Jeg er ny her, og dette er mit første indlæg på forummet. Så tilgiv mig, hvis dette har været oppe og vende hundrede gange, og I er enormt trætte af at høre om det.
Mit mål med dette indlæg er, forhåbentligt, at få et ekstra skud motivation, og måske nogle gode råd med på vejen.
Jeg har i denne omgang kun været i gang med at træne i ca. halvanden måned. Jeg har førhen trænet, men aldrig længere end et par måneder af gangen, og jeg vil sige, at mine erfaringer indenfor styrketræning er relativt begrænsede.
Mit problem er, at jeg hver gang mister motivationen til at blive ved med at træne - og det er denne dalende motivation jeg oplever lige nu. Jeg er dog meget opsat på at fortsætte træningen, hvis jeg får styr på de ting, som ødelægger motivationen for mig - ønsket om en flot og trænet krop er meget stort hos mig, da jeg altid har været spinkel, og nu er meget, meget træt af stadig at have en krop som en 15-årig, i en alder af 22.. Det er måske lige i overkanten, så galt er det heller ikke, men overdrivelser fremmer forståelsen...
Én ting, som går mig på, er manglende resultater - her snakker jeg både vægten på øvelserne, samt transformationen på kroppen. Jeg har aldrig kunnet se forskel på min krop, fra før- og efter jeg begyndte at træne. Jeg er dog klar over, at det tager tid, hvilket også betyder, at jeg ikke er SÅ bekymret over dette - endnu - jeg vil dog gerne snart kunne se bare en smule udbytte. Mht. vægten er jeg steget en lille smule på de fleste øvelser, i løbet af de halvanden måned, men det er sgu ikke imponerende.
Når dette er sagt, så er hovedårsagen til, at motivationen, i denne omgang, er støt faldende:
Jeg er bange for, at jeg ikke er på den rigtige "vej" mod mit mål - jeg er bange for, at jeg i den grad befinder mig på et sidespor, og at målet derfor ikke kan nås, på trods af hårdt arbejde, og en masse brugt tid.
Grunden til at jeg føler sådan er, at jeg konstant læser om alle disse ting, som kræves før man kan få succes. Det er jo nærmest en videnskab at "bodybuilde", og jeg har meget svært ved at se mig selv lykkes i denne videnskab. Her tænker jeg både på selve træningen og på kosten. Jeg synes, at man får mange forskellige ting at vide, og de ting, som stemmer overens, er ofte noget, som jeg ser som meget svært at overholde. Eksempelvis at sørge for at man får det helt rigtige indtag af kalorier, proteiner, osv.. Det skal dog lige siges, at jeg forsøger at spise sundt og rigeligt (og følge helt basale principper, som at spise lige efter træning) - men jeg er helt sikker på, at det ikke er godt nok. Eller hvilke slags øvelser, og hvordan de skal udføres (jeg er selvfølgelig klar over, at der er forskel, men ikke at den var så stor).
Jeg træner lige nu efter et program, som en træner i mit center lagde for mig - jeg styrketræner ca. halvanden time tre gange om ugen (har ikke noget imod at træne oftere). Det er et full-body program, og de fleste øvelser foregår på maskiner (som jeg selvfølgelig har læst er dårligt
). Derudover er der ikke mange af "basis-øvelserne" (eller hvad man kalder dem) med i programmet (som dødløft, squat mm..). Det er vel nærmest kun bænkpres, som ovenikøbet foregår i sådan et tårn, hvor stangen bliver holdt fast. Pointen er bare, at det føles helt meningsløst at lave al denne træning, hvis det er nogle dårlige øvelser, og jeg i øvrigt ikke spiser rigtigt. Synes virkelig det er uoverskueligt.Før jeg gik i gang med at træne, der havde jeg den her forestilling om, at nu skulle jeg bare give den gas med styrketræning tre gange om ugen, og så lave cardio to-tre gange om ugen, for samtidig at smide lidt topmave fedt, og holde mig rippet (hvilket jeg helt har droppet, da jeg har læst at cardio kan stoppe muskelopbygningen). Og så selvfølgelig spise sundt og godt (ud fra min idé om at spise sådan). Og så tænkte jeg ellers, at det ikke betød det store, hvis det ikke lige var de helt rigtige øvelser, og den helt rigtige kost - hvis bare jeg gav den gas, så skulle der nok ske noget. Men det er ikke sådan jeg tænker nu.. nu tænker jeg mere bare fuck it, det kommer aldrig til at lykkes, når man skal have så meget styr på det hele.
Er der mange af jer, som har løbet ind i disse problemer/tanker tidligere i jeres træning?
Det var en lang omgang - på forhånd tak til dem, som gider at læse det







)