Hej. Lidt smådeprimerede mandagstanker herfra:

Er der andre derude der i en forholdsvis sen alder (jeg er selv 28 år) stadig ikke ved hvad de skal stille op med deres liv? Eller som i en sen alder fandt ud af det, og nu er godt i gang med noget retningsbestemt?
Jeg har ikke rigtigt nogen ambitioner eller ting jeg arbejder hen imod. Jeg har et ufaglært fuldtidsarbejde, i en virksomhed som jeg trives i, og jeg har det meste af mit liv haft det ret afslappet med at jeg ikke vidste hvad jeg ville.. Jeg tænkte at det nok skal komme når det kommer.
Jeg er i dag næsten lige så blank omkring karriere som jeg var hos studievejlederen i folkeskolen, og jeg har flere uafsluttede ungdomsuddannelser bag mig.. Dvs. ikke mange succeser på den konto. Jeg har gået på HG 2 gange, og HF en enkelt gang, men en blanding af manglende modenhed, selvtillid og selvdisciplin gjorde at jeg droppede ud af dem alle.
Jeg er begyndt at tænke mere og mere over fremtiden, og det eneste der brænder i mig er fotografering.
Alle siger at jeg burde gå den vej fordi det er min store hobby som jeg mestrer og arbejder meget med, men det handler jo først og fremmest om lysten hos en selv. Jeg gider ikke gå halvhjertet ind i noget, og evt. få endnu et skolenederlag i bagagen, og jeg ved ikke 100% om det skal være mit arbejde. På den anden side, så ved man det heller ikke før man får prøvet det.

Er der andre derude der selv i en sen alder fandt ud af hvad de ville med deres liv? Og hvad gjorde I evt.?

Hygge!

Sen og sen.. Jeg synes selv jeg har "spildt" et par år på forskellige uddannelser.

Blev færdig med HTX i 2006, tog et sabbatår, ville læse Bygningskonstruktør, men uddannelsen blev lukket der hvor jeg boede. Tog så et år som handelsøkonom uden at finde en traineeplads. Tog endnu et sabbatår, og tænkte igennem. Så læste jeg grundforløbet til elektrikeruddannelsen, men måtte nok sande finanskrisen var over os og jeg stod uden lærerplads, så begyndte at arbejde igen.

Tog så en HGs og fik elevplads hos Københavns kommune som kontorassistent, og blev udlært i 2012. I dag arbejder jeg hos bilimportør hvilket jeg er virkelig glad for, jeg skal bare arbejde mig hen imod noget videreuddannelse.

Det er aldrig for sent at starte, men for ikke at spilde din tid vil jeg gøre det helt klart om det med fotografering virkelig er det du vil. og så er det da bare at klø på!

Du kan jo eventuelt prøve at fotografere professionelt i din fritid. Få noget erfaring og nogle referencer og så gå all in når tiden er til det. Så slipper du for at skulle tage en uddannelse, hvis det er dét, du ikke orker og kan gøre din hobby til dit job.

Selv har jeg ikke været specielt meget i tvivl. Startede på anlægsgartneruddannelsen i sin tid, droppede ud da jeg kom i arbejde i en virksomhed og kort efter blev fyret ifbm. omlægning af arbejdsstyrken til vinter. Det passede mig fint nok, for jeg var ikke ret glad for arbejdet. Det var fysisk hårdt og samtidig kedeligt. Så tog jeg et sabbatår som ufaglært i landbruget og undersøgte mine muligheder, tog tre år på VUC mens jeg arbejdede på halv tid i en butik og startede så på jurastudiet som jeg afsluttede i november 15. Nu arbejder jeg i staten, hvilket passer mig glimrende. VUC ville jeg på for at få flere uddannelsesmuligheder og samtidig havde jeg prøvet både fysisk hårdt arbejde og almindeligt arbejde som lavtuddannet. Det fik mig til at indse, at jeg gerne ville sidde på min røv og bruge mit hovede lidt. Så mit overordnede råd må være, at finde ud af, hvilket arbejdsliv man gerne vil have og så klemme ballerne sammen og få det til at ske.

