.

Whatever floats your boat haha.

Chok´Itan skrev:Goddag alle sammen!

(Jeg har fulgt med herinde, og vil nu deltage lidt i diskussionerne. )

Som overskriften siger, så er mit liv ikke særlig sjovt at leve pt, jeg har i 7 måneder gået med en depression, Angst og nu har selvmordstankerne sat ind. Det hele begyndte faktisk tilbage i folkeskolen, jeg blev i 1 år mobbet fordi at jeg var klassen nørd, der gik op i science fiction, og computerspil, og havde dengang selvmordstanker, jeg kom dog over det, efter jeg skiftede vennekreds. Og gik fint indtil sidst i 9 klasse, hvor jeg besluttede mig for at stoppe med de ting, jeg lavede med min nye vennekreds, jeg havde begået kriminalitet og røget en del hash. Jeg fik af vide jeg kunne komme på gymnasiet, men sådan gik det ikke jeg startede i 10 klasse i stedet, jeg var så 5 dage før skolestart. Ude for en meget skræmmende oplevelse, som jeg helst ikke vil ind på. Efter den oplevelse gik det ned af bakke, jeg fik det mere og mere psykisk dårligt og fysisk.

Idag er jeg bare hjemme det meste af tiden, jeg har det virkelig dårligt. Når jeg spiser følelse det som knive i mit spiserør,jeg har til tider kvalme, er svimmel og har ondt i kroppen. Og er pisse angst for min tænder rådner. Men det lærte jeg stille og acceptere, men så i sidste uge blev min situation forværret, jeg har været så ked af det de sidste uger, faktisk siden jeg så min ynglings film avatar for 117 gang, da jeg så den var det noget andet jeg ønskede nogle af tingene, jeg ønskede virkelig en man kunne elsker, og god flokvenner.

Jeg har aldrig haft en kæreste, eller en ordentlig omgangskreds, som jeg følte mig tilpas i, jeg savner en jeg virkelig kan elsker og nogle som jeg kan betro mig til. Jeg savner generelt et normalt liv, og alle disse følelser toppede i fredags, der blev jeg virkelig ligeglad, og tænkte flere gange at min liv ikke var værd at leve, igår lå jeg fra kl 22 cirka til omkring kl 5 i morges kun i mørke, stivfrossen i min seng og tænkte nu er det nu, jeg skal ikke leve mere, altså selvmordstanker. Jeg diskuterede inde i hovedet, med både for og imod. Har det generelt lort idag. Jeg føler mig som en ynkelig og ensom person, venner har jeg ingen af, har min familie. Men det jo ingen erstatning som sådan, mit mål var i startet at starte på gymnasiet efter sommer, for at prøve at opnå venner og kæreste, men tror ikke på det idag.

Jeg ved ikke hvor jeg skriver dette, måske for at blive hørt, eller for at få lettet byrden.

( Jeg har snakket med lægen idag, omkring selvmordstankerne, og er henvendt til psykiatrisk afdeling, der går dog uger endnu. Og er begyndt på fullbody, for at komme lidt ud. )

Positivt du er begyndt og træne, det du har noget i din hverdag hjælper mange! (kender en pige som kom ud af hendes depression pga. træning)
Går selv på andet år ude på gymnasiet i Ishøj, som man umiddelbart skulle tro var fyldt med hårde typer, og mobning. Sådan er det bare ikke, jeg har HHX linjen og vi har verdens sødeste rektor! Samt alle er lige - dem som var nørder i folkeskolen er nu nogle af dine gode venner, du snakker faktisk med alle i klassen og på skolen du møder. Sådan er det generelt på gymnasier over hele landet.

Op med hovedet ven, snak evt. med dine forældre, ved godt det kan være svært og få brudt barrieren, men tro mig de kan hjælpe dig! Har godt nok aldrig selv haft selvmordstanker eller depression, men dine forældre/familie er de eneste du kan stole på 100% gennem livet, og vil altid være der for dig.

