Mussetrussens nytårs grublerier - del 2.
Verden ifølge de gamle nordboere
Jeg er ikke religiøs. Men jeg er heller ikke ateist. Ateisme er ikke-tro. Jeg har ikke lyst til at definere mig selv ud fra noget jeg ikke tror på. Jeg vil hellere definere mig selv ud fra hvad jeg rent faktisk tror på. Derfor er jeg ikke religiøs og ikke ateist, men hedning. Hedning svarer til det engelske ord 'pagan', som kommer af det latinske ord 'paganus', som betyder 'en der bor på landet'. Dvs. noget oprindeligt. En der ikke er fuldt opdateret på de nyeste strømninger inden for åndeligt liv, som f.eks. de folk der boede på landet, eller på heden (hedninge), dengang kristendommen kom til Danmark og som folk betragtede som kørt lidt 'bag af dansen', fordi de ikke hoppede med på the lastest craze: kristendommen. Ordet hedning tiltaler mig, da de ting jeg tror på netop er gamle, før-kristne ideer, tanker og værdier.
Mange af de ting jeg tror på er beskrevet i den ældre edda. Især i kvadet Hávámál, hvis indhold man mener stammer fra omkring år 800. Var man religiøs ville man sige at min sjæl finder klangbund i disse skrifter. Om end det er smukke ord, så vil jeg dog hellere sige, at disse skrifter passer til min personlighed. Min personlighed, som er et resultat af dna og påvirkninger, dvs. arv og miljø. Det er altså ikke disse skrifter der har formet mig, men jeg er blevet formet af de ting jeg har mødt på livets vej, og har i de oldnordiske skrifter, højst overraskende, fundet mine egne tanker og værdier nedskrevet.
I Hávámál er der ikke, som i Bibelen eller Koranen, tale om påbud og regler udstukket fra Gud med trusler om straf, hvis de ikke overholdes. Der er blot tale om overleveret livserfaring, og den kan betragtes som vore nordiske forfædres fortællinger om, hvordan man bedst begår sig i livet, hvis man vil have et godt og ærefuldt liv. I Hávámál kommer der ingen ikke klare bud på hvad der er rigtig og forkert, men den giver os nordboere nogle tidløse og praktiske leveråd.
Det er en livsanskuelse, der går ud på at leve med, og i, verden som den er, og ikke foregøgle at verden er retfærdig eller at objektivt godt eller ondt findes. Verden eksisterer blot, vi indtræder i den, og må forholde os til de realiteter vi som mennesker kan opfatte og herefter gebærde os i den på bedste vis.
Her får I nogle eksempler på hvad Hávámál siger:
Milde, frejdige
mænd lever bedst,
møder sjældent sorg.
men uklog mand
ængstes for alting,
møder hver gave med mistro.
Med andre ord, hold dig munter og ved godt mod, så går tingene lettere.
Der er halte til hest
og hyrder med een hånd
og døve, som duer i kamp.
Blind er bedre
end brændt at være.
Lig ligger til ingen nytte.
Med andre ord, uanset hvad livet byder på af modstand, så er det bedre at tage kampen og være i live end at give op. Livet betyder muligheder. Døden betyder fravær af muligheder.
Fæ dør,
frænder dør,
også du skal dø;
eet jeg ved
som aldrig dør,
dom om hver en død.
Med andre ord, vi skal alle dø, men lev smukt, og dit minde vil æres.
Det er smukke ord, og ord der klinger godt i et mandesind.
Den ældre edda byder på mange kloge ord om livet og verden. F.eks. er der her en fantastisk opdeling af hvad der er godt og hvad der er "ondt".
Godt er blot det som er dueligt. Det som er i besiddelse af de egenskaber der kræves. Det gode er altså formålsbestemt. Noget er godt hvis det opfylder det formål det er skabt til. Noget er kun bedre end noget andet hvis det er bedre til det det skal. Dette nærmer sig en objektivitet uden metafysik bag. Det er ikke Gud eller min mening om skibet der afgør om det er godt eller dårligt, det er dets sejlduelighed.
