisk placeret. Vores studiereform er lagt helt om i forhold til den, du er på. Vi har erstatning og kontrakt, strafferet og juridisk metode på første semester.

Jeg ved, at jeg vil trives bedre på den reform (2006), du er på ligesom den de har i Århus og på SDU. I har vel primært forelæsninger og manuduktioner, og så kan i ellers iværksætte studiegrupper, hvis i ellers har lyst, right? - ligesom i også bare kan forberede jer derhjemme, alene?

Men ved skift vil jeg jo blot fjerne problemet og så vil det formegentligt dukke op igen på et senere tidspunkt.

Det kan godt være at det ville være anderledes på Aarhus Universitet, men det kan også være at det ikke ville løse noget som helst. Faktum er at du er nødsaget til at kunne indgå i en dialog med andre jurister, både hvis du ved meget om emnet, eller ikke en pind. Desuden er der ikke noget i vejen for at sige "det ved jeg ikke" eller " det forstår jeg ikke".
Der er mange der føler sig "dumme" i starten, simpelthen fordi man skal finde ud af hvad jura er for en størrelse. Og så er der jo altid 10-20% der kæfter op konstant, og derved hurtigt får et ry for at være de "kloge". Men når eksamenstid kommer, så skifter rollerne hurtigt.
Hvis de andre er ældre, har de formegentlig også en del erfaring i bagagen, der gør at de måske er mere vant til at skulle drøfte ting i plenum (arbejde, tidligere studie osv), ting du også vil blive vant til med tiden.
Og det med at nogle er startet forfra giver dem naturligvis en fordel i starten. Men come on, hvis de er startet forfra, så er der jo nok en grund til det. Du skal ikke måle sig med andre generelt, og slet ikke med studerende der har fagene for 2. gang.

Jeg tror blot du skal lære at tro på dig selv, og lære at bekymre dig mindre om hvad andre tænker om dig. Og det gælder desuden i alle aspekter af tilværelsen.

Forståelsen for stoffet kommer ved hårdt arbejde, og det lader ikke til at være dit problem det var nu altid min hæmmesko

Tak for rådene. Det er rart med råd fra folk, der ved, hvad det handler om. Også på mit hold er der folk, der allerede tror, de er erfarne advokater i de små processpil vi allerede har haft.
Men ja, jeg har hørt det før. Jeg bliver nødt til at lære at lade være at måle mig med andre. Især, når det kommer til et område, jeg ikke har forstand på. Allerede på første dag sad folk, i hvert fald dem, der havde erfaring med jura, og diskuterede Culpa, adækvans og objektivt ansvar. Der følte jeg mig også dum og som om, at jeg allerede var bagud. Jeg havde nemlig ikke hørt ordene før.

Men jeg vil tage mig sammen og give det en Chance. Synes det hjælper at få andre, udenforstående, besyv med. Man går jo ikke rundt i sin klasse og siger, at gruppearbejdet driver en til vanvid og man faktisk overvejer at søge et andet sted.

Jenslyn87 skrev:Ligegyldigt hvad så giv det en ærlig chance - hvis du gør det, og tingene viser sig ikke at gå i hak, kan du med sindsro droppe med visheden om, at du ikke gjorde noget forhastet. Det er trods alt et valg med implikationer

helt klart værd at overveje. - Det bliver også løsningen.
Tak

L1NSE skrev:

kaspeeer skrev:

L1NSE skrev:Problemet for dig er ikke at I skal arbejde i grupper, men at du ikke besidder de sociale kompetencer der skal til. Jeg synes du bør tage kampen op og arbejde dig igennem dette problem, det vil helt sikkert gavne dig fremfor at skifte bopæl og institution og undertrykke det egentlige problem.. Det er en vigtig egenskab at have gennem livet, også selvom den ikke nødvendigvis kommer til udtryk i dit fremtidige job.

You can do it, Kasper.

Tak for dit imput.
Det er korrekt, at mine sociale egenskaber og lyster hertil, er ret begrænsede. Spørgsmålet er så bare om jeg skal forsøge at bekæmpe problemet ved netop at opsøge sociale begivenheder, som mit studie i høj grad er, eller om jeg skal acceptere, at jeg bare er et menneske, der trives bedst, når jeg selv kan styre, hvornår jeg vil være social.

