Jeg forstår ikke, hvorfor der efterhånden er så mange tråde, der kommer til at handle om alt andet end det oprindelige emne.
Lad os helt objektivt tage Bahnes netop oploadede kogebog.
Ja, dette er et forum, hvor alle må ytre sin mening, men er det ensbetydende med at man skal? Jeg prøver at pointere, at jeg på ingen måde kan finde det relevant at kommentere Bahnes valg af forsidebillede. Frederik har lavet en 'kogebog', som han også flere gange er blevet opfordret til, og han har valgt at smide sig selv på forsiden. Og hvad så? Hvor kommer den konstruktive kritik ind i billedet her?
Der er ingen tvivl om, at det billede nok kan smides ind under kategorien 'Arto-billede', hvis en sådan kategori findes, og det er nok meget vel lige præcis dét, der fremprovokerer diverse kommentarer, men igen; so what? På hvilken måde gavner det Bahne eller den der kommenterer billedet, at kommentere billedet?
Bodybuilding.dk aka. almensprogforstaaelse.dk
Jeg går selv en hel del op i grammatik og retstavning i den forstand, at jeg i hvert fald så vidt som muligt stræber efter at skrive ganske godt og korrekt (men nej, jeg har ikke tænkt mig at læse mit indlæg igennem inden jeg trykker 'udfør', altså må I bære over med mig). Hvis jeg læser i en bog, på en hjemmeside, et skilt i Fakta eller lignende bemærker jeg straks, hvis der er stavefejl m.m. I et sådan tilfælde tænker jeg, at det virkelig giver et uprofessionelt billede udadtil af eksempelvis en virksomhed.
Jeg ser dog ingen verdens grund til at kommentere, at Bahne (eller andre brugere i andre tråde) bør få styr på sin grammatik. Slet ikke med den (formodede) tone, det ofte bliver skrevet i.
Jeg synes, ligesom Dingo pointerer, at 'I ved hvad jeg mener' er et elendigt argument. Eller hvis man konsekvent ikke gider at forstå eller minde sig selv om, at i går og i dag skal staves i to ord. Jeg synes dog, det ofte bliver glemt - eller der bliver i hvert fald ikke taget meget hensyn til - at nogle jo rent faktisk har store vanskeligheder på dette område. Det kan der vel ikke ses meget anderledes på end en, der har svært ved at afstemme reaktionsskemaer i fysik?
Jeg prøver ikke at forsvare dårligt brug af det danske sprog, men jeg vil bare gerne gøre opmærksom på, at sprog for nogle er meget svært, og at det oftest egentlig slet ikke gavner noget at skrive en kommentar som 'Du burde bruge din tid på at rette korrektur i stedet'. Hvad er den forventede reaktion på en sådan kommentar?
Frederik Bahne
Det er tydeligt, at Frederik efterhånden er ved at være en halvkendt person, på godt og ondt, på dette forum. Jeg kan virkelig godt forstå, at mange efterhånden er ved at være godt træt af al den opmærksomhed, som han bevidst eller ubevidst formår at få. Mænd er ofte meget hårdere end kvinder på det punkt, og siger som regel præcis hvad de lige synes, uden at tænke nærmere over om kritikken overhovedet gavner noget, og om sproget/tonen overhovedet er passende til en dreng på 17 år. (I behøver ikke at skrive til mig, at man ligeså godt kan lære hvordan livet er i en ung alder. Det burde ikke være et tilstrækkeligt argument for ikke at overveje sine kommentarer).
Frederik elsker opmærksomhed, det er jo også et dominerende træk, når der tales om spiseforstyrrelse (undskyld jeg til dels skriver dette som om du ikke kan læse med, Frederik), men som I nok kan se, så kommer I ingen vegne med alt det, I skriver. Frederik får bare en masse opmærksomhed. Her må jeg erkende mig helt enig med Sandy Frink, at det jo ligepræcis bare er med til at holde ham i det mønster. Igen virker det hensigtsløst at overhovedet komme med de kommentarer. Han vil have den opmærksomhed... I giver ham den opmærksomhed... Never ending story!