Husk, at alt nok skal gå. Det lyder simpelt, men det hjælper for mig hvis jeg er nedtrykt.

Hey drenge, igen siger jeg tak, er virkelig glad for opbakningen fra jer!

Jeg fuldført min skole idag, er dog godt bombet nu har det, som om jeg har løbet et maraton. Humøret er godt nok det samme, og følte virkelig ikke for at være i skolen, da folk bare kiggede mærkeligt på mig. Men små skridt som mange af jer siger.

Lille Lise tak for dine opmuntrende billeder.

Hej min ven, i slutningen af 9 sidste år gik jeg også og havde lidt nedern på i en periode, dog ikke så slemt som dit overhovedet, Men nu er jeg startet i gymnasiet og det er virkelig noget helt andet, man starter helt på ny og jeg er super glad nu og har fået en del gode venner

hold ud! det skal nok blive bedre, husk at snakke med din familie

http://thumbnails.visually.netdna-cdn.c ... b95578.png
klik på billedet for at forstørre det.

Forstå først hvor speciel du er. Forstå derefter at det MÅ være din pligt at du gør det bedste ud af dit liv. Arbejd dig hårdt frem af for at få det bedre og evt. sætte din indflydelse på denne jord.

Crip'O skrev:http://thumbnails.visually.netdna-cdn.com/what-are-the-odds_50290d9b95578.png
klik på billedet for at forstørre det.

Forstå først hvor speciel du er. Forstå derefter at det MÅ være din pligt at du gør det bedste ud af dit liv. Arbejd dig hårdt frem af for at få det bedre og evt. sætte din indflydelse på denne jord.

Den var godt nok lidt speciel og læse, men tak

Og MrMøller takker ;)

Mester du svarede aldrig på hvor du træner? Hvor du fra? Så kan vi træne sammen hvis det er tæt

MVH

ZinK_ skrev:Mester du svarede aldrig på hvor du træner? Hvor du fra? Så kan vi træne sammen hvis det er tæt

MVH

Hov beklager jeg

jeg træner i vejle.

260 KM transport... av

ZinK_ skrev:260 KM transport... av

Vi må nok springe over ;)

til Chok´Itan

jeg føler med dig ven har selv angst/forfølgelses vandvid/paranoia og en lettere depression og selv ikke haft dame på i 2år nu.

men hold hovedet højt fuck alle de andre du ska bare træne det skal nok gi dig livsglæden tilbage igen det har den gjort med mig

og når du kommer til udredning hos psykiatrien så fortæl dem alt

så får du nok noget medicin og noge samtale terapi og det hjælper på sigt

for at tag mig selv til fx. jeg har fået medicin i omkring 1år og nu føler jeg ikke jeg har brug for det mere,..

op med hovedet buddy alt skal nok gå det vigtigt at være en fighter sygdommen må aldrig vinde

Til jer som ar været igennem hårde perioder, hvordan kom i igennem dem.

Jeg gjorde lige som du gør nu, spurgte om hjælp.
Det var før, der var noget, der hed internet, men så spurgte jeg andre steder, og talte med andre om,
hvad de gør for at klare de problemer, som opstår, og ikke mindst lytte til dem, hvad de sagde, når de var glade.
Jeg spurgte også mig selv mange gange.

De bedste tider, jeg husker, hvad var det, der gjorde mig gladere end nu ?
Hvad skal der til for at gøre mig glad igen ?
Ham lærlingen fra nabo butikken, der somme tider kigger ind til os,
og fører sig frem og altid er i strålende humør, hvad har han, som jeg ikke har ?

Jeg var udlært, og havde mange flere muligheder, både økonomisk og andre valgmuligheder,
Efter mange tanker, personlige analyser med notater osv, fandt jeg frem til noget.
Det, jeg beundrede ved hans optræden, det måtte jeg også kunne lære.
Det han talte om, som ikke interesserede mig, kunne jeg vælge fra,
og når noget vælges fra, giver det mere tid til resten.
Da jeg omsider begyndte at indse det, gik det den rigtige vej.