Jeg ved bare, at tanken om studiet og den nye reform dræner mig for lyst og energi ti lat studere. Men måske vil lysten komme, når jeg har vænnet mig til det, hvilket jeg jo ikke selv tror, jeg gør. Men som menneske har man det vel også med at bakke ud, når noget føles ubehageligt. Og jeg synes det ville være underligt, hvis jeg pludselig begynder at holde af det. Godt nok har jeg ikke vanvittigt meget erfaring med gruppearbejde, men jeg har trods alt gennemført gymnasiet og folkeskolen, hvor jeg altid har været individualist og lavet gode karakterer på dette.

Først skal du spørge dig selv, om grunden til at du i forvejen ikke er særlig social eller har lyst til at være det er fordi du ikke vil ud af din "comfortzone". Det kan være svært at bedømme/indrømme, men prøv at studse lidt over det. Så snart du føler dig komfortabel i din gruppe og føler du har en vis betydning deri vil du straks have mere lyst til at møde op.
Jeg vil anbefale dig at læse rundt på internettet, du vil sikkert finde ud af at mange har stået i selvsamme situation og endt med at få gode resultater (både fagligt og socialt) ud af det.

Det ér et spørgsmål om, at jeg laangt ude af min comfortzone. Og det gør ondt at bevæge sig dér. Man får lidt en følelse af, at man bare har lyst til at droppe det og vende tilbage til det, man kender.
Jeg vil hænge i lidt endnu og se om det ikke retter sig til det bedre
Mvh. Kasper.

kaspeeer skrev:

Bundesball skrev:

kaspeeer skrev:

Bundesball skrev:Kan du uddybe hvad det er der får dig til at få følelsen af frygt? Det virker meget voldsomt.

19 år og direkte på universitetet kan være en voldsom omvæltning. Jeg var selv 23 da jeg startede jura på KU, og jeg kunne mærke en betydelig forskel på mig og mange af mine medstudernede der kom direkte fra gymnasiet, eller havde 1 enkelt år som pædagogmedhjælper i den lokale daginstitution (ikke fordi jeg har noget imod pædagogmedhjælpere).

Men at du ligefrem frygter mandage, er et stort problem. Og hvis det kun skyldes at de andre tager ordet, så kan jeg fortælle dig at du ikke er klar til universitetet. Og specielt ikke jura. Magen til rapkæftede møgunger skal man lede længe efter, men man kan som regel få spaden under dem ved at lade dem grave sin egen grav i form af deres shit-storm af ord.

Der er intet i vejen for at være den stille type, mange gange kan det rent faktisk have en ganske positiv effekt, da man er langt bedre rustet til at komme med et kortfattet og præcist indput, i forhold til mange andre. Netop fordi man har ladet tingene cirkulere en ekstra omgang.

Du bør helt klart overveje at tale med en studievejleder, og kan du ellers ikke blot starte med at skifte studiegruppe, hvis dette er det reele problem.

Desuden fortsætter det vel ikke på præcis samme måde i alle fagene fremover. Hvilke fag drejer det sig om? Er det juridisk metode? formueret?

Jeg er dog 90% sikker på at det du oplever blot er forandringens overvældelse, og at det er nu du skal lære at læse på universitetet fremfor en gymnasial uddannelse. Det skal være hårdere, men samtidig er det på mange andre punkter meget lettere.

Hej Bundesball.
Min frygt skyldes, at jeg er usikker i gruppen. Jeg er bange for at sige noget forkert og bange for, at de andre ikke lytter. Den frygt styrkes lidt af, at de andre som sagt er lidt ældre og 2 af dem har erfaring med Jura fra tidligere. De er så kommet tilbage på studiet igen.
Samtidig, så jeg også bange for at blive spurgt, hvorfor jeg ikke siger noget. Jeg er allerede blevet spurgt to gange; "Kan du følge med eller har du nogen spørgsmål?- du siger ikke så meget ", og jeg hader det virkelig.