Tak for jeres input, begge to! Godt med noget sparring, og fint med noget inspiration.
Det ærgerlige er at man ikke kan tvinge en interesse igennem.. Hvis ikke den er der, så er den der ikke.
Derfor er jeg glad for at jeg har min hobby med at tage billeder, så mine tanker i hvertfald kan kredse omkring det og om det skal være det jeg går efter.
Men jeg synes ikke det er helt nemt. Jeg misunder dem der allerede var afklarede i folkeskolen, og derfor vidste hvad de skulle gå efter med det samme.

Nettohunden skrev:det eneste der brænder i mig er fotografering.

tænkt over nogen andre ting indenfor fotografering?

- Synes du skal smide nogen billeder op i en logbog herinde..!

Nogen gange virker interesser vel også den anden vej rundt - at de udvikles når man vælger at investere og fordybe sig i noget.

Eller er det kun mig der har det sådan? Mindes i hvert fald min forelæser sagde noget i den stil, da jeg startede på uddannelse.

Du skal bare holde ambitionsniveauet højt og finde ud af hvad du brænder for. Højere alder er ingen hindring for success:

http://www.inc.com/ss/9-late-bloomer-entrepreneurs

Jeg tror det er meget normalt at være lidt i krise over sin situation. Også fraset ens uddannelsesniveau.

Jeg selv, er forholdvis etableret med uddannelse og et godt job i en større statslig virksomhed, hvor jeg dog ofte tænker, at jeg ville ønske, at jeg lavede noget helt andet.

Når jeg så hører hvad venner og bekendte laver, så er det hele måske ikke så slemt

Tak for jeres input Jeg overvejer mere og mere at gå skolevejen med fotograferingen, og så gå all in på det. Jeg har også overvejet at lave workshops for nybegyndere, da jeg ville kunne undervise i det kameratekniske ved spejlreflekskameraer (Blænde, ISO, lukkertid osv.). Det ville også være en stor udfordring for mig selv.

Zamoth, jeg har faktisk overvejet at smide nogle af billederne op herinde, men jeg skal lige finde ud af om jeg vil forbindes til denne bruger.. Altså ved en Google reverse billedsøgning ville denne bruger så komme op, og jeg kan ikke huske om jeg ved navn kan stå inde for alt jeg har skrevet herinde

Igen, tak for deres besyv!

Opret da et firma (du behøver jo ikke CVR-nummer indledningsvist) og udbyd sådanne kurser. Så kan du se, om det er noget for dig og samtidig tjene en lille mønt

blev selvstændig efter jeg fyldte 30 år ellers havde jeg haft forskellige jobs siden jeg var 16 år. altid hadet skolen så efter jeg tog handelsskole eksamen har jeg ikke rørt en bog.. Fik en ide til en hjemmeside dag jeg var de 30. Tog mig 2 år og kan nu leve af den

Det er noget postmoderne bullshit, at man skal brænde for noget, før at man kan gøre det. Myten om det perfekte, 100% passionerede liv, fucking LOL.

Hudløst ærligt: Do or die.

Heldigvis vokser motivation bagudrettet, så jo mere du gør, jo mere gider du, oftest.

Martin88 skrev:Det er noget postmoderne bullshit, at man skal brænde for noget, før at man kan gøre det. Myten om det perfekte, 100% passionerede liv, fucking LOL.

Hudløst ærligt: Do or die.

Heldigvis vokser motivation bagudrettet, så jo mere du gør, jo mere gider du, oftest.

Din chef må elske dig. Han kan give dig alle lorte opgaverne og du tager mod dem med kyshånd. Så kan alle dine kollegaer få lov til at realisere sig selv. Du er en hver chefs drøm.