Det var altid i den kolde mørke årstid, at jeg havde problemer, i sommervarmen ved starnden
oplevede jeg altid livets lykke.

Altså var det mine vinterinteresser og aktiviteter, jeg skulle gøre noget ved.
Derfor begyndte jeg at gå til svømning, løbe, træne, læse til merkonom,
undervise i aftenskole, nørde med computer osv...
og så er mit liv næsten gået videre efter den model lige siden.
// Henning

henning skrev:Jeg gjorde lige som du gør nu, spurgte om hjælp.
Det var før, der var noget, der hed internet, men så spurgte jeg andre steder, og talte med andre om,
hvad de gør for at klare de problemer, som opstår, og ikke mindst lytte til dem, hvad de sagde, når de var glade.
Jeg spurgte også mig selv mange gange.
De bedste tider, jeg husker, hvad var det, der gjorde mig gladere end nu ?
Hvad skal der til for at gøre mig glad igen ?
Ham lærlingen fra nabo butikken, der somme tider kigger ind til os,
og fører sig frem og altid er i strålende humør, hvad har han, som jeg ikke har ?
Jeg var udlært, og havde mange flere muligheder, både økonomisk og andre valgmuligheder,
Efter mange tanker, personlige analyser med notater osv, fandt jeg frem til noget.
Det, jeg beundrede ved hans optræden, det måtte jeg også kunne lære.
Det han talte om, som ikke interesserede mig, kunne jeg vælge fra,
og når noget vælges fra, giver det mere tid til resten.
Da jeg omsider begyndte at indse det, gik det den rigtige vej.

Det var altid i den kolde mørke årstid, at jeg havde problemer, i sommervarmen ved starnden
oplevede jeg altid livets lykke.

Altså var det mine vinterinteresser og aktiviteter, jeg skulle gøre noget ved.
Derfor begyndte jeg at gå til svømning, løbe, træne, læse til merkonom,
undervise i aftenskole, nørde med computer osv...
og så er mit liv næsten gået videre efter den model lige siden.
// Henning

Hej Henning, ville ønske det var så " lige " til for mig. Men super fedt for dig ;)

Det som jeg frygter mest, er at jeg ikke kan fuldfører en uddannelse.

Hvorfor skulle du ikke kunne gennemføre en uddannelse?

Acid skrev:
Hvorfor skulle du ikke kunne gennemføre en uddannelse?

Fedt billed napper jeg lige

Jeg frygter lidt, da jeg op til flere gange har været sygemeldt, i år og det har været imellem en uge til to ad gangen. Må prøve at være optimistisk selvom det er svært, Godt at jeg kan hoppe herind når humøret er nede.

Hvis livet til tider er lidt sørgmodigt og man savner lidt opmuntring i en hvilken som helst forstand, så har hjemmesiden www.9gag.com virkelig været noget

Jeg har kunnet sidde og kigge på underlige billeder i lang tid og bare fokuseret på det, og grint, når jeg så noget jeg virkelig syntes var sjovt.

Nu er det jo ikke sikkert det virker for dig, da jeg nok i virkeligheden ikke kan sætte mig ind i helt hvordan du har det, men du kan jo give det et skud, se om det er noget for dig

Chok´Itan skrev:
Acid skrev:
Hvorfor skulle du ikke kunne gennemføre en uddannelse?

Fedt billed napper jeg lige

Jeg frygter lidt, da jeg op til flere gange har været sygemeldt, i år og det har været imellem en uge til to ad gangen. Må prøve at være optimistisk selvom det er svært, Godt at jeg kan hoppe herind når humøret er nede.

Ja altså jeg kan jo, som s0enice, heller ikke sætte mig i dit sted. Men jeg synes bare du skal prøve at være så optimistisk som du overhovedet kan. Tag det som en udfordring. Selv når du er nedtrykt, så gør hvad du kan for at være optimistisk. Fake it till you make it - den sætning virker i så mange aspekter af livet

http://en.wikipedia.org/wiki/Fake_it_till_you_make_it

Vil da lige kigge på den hjemmeside, og om i kan sætte jer ind i mit sted eller ej. Så prøver i jo og hjælpe mig, og det er i sig selv nok for mig

så tak!

