Faldt lige over denne artikel fra BT,,,syntes egentligt den rammer plet, jeg kan godt genkende noget af det.....
Har du overvejet at få et nytårsforsæt, eller har du droppet det, fordi den ambitiøse halvmathorn eller vægttabet aldrig blev til noget de sidste par år?
Det kan skyldes, at du ikke gar grebet nytårsforsættet rigtig an, fortæller psykolog Kisser Paludan. Engang imellem får man valgt sig et nytårsforsæt, som er vigtig for andre end en selv. For eksempel hvis man vælger et nytårsforsæt, som man tror giver anerkendelse hos mor og far eller hos kæresten, forklarer hun.
- Man skal vælge noget, som giver en dybere mening for en selv og som er tæt på ens værdier.
Samme toner hører man fra motivationscoach Mark Anthony.
- Det gælder om at se på, hvad du får ud af nytårsforsættet i stedet for, hvad du vil. Målet i sig selv giver nemlig ikke noget. Hvis det derimod er noget, som giver mening for dig, så bliver det langt lettere at holde, siger han.
De to har tilsammen oplistet tre klassiske fejl, som du og jeg ofte laver, når vi vælger nytårsforsæt
1) Vælger urealistisk et mål
For mange lykkedes nytårsforsættet aldrig, fordi det er for ambitiøst. Det kan være svært pludselig at komme i fitnesscentret tre gange om ugen.
Derfor gælder det om at have delmål, for eksempel en tretrins-raket, hvor du ikke går efter det helt store mål til at begynde med, forklarer Mark Anthony.
- I stedet for at sige, at du vil træne tre gange om ugen, så overvej lige om dit liv gør det muligt at træne tre gange nu og her. Prøv i stedet at træne én gang om ugen, for så at flette to gange træning ind om ugen. Hvis du begynder med træning én gang om ugen, når du hurtigere målet, og det giver en sejr i forhold til nytårsforsættet og gør trin to og tre lettere at opnå. På den måde opnår du lettere at træne tre gange om ugen, siger Mark Anthony.
2) Stopper ved modstand
Mange har svært ved at komme ud af ens comfort zone, og dropper nytårsforsættet, når de møder modstand
- De fleste lever i en comfort zone. Nytårsforsæt handler ofte om at komme ud af en zone, som man befinder sig godt i, men ændringen sætter typisk en alarmklokke i gang. Det sagtens være en indre dialog, hvor man vælger sofaen' frem for løbeturen, fordi man er vant til sofaen. Løsningen er at vælge et mål, som er vigtig for en selv, og som er tæt på ens værdier, fordi det gør det lettere at komme ud af zonen, siger hun.
Her kan det være smart at gøre op med sig selv, hvad der gør målet svært at nå.
- Hvis dit nytårsfortsæt handler om at gøre noget godt for dig selv, kan et lavt selvværd spænde ben for projektet. Hvis man gerne vil spise sundt eller motionere, men har et lavt selvværd, så er det svært at gøre i praksis. Du finder nemlig en undskyldning for i stedet at gøre noget for en god ven eller kæresten, fordi man sætter sig selv i sidste række, siger hun.
3) For upræcist et mål
Mange sætter sig for upræcist et nytårsforsæt, for eksempel bare at træne mere eller se mere til børnene, men du er nødt til at være meget konkret, lyder det fra eksperterne.
- Spørg dig selv, hvad der skal der til for, at dit nytårsforsæt lykkedes. Hvis det for eksempel er at være mere sammen med børnene, skal du finde ud af hvor mange timer, det drejer det sig om. Og hvis det kræver, at du spørger chefen, om du kan gå tidligere to gange om ugen, skal du overveje, hvad du gør, hvis han eller hun siger nej, siger Kisser Paludan.