Og jo gruppearbejdet er hele vejen igennem studiet og et gruppeskift vil nok ikke ændre noget, ligesom et sådan skift kræver, at en underviser vurderer, at man er særligt kritisk placeret. Vores studiereform er lagt helt om i forhold til den, du er på. Vi har erstatning og kontrakt, strafferet og juridisk metode på første semester.

Jeg ved, at jeg vil trives bedre på den reform (2006), du er på ligesom den de har i Århus og på SDU. I har vel primært forelæsninger og manuduktioner, og så kan i ellers iværksætte studiegrupper, hvis i ellers har lyst, right? - ligesom i også bare kan forberede jer derhjemme, alene?

Men ved skift vil jeg jo blot fjerne problemet og så vil det formegentligt dukke op igen på et senere tidspunkt.

Det kan godt være at det ville være anderledes på Aarhus Universitet, men det kan også være at det ikke ville løse noget som helst. Faktum er at du er nødsaget til at kunne indgå i en dialog med andre jurister, både hvis du ved meget om emnet, eller ikke en pind. Desuden er der ikke noget i vejen for at sige "det ved jeg ikke" eller " det forstår jeg ikke".
Der er mange der føler sig "dumme" i starten, simpelthen fordi man skal finde ud af hvad jura er for en størrelse. Og så er der jo altid 10-20% der kæfter op konstant, og derved hurtigt får et ry for at være de "kloge". Men når eksamenstid kommer, så skifter rollerne hurtigt.
Hvis de andre er ældre, har de formegentlig også en del erfaring i bagagen, der gør at de måske er mere vant til at skulle drøfte ting i plenum (arbejde, tidligere studie osv), ting du også vil blive vant til med tiden.
Og det med at nogle er startet forfra giver dem naturligvis en fordel i starten. Men come on, hvis de er startet forfra, så er der jo nok en grund til det. Du skal ikke måle sig med andre generelt, og slet ikke med studerende der har fagene for 2. gang.

Jeg tror blot du skal lære at tro på dig selv, og lære at bekymre dig mindre om hvad andre tænker om dig. Og det gælder desuden i alle aspekter af tilværelsen.

Forståelsen for stoffet kommer ved hårdt arbejde, og det lader ikke til at være dit problem det var nu altid min hæmmesko

Tak for rådene. Det er rart med råd fra folk, der ved, hvad det handler om. Også på mit hold er der folk, der allerede tror, de er erfarne advokater i de små processpil vi allerede har haft.
Men ja, jeg har hørt det før. Jeg bliver nødt til at lære at lade være at måle mig med andre. Især, når det kommer til et område, jeg ikke har forstand på. Allerede på første dag sad folk, i hvert fald dem, der havde erfaring med jura, og diskuterede Culpa, adækvans og objektivt ansvar. Der følte jeg mig også dum og som om, at jeg allerede var bagud. Jeg havde nemlig ikke hørt ordene før.

Men jeg vil tage mig sammen og give det en Chance. Synes det hjælper at få andre, udenforstående, besyv med. Man går jo ikke rundt i sin klasse og siger, at gruppearbejdet driver en til vanvid og man faktisk overvejer at søge et andet sted.

Som sagt så er første års jurastuderende noget af det mest utiltalende man kan komme i nærheden af. Jeg troede aldrig jeg ville finde ligesindede på studiet, før ca. 1/2 til 1 år, hvor man opdager at mange af de andre faktisk er helt menneskelige ligesom en selv, og måske også har følt sig bagude og lidt alene. De bedrevidende arrogante typer er dog stadig sådan, men dem lærer man hurtigt at ignorere.

Bare vent. Efter du har fået tævet culpa, adækvans, kausalitet og ansvarsgrundlag i hovedet tilpas mange gange, så hænger den pludselig ved

Bundesball skrev:

kaspeeer skrev:

Bundesball skrev:

kaspeeer skrev:

Bundesball skrev:Kan du uddybe hvad det er der får dig til at få følelsen af frygt? Det virker meget voldsomt.

19 år og direkte på universitetet kan være en voldsom omvæltning. Jeg var selv 23 da jeg startede jura på KU, og jeg kunne mærke en betydelig forskel på mig og mange af mine medstudernede der kom direkte fra gymnasiet, eller havde 1 enkelt år som pædagogmedhjælper i den lokale daginstitution (ikke fordi jeg har noget imod pædagogmedhjælpere).