Jeg prøver at tænke mere optimistisk, og lade tingene komme. Kan mærke at træningen skal jeg holde fast i, da jeg som idag glemte alt om mit humør, og "sygdom" havde slet ikke lyst til at tage hjem.

Godt at der er noget igang der kan hjælpe dig ud af livets til tider sorte hul.
Træning er meget vigtigt for mennesker med depression
Det udløser nogle stoffer i hjernen, der gør dig glad, giver velvære og lykke

Jeg led selv af angst og en depression
Jeg har gået på 3 uddannelser igennem mit liv, har ikke fuldført nogen af dem.

Jeg har været til diverse psykologer, terapeuter og psykiatere.
Taget lykke piller

Alt dette var dog rimelig nytteløst, siden jeg misbrugte narkotika.

Plejede at kigge mig selv i spejlet og fortælle mig selv jeg var en taber og jeg aldrig blev til noget
Har lidt meget af selvmordstanker, tæt på at gøre det op til flere gange.
Kom i døgnbehandling og fik behandling for både angst, depression og misbrug
Startede op på bodybuilding og siden da har det kun gået op af bakke
Jeg har selv, som dig stået i en situation med ingen venner, ingen pigeveninder og har stadig til den dag idag ikke haft en kæreste.

At jeg ikke har en kæreste er dog primært min egen skyld haha.
Der har været masser af muligheder, det var der ikke engang
Har masser af venner og veninder den dag idag.
Hvis dine selvmordstanker skulle komme tilbage, så tænk
Hvad vil du hellere lave? Spise noget mad, se en film, op og træne?
Snakke med din mor? Onanere? Tage et bad, høre noget fedt musik
Læse en god bog.
Sådan gjorde jeg tit, og må indrømme jeg har altid valgt noget andet.
Der er sgu for meget arbejde i at begå selvmord, men en film er hurtig at sætte på

Det jeg prøver at fortælle at lige nu kan du have det hårdt. Rigtig hårdt, men hvis du
tager 1 dag ad gangen og hver dag tager du et lille skridt mod det liv du gerne vil leve
Så skal du nok nå det. Du er 17 år gammel, du har hele livet foran dig.

At komme på en rigtig uddannelse, ikke folke skole er vidunderligt.
Alle mennesker starter på en frisk sådan et sted.
Alle er usikre den første uge på en ny uddannelse. Og dem der prøver det man så i
folkeskolen med at mobbe andre, er dem der kommer til at have det sværest.
De er nemlig dem der har det dårligste selvværd og er mest usikre og det kommer til at skinne igennem
Og de krav der er på gymnasierne ryger de nok også ud efter et halvt år max.

Tag du det bare roligt og flot at du kan fortælle dine forældre om din situation

Efter jeg så avatar fællede jeg en tår og i bilen hjem med min mor, hendes mand og lillesøster
kiggede jeg ud af vinduet hele vejen og syntes at verdenen var et uretfærdigt sted og hvorfor
jeg ikke kunne leve sådan et sted. Det var ca 1 måned efter den kom i biografen mener jeg, og jeg kom i behandling som 18 årig.
Er 22 år den dag idag
Det er også blevet rapporteret at mange mennesker har fået en depression efter at have set filmen
Pas på med at banke dig selv i hovedet med sådanne film.
Det kan højt sandsynligt være at du skal passe på med at se så livlige film, lige pt. Siden du er let påvirkelig
Husk nu på at det er film du ser og at det højst sandsynligt ikke er muligt lige meget hvad du ser

God vind fremover min ven, det skal nok blive bedre

ps glemte lige at skrive at jeg er på 2 år af min uddannelse og det er pisse fedt
Fede timer og fede mennesker. Hver dag er en fornøjelse!