Udgaard skrev:

Martin88 skrev:Det er noget postmoderne bullshit, at man skal brænde for noget, før at man kan gøre det. Myten om det perfekte, 100% passionerede liv, fucking LOL.

Hudløst ærligt: Do or die.

Heldigvis vokser motivation bagudrettet, så jo mere du gør, jo mere gider du, oftest.

Din chef må elske dig. Han kan give dig alle lorte opgaverne og du tager mod dem med kyshånd. Så kan alle dine kollegaer få lov til at realisere sig selv. Du er en hver chefs drøm.

Hvad er det for noget nonsens? Jeg udtaler mig ikke om min nuværende jobsituation, så din analyse er mig noget forkrøblet. Jeg kan sagtens leve et særdeles passioneret og selvrealiserende (læs: ikke 100%) liv og erkende de større tangenter i livet til trods.

Nettohunden skrev:[...] Lidt smådeprimerede mandagstanker [...] ikke ved hvad de skal stille op med deres liv? [...] har ikke rigtigt nogen ambitioner eller ting jeg arbejder hen imod [...] det meste af mit liv haft det ret afslappet [...] tænkte at det nok skal komme når det kommer. [...] i dag næsten lige så blank [...] har flere uafsluttede ungdomsuddannelser bag mig.. Dvs. ikke mange succeser på den konto. [...] manglende modenhed, selvtillid og selvdisciplin [...] det eneste der brænder i mig er fotografering [...] Alle siger [...] men det handler jo først og fremmest om lysten hos en selv. [...] Jeg gider ikke gå halvhjertet ind i noget [...] og jeg ved ikke 100% om det skal være mit arbejde. [...] På den anden side, så ved man det heller ikke før man får prøvet det.

^ Ovenstående psykologiske kompleks med absurditeter så som "100%" og "lyst til", udledt 100% af tiden, er det som jeg udleder min respons fra. Der er lys for enden af tunnelen for OP, da han til slut erkender, at han er nødt til at gøre noget nyt for at ændre en vedvarende situation. Han er nødt til commitment. Do or die, måske her mere billedligt talt, hans persona skal dø. Måske erkender han en dag, at selv hvis han fandt sin store passion, så ville han måske synes om det 80% af tiden og synes det suttede 20%. Nogen dage måske mere 50-50. Nogen dage når kæresten, banken, verden driller, så ville han måske synes 20% om det og synes at 80% var pinsel. Det er livet, venner. Og det andet er noget skrøbeligt bullshit, der overmander jer, når prøvelserne en dag kommer. Passion er ikke udelukkende, at det er let og sjovt at gøre, men at man gør det til trods for udfordringer/dårligdom, det er mening/flow på et højere plan, større end det umiddelbare følelsesliv.

Udgaard skrev:

Martin88 skrev:Det er noget postmoderne bullshit, at man skal brænde for noget, før at man kan gøre det. Myten om det perfekte, 100% passionerede liv, fucking LOL.

Hudløst ærligt: Do or die.

Heldigvis vokser motivation bagudrettet, så jo mere du gør, jo mere gider du, oftest.

Din chef må elske dig. Han kan give dig alle lorte opgaverne og du tager mod dem med kyshånd. Så kan alle dine kollegaer få lov til at realisere sig selv. Du er en hver chefs drøm.

"Chefens" drøm er i alle fald ikke ansatte, der kun tager mod opgaver egnet til inspirerende selvrealisering.

Martin88 skrev:

Udgaard skrev:

Martin88 skrev:Det er noget postmoderne bullshit, at man skal brænde for noget, før at man kan gøre det. Myten om det perfekte, 100% passionerede liv, fucking LOL.

Hudløst ærligt: Do or die.

Heldigvis vokser motivation bagudrettet, så jo mere du gør, jo mere gider du, oftest.

Din chef må elske dig. Han kan give dig alle lorte opgaverne og du tager mod dem med kyshånd. Så kan alle dine kollegaer få lov til at realisere sig selv. Du er en hver chefs drøm.