Men at du ligefrem frygter mandage, er et stort problem. Og hvis det kun skyldes at de andre tager ordet, så kan jeg fortælle dig at du ikke er klar til universitetet. Og specielt ikke jura. Magen til rapkæftede møgunger skal man lede længe efter, men man kan som regel få spaden under dem ved at lade dem grave sin egen grav i form af deres shit-storm af ord.

Der er intet i vejen for at være den stille type, mange gange kan det rent faktisk have en ganske positiv effekt, da man er langt bedre rustet til at komme med et kortfattet og præcist indput, i forhold til mange andre. Netop fordi man har ladet tingene cirkulere en ekstra omgang.

Du bør helt klart overveje at tale med en studievejleder, og kan du ellers ikke blot starte med at skifte studiegruppe, hvis dette er det reele problem.

Desuden fortsætter det vel ikke på præcis samme måde i alle fagene fremover. Hvilke fag drejer det sig om? Er det juridisk metode? formueret?

Jeg er dog 90% sikker på at det du oplever blot er forandringens overvældelse, og at det er nu du skal lære at læse på universitetet fremfor en gymnasial uddannelse. Det skal være hårdere, men samtidig er det på mange andre punkter meget lettere.

Hej Bundesball.
Min frygt skyldes, at jeg er usikker i gruppen. Jeg er bange for at sige noget forkert og bange for, at de andre ikke lytter. Den frygt styrkes lidt af, at de andre som sagt er lidt ældre og 2 af dem har erfaring med Jura fra tidligere. De er så kommet tilbage på studiet igen.
Samtidig, så jeg også bange for at blive spurgt, hvorfor jeg ikke siger noget. Jeg er allerede blevet spurgt to gange; "Kan du følge med eller har du nogen spørgsmål?- du siger ikke så meget ", og jeg hader det virkelig.

Og jo gruppearbejdet er hele vejen igennem studiet og et gruppeskift vil nok ikke ændre noget, ligesom et sådan skift kræver, at en underviser vurderer, at man er særligt kritisk placeret. Vores studiereform er lagt helt om i forhold til den, du er på. Vi har erstatning og kontrakt, strafferet og juridisk metode på første semester.

Jeg ved, at jeg vil trives bedre på den reform (2006), du er på ligesom den de har i Århus og på SDU. I har vel primært forelæsninger og manuduktioner, og så kan i ellers iværksætte studiegrupper, hvis i ellers har lyst, right? - ligesom i også bare kan forberede jer derhjemme, alene?

Men ved skift vil jeg jo blot fjerne problemet og så vil det formegentligt dukke op igen på et senere tidspunkt.

Det kan godt være at det ville være anderledes på Aarhus Universitet, men det kan også være at det ikke ville løse noget som helst. Faktum er at du er nødsaget til at kunne indgå i en dialog med andre jurister, både hvis du ved meget om emnet, eller ikke en pind. Desuden er der ikke noget i vejen for at sige "det ved jeg ikke" eller " det forstår jeg ikke".
Der er mange der føler sig "dumme" i starten, simpelthen fordi man skal finde ud af hvad jura er for en størrelse. Og så er der jo altid 10-20% der kæfter op konstant, og derved hurtigt får et ry for at være de "kloge". Men når eksamenstid kommer, så skifter rollerne hurtigt.
Hvis de andre er ældre, har de formegentlig også en del erfaring i bagagen, der gør at de måske er mere vant til at skulle drøfte ting i plenum (arbejde, tidligere studie osv), ting du også vil blive vant til med tiden.
Og det med at nogle er startet forfra giver dem naturligvis en fordel i starten. Men come on, hvis de er startet forfra, så er der jo nok en grund til det. Du skal ikke måle sig med andre generelt, og slet ikke med studerende der har fagene for 2. gang.

Jeg tror blot du skal lære at tro på dig selv, og lære at bekymre dig mindre om hvad andre tænker om dig. Og det gælder desuden i alle aspekter af tilværelsen.