Først og fremmest stor ros for at du at du har indset din situation og ærlig over for dig selv. Endnu mere ros for at du rent faktisk har taget handling og gjort noget ved din situation, som at tage til en psykolog.
Mange mennesker indser en problem, som de vil gøre noget ved, men gør intet ved det. De bliver på sofaen og forventer at det en dag vender.

Det lyder som du har haft en hård barndom. Jeg kan selv kende den situation. Jeg har selv stået i den. Jeg har selv været deprimeret, dog ikke i så stor grad. Det er super hårdt.

Jeg er enig i mange af de andre indlæg.

Det er godt at få en god livsstil, sund krop og gode hobbyer som du rent faktisk går op i. Gymnasiet er en rigtig god ting at starte på, som du kan opbygge rigtigt gode venskaber. Men husk på at det ikke er en magisk pille.
Lad være med at lægge ansvaret på gymnasiet. At det er dét som gør dit liv sindsygt godt..

Tag ansvaret på dig selv. Accepter din barndom som den har været, accepter sådan som det er gået.. Det er okay. Fokuser på hvordan du kan forbedre dit liv og start med én ting af gangen.
Når du klarer én ting af gangen vil dit liv begynde at køre en positiv spiral. Du er allerede begyndt at køre en positiv spiral. Du har gjort noget andet end at være hjemme og være depri.. Hvis du begynder at træne 3 gange om ugen og har styr på kost osv. vil du få det endnu bedre. Begynd evt. at mediter, gymnasium, snakke lidt mere med klassekammerater, få venner og kæreste osv.

Håber du kunne bruge det

-RL

Tak skal i have!

Jeg forsøger så godt jeg kan, men desværre så bliver jeg tit hindret. Dog noget som jeg bliver nød til at sige, er at det danske system er rigtig dårlig gearet, til unge med psykiske problemer.

En halvgammel mand sparker lige lidt ind her

Jeg arbejder til dagligt med unge mellem 15-18, og tro mig, du er ikke alene.

jeg ved det er svært at se når man selv sidder med det, men når man som jeg har siddet med rigtigt mange unge mennesker, hvor livet af den ene eller anden grund er svært, så opdager man at de alle sammen ror at det kun er dem, der har det sådan.

det er det ikke. Der er rigtigt mange derude der går med de her følelser i større eller mindre grad. Og der er rigtigt mange der bliver hjulpet og kommer videre! trust me!

For det første, og det er sagt før. har du haft reelle selvmordstanker, så bør du tale med en professionel. Der er mange rare mennesker her på BB, men reelle selvmordstanker er et stort rødt advarselsblink på livets instrumentbræt, og det skal tages alvorligt.

For det andet, så gør forandring ondt, og på nogen gør et mere ondt end på andre. Du er et sted i livet hvor du ændrer dig enormt meget og hvor fremtiden med et går fra at være "hvad skal vi lave i weekenden" til en masse store valg. Det er svært, det ved jeg, men tit er det det første skridt der gør mest ondt og er sværest. Når du har taget det, så bliver det nemmer og nemmere.

For det 3. Du skriver i starten at" jeg var så 5 dage før skolestart. Ude for en meget skræmmende oplevelse, som jeg helst ikke vil ind på. Efter den oplevelse gik det ned af bakke, jeg fik det mere og mere psykisk dårligt og fysisk. "

Hvad end den oplevelse har været, så lyder det på mig som noget du bør konfrontere eller gøre noget ved. De ting vi ikke konfronterer er tit de ting der holder os tilbage.

For det 4. Du skrev du tidligere har røget en del hash. jeg håber du er stoppet, 100%, for det er bestemt ikke noget der hjælper. Hash og en skrøbelig psyke er et dårligt match!

For det 5. træning er vejen frem! jeg kunne skrive en masse om det, men en mand, der hele livet har kæmpet med depressioner gør det bedre end mig:

Henry Rollins siger:

"I believe that the definition of definition is reinvention. To not be like your parents. To not be like your friends. To be yourself.

Completely.