Hvad er det for noget nonsens? Jeg udtaler mig ikke om min nuværende jobsituation, så din analyse er mig noget forkrøblet. Jeg kan sagtens leve et særdeles passioneret og selvrealiserende (læs: ikke 100%) liv og erkende de større tangenter i livet til trods.

Ah så du er ikke en practice what you preach kind of guy.

Martin88 skrev:

Nettohunden skrev:

^ Ovenstående psykologiske kompleks med absurditeter så som "100%" og "lyst til", udledt 100% af tiden, er det som jeg udleder min respons fra. ...

Martin88 skrev:Det er noget postmoderne bullshit, at man skal brænde for noget, før at man kan gøre det. Myten om det perfekte, 100% passionerede liv, fucking LOL.

Den unge mand har svært ved at finde ud af hvad han vil og hvilket ben han skal stå på. Ja det er da lattervækkende. Istedet for at forsøge at fortælle ham at man nok ikke kan finde et job eller en uddannelse der er en ren fest, så opstiller du et æd lorten og lev med det postulat som du ikke selv lever efter. Det skal nok hjælpe. Men det var vel heller aldrig din intention.

Udgaard skrev:

Martin88 skrev:

Udgaard skrev:

Martin88 skrev:Det er noget postmoderne bullshit, at man skal brænde for noget, før at man kan gøre det. Myten om det perfekte, 100% passionerede liv, fucking LOL.

Hudløst ærligt: Do or die.

Heldigvis vokser motivation bagudrettet, så jo mere du gør, jo mere gider du, oftest.

Din chef må elske dig. Han kan give dig alle lorte opgaverne og du tager mod dem med kyshånd. Så kan alle dine kollegaer få lov til at realisere sig selv. Du er en hver chefs drøm.

Hvad er det for noget nonsens? Jeg udtaler mig ikke om min nuværende jobsituation, så din analyse er mig noget forkrøblet. Jeg kan sagtens leve et særdeles passioneret og selvrealiserende (læs: ikke 100%) liv og erkende de større tangenter i livet til trods.

Ah så du er ikke en practice what you preach kind of guy.

Kan du forklare NOGEN overhovedet, hvad pokker det er, at du fabler om? Du præsenterer ingen mellemregninger, kun angreb. Jeg har præsenteret mellemregninger, yderligere diskussion må ses som frugtesløst, hvis du ikke højner niveauet.

Udgaard skrev:

Martin88 skrev:

Nettohunden skrev:

^ Ovenstående psykologiske kompleks med absurditeter så som "100%" og "lyst til", udledt 100% af tiden, er det som jeg udleder min respons fra. ...

Martin88 skrev:Det er noget postmoderne bullshit, at man skal brænde for noget, før at man kan gøre det. Myten om det perfekte, 100% passionerede liv, fucking LOL.

Den unge mand har svært ved at finde ud af hvad han vil og hvilket ben han skal stå på. Ja det er da lattervækkende. Istedet for at forsøge at fortælle ham at man nok ikke kan finde et job eller en uddannelse der er en ren fest, så opstiller du et æd lorten og lev med det postulat som du ikke selv lever efter. Det skal nok hjælpe. Men det var vel heller aldrig din intention.

Først og fremmest, et behov for perfektion i livet ér latterligt. Den er ikke unik for OP, derfor kan jeg godt grine af den i samme ombæring. Hvis hans verden var så hård, at hans problemer ikke var trivielle fra en overlevelsmæssig betragtning, ville jeg nok ikke grine. Desuden er ærlighed forankret i at være særdeles medfølende og hjælpende, fremfor misforstået indpakning. Ydermere har jeg ingensteds sagt, at jeg ikke lever efter det - det er dit postulat. Jeg siger at det at æde lorten ikke er udelukket fra passion og selvrealisering, jeg har sågar SERVERET en til flere af mekanismerne bag, du kan vidst ikke læse........ Jeg afslutter her. Du kan ikke andet end at tillæge mig intentioner, som jeg ikke har. Endeligt er det eneste, der rent faktisk tæller, at OP kommer videre med sit liv.