Forståelsen for stoffet kommer ved hårdt arbejde, og det lader ikke til at være dit problem det var nu altid min hæmmesko

Tak for rådene. Det er rart med råd fra folk, der ved, hvad det handler om. Også på mit hold er der folk, der allerede tror, de er erfarne advokater i de små processpil vi allerede har haft.
Men ja, jeg har hørt det før. Jeg bliver nødt til at lære at lade være at måle mig med andre. Især, når det kommer til et område, jeg ikke har forstand på. Allerede på første dag sad folk, i hvert fald dem, der havde erfaring med jura, og diskuterede Culpa, adækvans og objektivt ansvar. Der følte jeg mig også dum og som om, at jeg allerede var bagud. Jeg havde nemlig ikke hørt ordene før.

Men jeg vil tage mig sammen og give det en Chance. Synes det hjælper at få andre, udenforstående, besyv med. Man går jo ikke rundt i sin klasse og siger, at gruppearbejdet driver en til vanvid og man faktisk overvejer at søge et andet sted.

Som sagt så er første års jurastuderende noget af det mest utiltalende man kan komme i nærheden af. Jeg troede aldrig jeg ville finde ligesindede på studiet, før ca. 1/2 til 1 år, hvor man opdager at mange af de andre faktisk er helt menneskelige ligesom en selv, og måske også har følt sig bagude og lidt alene. De bedrevidende arrogante typer er dog stadig sådan, men dem lærer man hurtigt at ignorere.

Bare vent. Efter du har fået tævet culpa, adækvans, kausalitet og ansvarsgrundlag i hovedet tilpas mange gange, så hænger den pludselig ved

Synes godt om!

uden at have læst hele tråden skal du huske at universitetet er den periode i dit liv hvor der skal ske den største udvikling for dig selv siden du var 3 år gammel.

det er givet at man skal være mere social og selvtænkende end man nogensinde har været før.

Du kommer til at finde et stadie i dit liv hvor dit studie og fritid bliver en og samme ting fordi du får lov at fordybe dig i de ting som interresere dig mest og har du valgt rigtigt finder du ud af at du aldrig har en arbejdsdag i hele livet !

Blunt skrev:uden at have læst hele tråden skal du huske at universitetet er den periode i dit liv hvor der skal ske den største udvikling for dig selv siden du var 3 år gammel.

det er givet at man skal være mere social og selvtænkende end man nogensinde har været før.

Du kommer til at finde et stadie i dit liv hvor dit studie og fritid bliver en og samme ting fordi du får lov at fordybe dig i de ting som interresere dig mest og har du valgt rigtigt finder du ud af at du aldrig har en arbejdsdag i hele livet !

Det lyder lovende!

Jeg vil anbefale dig at læse lidt om socialfobi/angst, for hvis ikke du allerede har det, så kunne det godt lyde som om at du bevæger dig på grænsen til at udvikle det og det er noget man kan få hjælp for. Derfor er det også vigtigt at du gør noget ved det ved bl.a. at lære at kontrollere det, i stedet for at undgå de situationer du finder ubehagelige. Ellers vil du begrænse dig selv og dine muligheder i fremtiden, hvis du ikke lærer at indgå hensigtsmæssigt i de pågældene sammenhænge, hvor du føler ubehag. Du overvejer f.eks. allerede nu at droppe ud af studiet/finde et andet.

Hvis du ikke gør noget ved det kan du i værste fald på et senere tidspunkt udvikle kraftige fysiske angstsymptomer i de pågældene situationer.

Her er et f.eks. et link til noget om det: http://www.angstforeningen.dk/index.php?page=socialfobi

Held og lykke med dit nye studie, jeg håber du finder en god løsning.

JOC skrev:Jeg vil anbefale dig at læse lidt om socialfobi/angst, for hvis ikke du allerede har det, så kunne det godt lyde som om at du bevæger dig på grænsen til at udvikle det og det er noget man kan få hjælp for. Derfor er det også vigtigt at du gør noget ved det ved bl.a. at lære at kontrollere det, i stedet for at undgå de situationer du finder ubehagelige. Ellers vil du begrænse dig selv og dine muligheder i fremtiden, hvis du ikke lærer at indgå hensigtsmæssigt i de pågældene sammenhænge, hvor du føler ubehag. Du overvejer f.eks. allerede nu at droppe ud af studiet/finde et andet.