When I was young I had no sense of myself. All I was, was a product of all the fear and humiliation I suffered. Fear of my parents. The humiliation of teachers calling me “garbage can” and telling me I’d be mowing lawns for a living. And the very real terror of my fellow students. I was threatened and beaten up for the color of my skin and my size. I was skinny and clumsy, and when others would tease me I didn’t run home crying, wondering why. I knew all too well. I was there to be antagonized. In sports I was laughed at. A spaz. I was pretty good at boxing but only because the rage that filled my every waking moment made me wild and unpredictable. I fought with some strange fury. The other boys thought I was crazy.

I hated myself all the time. As stupid at it seems now, I wanted to talk like them, dress like them, carry myself with the ease of knowing that I wasn’t going to get pounded in the hallway between classes. Years passed and I learned to keep it all inside. I only talked to a few boys in my grade. Other losers. Some of them are to this day the greatest people I have ever known. Hang out with a guy who has had his head flushed down a toilet a few times, treat him with respect, and you’ll find a faithful friend forever. But even with friends, school sucked. Teachers gave me a hard time. I didn’t think much of them either.

Then came Mr. Pepperman, my advisor. He was a powerfully built Vietnam veteran, and he was scary. No one ever talked out of turn in his class. Once one kid did and Mr. P. lifted him off the ground and pinned him to the blackboard. Mr. P. could see that I was in bad shape, and one Friday in October he asked me if I had ever worked out with weights. I told him no. He told me that I was going to take some of the money that I had saved and buy a hundred-pound set of weights at Sears. As I left his office, I started to think of things I would say to him on Monday when he asked about the weights that I was not going to buy. Still, it made me feel special. My father never really got that close to caring. On Saturday I bought the weights, but I couldn’t even drag them to my mom’s car. An attendant laughed at me as he put them on a dolly.

Monday came and I was called into Mr. P.’s office after school. He said that he was going to show me how to work out. He was going to put me on a program and start hitting me in the solar plexus in the hallway when I wasn’t looking. When I could take the punch we would know that we were getting somewhere. At no time was I to look at myself in the mirror or tell anyone at school what I was doing. In the gym he showed me ten basic exercises. I paid more attention than I ever did in any of my classes. I didn’t want to blow it. I went home that night and started right in.

Weeks passed, and every once in a while Mr. P. would give me a shot and drop me in the hallway, sending my books flying. The other students didn’t know what to think. More weeks passed, and I was steadily adding new weights to the bar. I could sense the power inside my body growing. I could feel it.

Right before Christmas break I was walking to class, and from out of nowhere Mr. Pepperman appeared and gave me a shot in the chest. I laughed and kept going. He said I could look at myself now. I got home and ran to the bathroom and pulled off my shirt. I saw a body, not just the shell that housed my stomach and my heart. My biceps bulged. My chest had definition. I felt strong. It was the first time I can remember having a sense of myself. I had done something and no one could ever take it away. You couldn’t say shit to me.

It took me years to fully appreciate the value of the lessons I have learned from the Iron. I used to think that it was my adversary, that I was trying to lift that which does not want to be lifted. I was wrong. When the Iron doesn’t want to come off the mat, it’s the kindest thing it can do for you. If it flew up and went through the ceiling, it wouldn’t teach you anything. That’s the way the Iron talks to you. It tells you that the material you work with is that which you will come to resemble. That which you work against will always work against you.

It wasn’t until my late twenties that I learned that by working out I had given myself a great gift. I learned that nothing good comes without work and a certain amount of pain. When I finish a set that leaves me shaking, I know more about myself. When something gets bad, I know it can’t be as bad as that workout.

I used to fight the pain, but recently this became clear to me: pain is not my enemy; it is my call to greatness. But when dealing with the Iron, one must be careful to interpret the pain correctly. Most injuries involving the Iron come from ego. I once spent a few weeks lifting weight that my body wasn’t ready for and spent a few months not picking up anything heavier than a fork. Try to lift what you’re not prepared to and the Iron will teach you a little lesson in restraint and self-control.