Martin88 har jo en pointe. Pointen er ikke at give op, men at se virkeligheden i øjnene.

Så hvorfor mudderkast?

GoBig skrev:blev selvstændig efter jeg fyldte 30 år ellers havde jeg haft forskellige jobs siden jeg var 16 år. altid hadet skolen så efter jeg tog handelsskole eksamen har jeg ikke rørt en bog.. Fik en ide til en hjemmeside dag jeg var de 30. Tog mig 2 år og kan nu leve af den

Skulle du hurtigt drage en sammenligning mellem livet under arbejdsgiver og livet som selvstændig, hvad så?
Ups and downs?

newbiepumper skrev:Martin88 har jo en pointe. Pointen er ikke at give op, men at se virkeligheden i øjnene.

Præcis.

Hm, jeg ved ikke lige, om denne vinkel har været nævnt hidtil; hvorfor overhovedet havet et "mål" med livet?

Jeg mener, hvis man er glad, har det godt og ikke mangler noget, så klarer man sig vel okay? Hvis der er én ting, som jeg aldrig har forstået, så er det, hvorfor man "SKAL" finde sig EN retning med livet, for at passe ind og være et dannet menneske. Klar grundskolen, få dig en uddannelse, arbejd resten af livet og hav få hobbyer ved siden af, og så gå på pension for så at dø. Lyder fedt. Desværre lever mange mennesker sådan.

Selvfølgelig kan det eksempel være et godt liv, hvis man god kan lide sit arbejde, og hvad man laver. Men hvis man ikke kan lide hvad man laver, hvorfor dog så gøre det.

Opsummeret: du siger du trives i dit nuværende arbejde, men du vil også gerne forsøge dig med fotografering. Hvorfor ikke bare sprænge ud i det, hvis du intet har at miste alligevel?

Man behøver heller ej have specifikke uddannelsesmæssige, faglige eller arbejdsrelaterede mål. Derimod synes jeg det er sundt at have et bredere perspektiv og overveje hvad man gerne vil alt i alt.

Hver gang jeg har stået over for et større valg har mine beslutninger altid været funderet i, hvorvidt jeg kunne forestille mig, at jeg om 30 år ville fortryde mine beslutninger - vel og mærke inden jeg tog dem. Mange specifikke mål, f.eks. uddannelse, kan fylde meget i hverdagen i en periode på 5-6-7 år, men hvor meget betyder det, hvis det er det, der kommer til at definere dit liv de efterfølgende 50? Hvis man gerne vil være advokat, fotograf eller noget helt tredje og du aldrig gav dig selv chancen - ville det da måske ende med at blive din største fortrydelse i livet?

Apropos Martins pointe må man til tider bide i det sure æble og tage sig sammen og få gjort det, der må gøres. Dermed ikke sagt, at man ikke over en længere periode alt i alt kan have det godt på trods af, at man til tider rammer knap så spændende perioder - eksempelvis hårde eksaminer. Der kan være en enorm selvtilfredsstillelse i netop at klare den hårde periode.

Bubbibjørnen69 skrev: """ hvorfor overhovedet have et "mål" med livet? """

Hvis der er én ting, som jeg aldrig har forstået, så er det, hvorfor man "SKAL" finde sig EN retning med livet, for at passe ind og være et dannet menneske. Klar grundskolen, få dig en uddannelse, arbejd resten af livet og hav få hobbyer ved siden af, og så gå på pension for så at dø. Lyder fedt. Desværre lever mange mennesker sådan.

Man skal yde, før man kan nyde.

Bubbibjørnen69 skrev:Opsummeret: du siger du trives i dit nuværende arbejde, men du vil også gerne forsøge dig med fotografering. Hvorfor ikke bare sprænge ud i det, hvis du intet har at miste alligevel?