Hvis du ikke gør noget ved det kan du i værste fald på et senere tidspunkt udvikle kraftige fysiske angstsymptomer i de pågældene situationer.

Her er et f.eks. et link til noget om det: http://www.angstforeningen.dk/index.php?page=socialfobi

Held og lykke med dit nye studie, jeg håber du finder en god løsning.

" Som studerende vil mange med socialfobi fx nemt kunne gå til forelæsninger i auditorier, men de kan fx have svært ved at deltage i gruppearbejde eller ved at spise frokost med de andre på holdet. Dag for dag bliver man mere og mere angst for, at de andre på holdet skal tænke, at man er underlig. Herefter kan angsten for, hvad de andre på holdet tænker om én, stige så meget, at man ikke kan få sig selv af sted om morgenen og udebliver."

Det lyder jo skræmmende meget som mig og mine beskrivelser. Jeg kan godt genkende mig selv i nogle af de beskrivelser, der er på hjemmesiden. Dog har jeg ikke ligeså stærke symptomer, men jeg har en ubehagelig og " jeg vil væk herfra " følelse.

Vil lige undersøge noget mere om emnet. Tak

Som nogle af de andre siger så er det nok noget du skal vende dig til. Personligt er jeg også rimeligt stille og rolig, mit arbejde gør dog at jeg har kontakt med en masse dagligt, så lidt i den anden retning.
Jeg kan genkende det med heller ikke være den som braldrer ud med alt muligt konstant. Min erfaring er at det mange gange er en fordel for når man så endeligt siger noget så lytter folk faktisk til en, netop fordi de ved du altså har tænkt tingene igennem. Så mit råd vil være at prøv at hop ud i det, stille og roligt begyndt at sige mere og du vil finde ud af det faktisk slet ikke er så slemt.
Med hensyn til om du er god nok til at være der, så går jeg udfra at der er en kvote på Jura, den har du altså bestået så det er nok ikke hovedet den er helt gal med

kaspeeer skrev:

JOC skrev:Jeg vil anbefale dig at læse lidt om socialfobi/angst, for hvis ikke du allerede har det, så kunne det godt lyde som om at du bevæger dig på grænsen til at udvikle det og det er noget man kan få hjælp for. Derfor er det også vigtigt at du gør noget ved det ved bl.a. at lære at kontrollere det, i stedet for at undgå de situationer du finder ubehagelige. Ellers vil du begrænse dig selv og dine muligheder i fremtiden, hvis du ikke lærer at indgå hensigtsmæssigt i de pågældene sammenhænge, hvor du føler ubehag. Du overvejer f.eks. allerede nu at droppe ud af studiet/finde et andet.

Hvis du ikke gør noget ved det kan du i værste fald på et senere tidspunkt udvikle kraftige fysiske angstsymptomer i de pågældene situationer.

Her er et f.eks. et link til noget om det: http://www.angstforeningen.dk/index.php?page=socialfobi

Held og lykke med dit nye studie, jeg håber du finder en god løsning.

" Som studerende vil mange med socialfobi fx nemt kunne gå til forelæsninger i auditorier, men de kan fx have svært ved at deltage i gruppearbejde eller ved at spise frokost med de andre på holdet. Dag for dag bliver man mere og mere angst for, at de andre på holdet skal tænke, at man er underlig. Herefter kan angsten for, hvad de andre på holdet tænker om én, stige så meget, at man ikke kan få sig selv af sted om morgenen og udebliver."

Det lyder jo skræmmende meget som mig og mine beskrivelser. Jeg kan godt genkende mig selv i nogle af de beskrivelser, der er på hjemmesiden. Dog har jeg ikke ligeså stærke symptomer, men jeg har en ubehagelig og " jeg vil væk herfra " følelse.

Vil lige undersøge noget mere om emnet. Tak

rolig mate, nu skal man ikke male fanden på væggen. Mange folk de kan bare godt lide at være alene og har det okay med sine egne tanker, det gør ikke en hverken underlig eller noget.
Du skal bare være dig selv og gøre hvad du har lyst til, og gøre hvad du får det godt af. Gruppearbejde kan man desværre ikke undgå, tænk når du er udlært, det er et fag hvor man har med mennesker at gøre, så måske du har valgt den forkerte uddannelse?