I have never met a truly strong person who didn’t have self-respect. I think a lot of inwardly and outwardly directed contempt passes itself off as self-respect: the idea of raising yourself by stepping on someone’s shoulders instead of doing it yourself. When I see guys working out for cosmetic reasons, I see vanity exposing them in the worst way, as cartoon characters, billboards for imbalance and insecurity. Strength reveals itself through character. It is the difference between bouncers who get off strong-arming people and Mr. Pepperman.

Muscle mass does not always equal strength. Strength is kindness and sensitivity. Strength is understanding that your power is both physical and emotional. That it comes from the body and the mind. And the heart.

Yukio Mishima said that he could not entertain the idea of romance if he was not strong. Romance is such a strong and overwhelming passion, a weakened body cannot sustain it for long. I have some of my most romantic thoughts when I am with the Iron. Once I was in love with a woman. I thought about her the most when the pain from a workout was racing through my body.

Everything in me wanted her. So much so that sex was only a fraction of my total desire. It was the single most intense love I have ever felt, but she lived far away and I didn’t see her very often. Working out was a healthy way of dealing with the loneliness. To this day, when I work out I usually listen to ballads.

I prefer to work out alone. It enables me to concentrate on the lessons that the Iron has for me. Learning about what you’re made of is always time well spent, and I have found no better teacher. The Iron had taught me how to live. Life is capable of driving you out of your mind. The way it all comes down these days, it’s some kind of miracle if you’re not insane. People have become separated from their bodies. They are no longer whole.

I see them move from their offices to their cars and on to their suburban homes. They stress out constantly, they lose sleep, they eat badly. And they behave badly. Their egos run wild; they become motivated by that which will eventually give them a massive stroke. They need the Iron Mind.

Through the years, I have combined meditation, action, and the Iron into a single strength. I believe that when the body is strong, the mind thinks strong thoughts. Time spent away from the Iron makes my mind degenerate. I wallow in a thick depression. My body shuts down my mind.

The Iron is the best antidepressant I have ever found. There is no better way to fight weakness than with strength. Once the mind and body have been awakened to their true potential, it’s impossible to turn back.

The Iron never lies to you. You can walk outside and listen to all kinds of talk, get told that you’re a god or a total bastard. The Iron will always kick you the real deal. The Iron is the great reference point, the all-knowing perspective giver. Always there like a beacon in the pitch black. I have found the Iron to be my greatest friend. It never freaks out on me, never runs.

Friends may come and go. But two hundred pounds is always two hundred pounds."

Altid rart og vide man ikke er alene, jeg var dog til lægen og det blevet det hele drejet rundt, jeg har ingen depression.

Men har fået konstateret stress og angst, hvor det har været stressen som udløste angsten.

Hej, først og fremmest er jeg ked af at høre din situation. Det er vigtigt at du forstår at der ER en vej ud af dette, og det ikke er en tilstand du altid behøver at være i. Glem alt der hedder diagnoser, det kan så vidt mulig være ligegyldigt om du kan diagnosiceres som depressiv eller ej, hvis du føler at dit liv er noget lort. Jeg tror, at de fleste har oplevet perioder i deres liv der kan være rigtig svære, og det der betyder noget er hvordan man handler ud fra det.

Jeg havde personligt en rigtig dårlig periode for lidt over et år siden, hvor jeg i lang tid havde det skidt indeni. Når man har det sådan, føler man nemt at håbet er forsvundet, og det kan være rigtig svært at sætte tingene i perspektiv. I stedet for at konfrontere mine problemer, reagerede jeg ved at jeg begyndte at træne endnu mere, lave flere planer og aktiviteter konstant så jeg kunne flygte problemerne. Problemet var så, at når jeg var alene så begyndte alle myldertankerne, negativiteten og ensomheden at sætte ind.
Det der så skete var, at jeg på en skiferie slog hovedet ret voldsomt, og faktisk fik en hjernerystelse med ret invaliderende langtidsfølger som jeg har døjet med i snart et år (er dog stortset rask nu). Dette betød, at jeg ikke kunne føre en samtale med nogle, se fjernsyn, læse bøger, træne, gå ture osv. i rigtig mange måneder, uden at min hjerne begyndte at hæve og blev overmandet af voldsom træthed og hovedpine i 1-2 dage efterfølgende. Med andre ord, jeg var doomed til at glo ind i en væg i rigtig mange måneder. Efterhånden blev det bedre, og efter 6 måneder kunne jeg begynde at løbe 3x1 minut, og se 5 minutters fjernsyn igen. Det var rigtig hårdt psykisk at være overladt alene til sine egne tanker i så lang tid, men på trods af alt det negative fik jeg også en del positivt ud af det. Jeg har lært nogle ting som jeg også synes at du bør tænke over, og som jeg selv vil tage med mig videre i livet.