Fordi forandring for de fleste er skræmmende, derfor er det lidt fjollet at stille det op som værende det enkleste i verden "bare" at forlade det trygge arbejde man er i nu, for noget ukendt og risikofyldt.

Nettohunden skrev:Men jeg synes ikke det er helt nemt. Jeg misunder dem der allerede var afklarede i folkeskolen, og derfor vidste hvad de skulle gå efter med det samme.

Sådan havde jeg det også før i tiden. Men sandheden er jo at størstedelen af disse klassekammerater, laver noget andet i dag.
"Jeg vil være XXX (fordi det er min far)" - unge der lever deres forældres ambitioner, ved sgu ikke hvorfor man skal misunde det ?


Desuden, det med at vælge et arbejde / uddannelse udfra om man er god til det, meh, dem jeg oplevede på min uddannelse med denne indstilling, de droppede af efter grundforløbet, fordi pludselig var der lige en del andre ting som arbejdet kræver af en, som de ikke var gode til eller havde lyst til.

Husker at have set en TED talk, i forhold til vores evne til at tænke fremad og forestille os hvor vi vil være, hvem vi vil være.
Vi er møg elendige til at forudsige fremtiden, fordi SHIT HAPPENS.

Du aner ikke hvordan dit forhold til fotografering vil være om 1-2-3 år.
Du aner heller ikke om du vil være møg ulykkelig hvis du fortsætter dit nuværende arbejde.
Måske du bliver fyret fra dit nuværende arbejde for så at tænke "okay nu starter jeg sgu på uddannelse til fotograf!"


Har selv ikke de vilde ambitioner, men så længe jeg føler mit arbejde giver mening, gør gavn for andre og udfordrer mig, så er jeg glad og tilpas.

Venner, vi skal alle dø, det hele er random og er i bedste navlepilleristil fuldstændigt meningsløst. Vi kan ikke lade angsten for at fejle stå i vejen for noget, der kunne være meningsfuldt, gavnligt for andre og større end os selv, det er vores eneste reelle livsprojekt anyway. Do or die, billedligt, og i yderste instans bogstaveligt, talt.

Kærlige Hilsner
Martin88
Truthspeaking BB.dk member.

Garik skrev:Opret da et firma (du behøver jo ikke CVR-nummer indledningsvist) og udbyd sådanne kurser. Så kan du se, om det er noget for dig og samtidig tjene en lille mønt

Det er en fin idé ! Man kan altid lave et enkelt kursus for 2 personer f.eks., se om det er noget og derefter gøre det større næste gang hvis jeg får blod på tanden.

serotonin skrev: Mange specifikke mål, f.eks. uddannelse, kan fylde meget i hverdagen i en periode på 5-6-7 år, men hvor meget betyder det, hvis det er det, der kommer til at definere dit liv de efterfølgende 50? Hvis man gerne vil være advokat, fotograf eller noget helt tredje og du aldrig gav dig selv chancen - ville det da måske ende med at blive din største fortrydelse i livet?

Bubbibjørnen69 skrev:Opsummeret: du siger du trives i dit nuværende arbejde, men du vil også gerne forsøge dig med fotografering. Hvorfor ikke bare sprænge ud i det, hvis du intet har at miste alligevel?

Gode pointer! Det eneste jeg har at miste, er mit nuværende arbejde, hvis jeg trækker stikket og et halvt år efter finder ud af at det ikke var mig alligevel. Men selvfølgelig, man kan også bare holde sig selv fanget i 'hvad nu hvis', og dermed aldrig flytte sig.. Det er der heller ikke meget facon i.


Til jer andre: Jeg har prøvet at tage til mig hvad der var af guldkorn, midt i den diskussion der pludselig udsprang af mit spørgsmål ;) Tak for input.

Du behøver jo ikke gå fuld tid med det nye nu - du kan vel afholde kurser i weekenden? Og så arbejde ved siden af?