Nu er jeg lige kommet hjem efter en 12-timers arbejdsdag, så jeg er forholdsvis mør. Af samme grund har jeg ikke nærlæst hele tråden, men jeg studsede over at der var gruppearbejde, og at dette volder en smule "problemer". Jeg har det selv på samme måde, jeg er glad for at arbejde alene og er ikke nødvendigvis særlig god til det med grupper. Eller sådan har det ihvertfald været før i tiden. I takt med mine studier, gymnasie, markedsføringsøkonom osv. (Kan godt være det er en anden boldgade, men pointen er den samme), er jeg blevet markant bedre til dette og jeg kan da også sagtens se lyspunkterne i gruppearbejde nu.

På mine studier, har gruppearbejde været vigtigt, fordi det er noget som arbejdsgivere efterhånden er blevet ganske glade for. Når man sidder på arbejdsmarkedet, vil man ofte end med at skulle arbejde sammen med andre mennesker, ofte på kryds og tværs af fag, afdelinger osv. Og netop derfor, er gruppearbejde/tværfagligt arbejde en rigtig god idé, som jeg ser det. Jeg ved dog ikke hvor meget det gør sig gældende i dit fag, men jeg går ud fra det også her kan være en ganske fin kompetence..

Ud fra det synspunkt, synes jeg du bør give det en chance..

Den bedste måde at få det okay med noget man ellers hader, er at gøre det igen og igen. Og så igen. Det kan være at tale foran mange mennesker eller som i dit tilfælde, gruppearbejde. Med tiden vil det blive hverdag og du vil få det ok med det. Personligt hader jeg også gruppearbejde, og kommer aldrig til at holde af det, især fordi jeg arbejder så meget bedre alene og der er for meget spildtid, snak og forskellige meninger der skal luftes inden der kan tages beslutninger om noget som helst i en gruppe. Og en gruppe på 7! Jesus Christ det er mange folk der skal byde ind med ting inden man kommer nogen vegne. Bare 1 eller 2 i gruppen som elsker at høre sig selv tale så er der kraftedeme langt hjem. Men nogle gange er det bare vilkårene, og det gode ved grupper er, at der tit er en i gruppen der tænker markant anderledes end en selv, og dermed beriger én med nye tanker man ikke ville have fået med, hvis man bare arbejdede alene. Det gælder om at kunne se det postitive i de omstændigheder man nu engang er blevet placeret i.

At du er den lidt stille type betyder ofte også, at når du så endelig siger noget, så lytter folk mere til dig end til bralrehovederne der bare snakker hele tiden. Det er til din fordel. Læs dit shit og følg med og dygtiggør dig og sig noget når det er relevant. Og lad for guds skyld være med at synes der er noget galt med dig bare fordi du er lidt tilbageholdende. Selvfølgelig skal du ikke begrave dig selv og insistere på at være en lone ranger hvis du kan mærke at grunden til du er sådan er fordi du er skræmt. Accepter og elsk din grundlæggende personlighed, men hvergang du kan mærke at du holder dig tilbage på grund af at der er noget du ikke tør, så kast dig ud i det, igen og igen. Dermed kommer du til at holde endnu mere af dig selv, og det er kraftedeme en rar følelse at se mængden af ting man er bange for svinde ind til et minimum. Det er også en del af det at tage en videregående uddannelse. Selvudvikling. Men du skal turde komme derud hvor du laver noget du hellere ville undgå. Og det tror jeg også du gør. Når du kommer ud på den anden side bliver du glad for at du turde gøre det.