Æstetik vurderes på samme måde: Det skønne er lig med det duelige. Æstetik og etik er uløseligt bundet sammen. Man skal gøre sig umage, gøre sit bedste, søge mod det ypperste. Laver du et dårligt skib, risikerer du at folk dør druknedøden. Ved at lave noget dueligt og smukt forøger man livskraften og øger det gode i verden. Kvalitet er en af de største værdier. Både i kunst, i håndværk, personlighedsmæssigt, i visdom, ja bare i livet generelt. En fælles etik kan altså ifølge de gamle nordboere være værdsættelsen af kvalitet. Men kvalitet er ikke noget for én gang givet, det er foranderligt. Det skal til stadighed diskuteres hvad der er bedst. Før var malerpensler det bedste, så kom spraydåsen, så var den bedre. Så fandt man ud af at den ødelagte ozonlaget, så var malerpenslen bedst igen. En demokratisk diskussion med folk der ved hvad de taler om fører til en værdidom, som så gælder indtil noget bedre kommer på banen, ligesom med videnskaben. Man slipper aldrig af med det foreløbige og relativistiske ved enhver dom. Det er her stort set alle religioner fejler. De forsøger at lave absolutte domme i en relativ verden.
Begrebet ondt opererer de gamle nordboere slet ikke med. I stedet bruger de ordet slet. Slet er blot det modsatte af det gode og smukke, dvs. manglen på duelighed, ikke et negativt begreb, men et 0-begreb, manglen på det der kræves. Eks. Kraft – kraftløs, ære – æreløs.
Begebet ”nidding” dækker over en tom mand, ikke en ond mand, men en mand som mangler alt det gode. Lunkenhed kan blive til niddingskab. Derfor er middelmådighed umoralsk. Man skal altid forsøge at gøre sit ypperste.
Der tales i eddaen meget om ære.
Ære handler både om at være respekteret men også om at have selvrespekt. Hvis man bliver syg og dør er det ikke så slemt endda, hvis man har gjort noget godt så længe man levede, fået gode venner, børn eller skabt noget og skabt sig et godt rygte. Det er bedre at dø når man mærker livskraften og livsviljen svinde, end at holde fast med alle midler. Når livskraften og livsviljen er borte er uliv og død begyndt. En værdig død skal man have inden det kraftesløse uliv sætter ind. De gamle nordboere betragtede altså den kristne etik med afsky. Den etik man man finder i dag på sygehuse og plejehjem, hvor gamle mennesker ligger svækkede og svage uden livskraft og vilje, men holdt i live af en kristen etik som foreskriver at liv skal opretholdes for enhver pris. Det er bedre at være i live end at være død, men ikke når livskraften er slukket. Så er det bedre med en værdig død.
Eddaen er et lyst skrift, som bl.a. byder på erfaringer om hvordan man får et lykkeligt liv.
Den grundlæggende forudsætning for lykke er: fred. Forstået som en aktiv tilstand/følelse der opstår når man er blandt venner, frænder, familie; og oplever fylde, tillid, tryghed, glæde, fryd, hengivenhed og kærlighed.
Man skal passe på med ikke at gøre sig det for behageligt. Livet kan let kommes til at føles meningsløst, tomt, overfladisk og kedsommeligt, for let, hvis der ikke er noget at kæmpe mod, ikke er noget man ikke har som man gerne vil have. Krise giver livet mening da der så er en fjende der skal bekæmpes, om det så er en skadet skulder, muslimer, folk der er onde mod dyr, urimeligheder osv. modstanderen giver livet mening. Kampen er symbolet på at livet er i gang. Man bør bruge tiden på at gøre sig umage frem for at gøre sig magelig.
Man skal ligeledes passe på at nyttemoralen ikke tager over og at fremskridtet/udviklingen, at have travlt, bliver et gode, mens eftertænksomhed og stilstand bliver et reaktionært onde. Vil vi være lykkelige skal vi leve livet, ikke udviklingen.
Et vigtigt begreb er humoren.
Humoren er relativerende. Den fortæller at intet er absolut. Det højtidelige kan vendes og blive latterligt på en studs. Humor er overskud. Man ler ikke hvis man er i en nultilstand. Latter er et udtryk for kraft, overskud, vitalitet og frihed. Man er ikke låst i nogen situation hvis man kan se humoren i den. Der er stor ære i at være munter selv når man har det hårdt eller ligger for døden, thi det vidner om overskud. Man accepterer situationen og bringer sig på omgangshøjde med den. Humor ophæver det selvhøjtidelige og de såkaldte absolutte sandheder. Hvor der er humor er der fred. I humoren samles nogle af de største værdier for nordboere: fred, relativitet og vitalitet.
Jeg vil slutte af med et citat der er dybt relevant for vor tid:
"Der er tit for megen hensigt og for lidt indsigt i vores liv".