- Det er rigtig vigtigt at acceptere sig selv, og begynde at lytte til hvad det er man selv gerne vil, hvis man skubber alle andres forventninger og meninger til side. Det er vigtigt, at begynde at sætte tid af til at få et godt forhold til sig selv. Du siger at du virkelig savner en person at elske, men i virkeligheden skal du måske lære at elske dig selv i langt højere grad. Du er nødt til at forstå, at det ikke vil hjælpe dig at få en kæreste osv. Tværtimod vil du også her kunne opleve angst for at miste hende, og hele din lykke bliver lagt over på en pige. Inden du tænker på at få en kæreste, så begynd at få et godt forhold til dig selv. Lær at hygge dig alene! Lad vær at sid og surfe porno og se B serier dagen lang derhjemme, tag ud og lav ting du gerne vil, og gør det evt. alene. Sæt tid af til at meditere osv. Begynd at læs selvhjælp bøger osv. Pointen er bare: Lær at acceptere dig selv som du er, få et godt forhold til dig selv og stå ved dig selv fuldt ud og de ting du interesserer dig for. Så skal kærester og venner nok komme af sig selv;)
Personligt blev jeg virkelig overrasket over, at jeg rent faktisk kunne hygge mig selvom jeg var alene hver dag i 6 måneder, uden at kunne foretage mig noget. Selvfølgelig var jeg tvunget til det, men det var en stor øjenåbner for mig.

- Tænk over hvad du gør i nuet. Gør du noget der hjælper dig ud af din situation ligenu? Gør du noget der fastholder dig? Tænk over om du egentlig gør noget der hjælper dig ud af krisen, eller om du bare bøjer dig for det manglende overskud og er i stilstand. Venter du på at verden forandrer sig og giver dig en masse gode ting, eller er du klar til selv at forandre dig og tage en masse gode ting?

- Hvor ligger dit fokus og hvad forventer du af livet? Forventer du, at man skal være lykkelig og glad altid? Jeg er overbevist om, at de fleste mennesker oplever flere nedture i løbet af livet, og sikkert også oftere end hvad de melder ud. Det er en del af livet. Nogle gange er ting håbløse, men på en eller anden måde så går det sgu altid alligevel. Tænk på det sådan her, selvom du har selvmordstanker og angst, har du jo stadig ikke givet op. Du kæmper jo og søger hjælp, og respekt for det. Livet er op og nedture, og det handler for mig om stadig at se alle de gode ting i livet når man er i en nedtur:)
Tænk også over hvor dit fokus i livet ligger. Pas på du ikke bliver helt besat af negativitet, og at du ikke ubevidst prøver at finde bevis for at alt er noget lort hele tiden. Min erfaring er at livet er en form for "søg og du skal finde":) Altså at det du fokusere på, også er det der kommer til at fylde meget. Lav f.eks. en liste med 3 positive ting der er sket i løbet af dagen, hver aften. Bryd dine tankemønstrer.

Held og lykke med det,

ps: kan anbefale en bog der hedder "At elske det som er" af Byron Katie.

Acid skrev:
Hvorfor skulle du ikke kunne gennemføre en uddannelse?

http://youtu.be/CZIt20emgLY?t=1m22s

.

Brugere online