Mussetrussen skrev:Den bedste måde at få det okay med noget man ellers hader, er at gøre det igen og igen. Og så igen. Det kan være at tale foran mange mennesker eller som i dit tilfælde, gruppearbejde. Med tiden vil det blive hverdag og du vil få det ok med det. Personligt hader jeg også gruppearbejde, og kommer aldrig til at holde af det, især fordi jeg arbejder så meget bedre alene og der er for meget spildtid, snak og forskellige meninger der skal luftes inden der kan tages beslutninger om noget som helst i en gruppe. Og en gruppe på 7! Jesus Christ det er mange folk der skal byde ind med ting inden man kommer nogen vegne. Bare 1 eller 2 i gruppen som elsker at høre sig selv tale så er der kraftedeme langt hjem. Men nogle gange er det bare vilkårene, og det gode ved grupper er, at der tit er en i gruppen der tænker markant anderledes end en selv, og dermed beriger én med nye tanker man ikke ville have fået med, hvis man bare arbejdede alene. Det gælder om at kunne se det postitive i de omstændigheder man nu engang er blevet placeret i.

At du er den lidt stille type betyder ofte også, at når du så endelig siger noget, så lytter folk mere til dig end til bralrehovederne der bare snakker hele tiden. Det er til din fordel. Læs dit shit og følg med og dygtiggør dig og sig noget når det er relevant. Og lad for guds skyld være med at synes der er noget galt med dig bare fordi du er lidt tilbageholdende. Selvfølgelig skal du ikke begrave dig selv og insistere på at være en lone ranger hvis du kan mærke at grunden til du er sådan er fordi du er skræmt. Accepter og elsk din grundlæggende personlighed, men hvergang du kan mærke at du holder dig tilbage på grund af at der er noget du ikke tør, så kast dig ud i det, igen og igen. Dermed kommer du til at holde endnu mere af dig selv, og det er kraftedeme en rar følelse at se mængden af ting man er bange for svinde ind til et minimum. Det er også en del af det at tage en videregående uddannelse. Selvudvikling. Men du skal turde komme derud hvor du laver noget du hellere ville undgå. Og det tror jeg også du gør. Når du kommer ud på den anden side bliver du glad for at du turde gøre det.

Du har nogle rigtig gode pointer der. Men ligesom det " kraftedeme " er en rar følelse at se de ting, man er bange for, svinde ind, så er det også hårdt at "Føle frygten og gør det alligevel". Specielt hvis man er lidt usikker af personlighed. Og specielt, hvis man er den yngste i gruppen og dermed den med mindst erfaring fra arbejdspladser og des lige. Men omvendt, så er den følelse, man får, når man først åbner munden i gruppen og de andre siger " Fed idé, det havde vi slet ikke tænkt på. lad os bruge det i vores opgave!", virkelig en følelse, der kan gøre at man går smilende hjem fra skole med høj selvtillid.

Hey - jeg har lidt det samme problem - og så nok alligevel ikke. I hvert fald har jeg det også svært med det sociale i gruppearbejdet.

Jeg har har en ret høj intelligens + et ret beskedent socialt behov og dette har forvoldet mig nogle skolemæssige problemer gennem årene, især i folkeskolen, men også lidt i gymnasiet og nu også på universitetet. Jeg har været ret overrasket over at komme på universitetet. Jeg er kommet i en gruppe, hvor 80% af det, der kommer over gruppens læber er pure smal talk. De virker ret umodne og er egentligt ikke særligt fagligt interesserede. Det irritere mig at deres small talk skal fylde så meget, jeg føler at det kan være mig fuldstændigt ligegyldigt og at jeg spilder min tid. Jeg prøver at holde dem fast på det faglige og når de endelig får taget sig sammen til at kigge lidt på det faglige, kan jeg ikke lade være med at tænke "hvordan fanden kan nivauet være lavere her, end det var på gymnasiet?". Så derfor føler jeg en afmagt. Jeg føler at jeg slet ikke passer ind og det provokere mig egentlig, fordi jeg synes jeg er den helt rette type til universitetet, hvilket man ikke kan sige om min gruppe, da de bestemt ikke virker særligt interessere i studiet og godt nok ikke altid er for skarpe. Jeg tror næsten ikke jeg har været i en gruppe i gymnasiet, hvor nivauet var så lavt og det er sku ret absurd. Det hænger selvfølgelig nok sammen med at det er en humanistisk uddannelse, hvor der ikke er noget krav til gennemsnittet, men alligevel... Jeg havde sku ikke troet, at det ville være sådan.
Jeg ved sku ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg føler slet ikke jeg kan få lov at udleve mine interesser for mit studie med disse rammer...