Nu har jeg efterhånden huseret herinde på BB.dk et stykke tid, og der er da et par stykker der følger med i min ydmyge log. Til disse trofaste loglæsere har jeg udarbejdet et lille eventyr, som beretter om Mussetrussen pre-BB.dk.
How I got hooked on bodybuilding – en selvbiografisk beretning I BB perspektiv.
Mit første møde med en bodybuilderfysik var filmen i The Barbarians, som 10-årig i 1987. The Barbarian Brothers for fuld udblæsning. Jeg var solgt. Det var det vildeste jeg havde set. Jeg vidste intet om træning, men kunne bare se at de knoklede hårdt, så jeg besluttede mig for at gøre det samme. På det tidspunkt gik jeg med aviser 6 dage om ugen. Min rute var 10 km, og jeg begyndte at cykle hele turen i 5. gear på min cykel, for det var ret hårdt syntes jeg. Efter et stykke tid fadede min begejstring dog, og jeg tog igen 1.-4. gear i brug. Herefter brugte jeg det meste af min tid på at se ninja film, spille Commodore 64, samt wanke som en syg abe.
Lige indtil 1990, hvor jeg tilfældigvis kom til at se Wrestlemania VI. Hulk Hogan mod The Ultimate Warrior! Fuck nogle vilde kroppe de havde. Endnu en gang var jeg hooked. Denne gang gik mit træningsregime ud på at tage armbøjninger hver aften. 100 stk. Og mavebøjninger. 100 stk. Og det var det. Jeg var 13 år gammel og vidste intet om træning. Derudover gik jeg til atletik og tænkte at det måtte være nok. Igen dalede min begejstring dog, og jeg begyndte at bruge det meste af min tid på at høre Nirvana, beklage mig over livets meningsløshed, spille Amiga 500 samt wanke som en syg abe.
Start 90’ernes livsledefyldte grunge-idioti blev dog for slattent for mig i længden. Jeg var også begyndt at læse Nietzsche og inspireret af ham og hans filosofi om at man enten skal omfavne livet, elske det, elske det sunde og ville noget med livet eller forkaste det, lægge sig til at dø og overlade livet til dem der vil det, begyndte jeg at dyrke sundheden. Jeg begyndte at løfte på hvad jeg nu havde til rådighed: dæk og fælge, elguitarer, guitarforstærkere, borde og stole og andet inventar. Alt imens jeg brugte min tid på at høre Pantera, Metallica, Sepultura, spille PC samt wanke som en syg abe.
I 1998 købte jeg mit første homegym. Fælgene var blevet for lette, så der måtte tungere ting til. Der fulgte et træningsprogram med mit homegym, og det gik jeg ivrigt i gang med. Fullbody 3 gange om ugen, 3 sæt a’ 10 reps til alle muskelgrupper. Derudover løb jeg 5km 3 gange om ugen. Ellers brugte jeg al min tid på at læse tykke støvede bøger, skrive, høre lydbøger når jeg var på arbejde, samt læse flere bøger og filosofere over livet. Og så wankede jeg selvfølgelig som en syg abe.
Omkring år 2000 faldt jeg tilfældigvis over et blad i den lokale døgnkiosk. FLEX hed det, og det blev startskudet til min mere seriøse træning. Jeg åd det råt. De pumpede kroppe. Den proteinrige kost. Den ekstreme træning. Jeg var mega hooked. Jeg købte troligt bladet hver måned til 92 kr, og det blev min bibel. Jeg trænede 5 dage om ugen, for fuld smadder. Mit ego gik også amok i den der ungdommelige overmenneskerus. Når andre tog til stranden i godt vejr, tog jeg ned for at træne. Når andre tog til fest, tog jeg ned for at træne. Og jeg tænkte: ”det er derfor jeg ser sådan her ud og I ligner lort”, jeg var høj på viljestyrke og selvdisciplin. Jeg drak ikke alkohol. Jeg spiste ikke alm dansk lortemad. Jeg stod op kl 4.45 for at æde en dåse tun. Jeg åd kold havregrød med 6 kolde scramblede æg til middagsmad. Alt handlede om træning. And I was loving it. Det var den fedeste livsstil ever. Nå ja og så wankede jeg som en syg abe.
Efter ca. 5 år på denne måde faldt der en ro over mig. Jeg var blevet tilfreds med min fysik. Jeg havde fundet et filosofisk fundament i livet jeg kunne bygge på. Jeg begyndte at slappe mere af. Trænings og ernæringsmæssigt vidste jeg hvad der skulle til, hverken mere eller mindre. Jeg behøvede ikke længere at veje min mad eller overdrive mit proteinindtag. Jeg tog den på gefühlen. Træningen var stadig en stor del af mit liv, men fyldte ikke det hele. Jeg havde også tid til at tage en øl med gutterne, spise mormors citronfromage, spille computer og wanke som en syg abe (dette var det dog altid lykkedes mig at finde tid til).
Nu er vi så fremme ved nutiden, og jeg har brugt de forgangne ca. 5 år på mange forskellige ting. F.eks. suge ny viden til mig fra kilder der har en kende mere rod i videnskaben end FLEX. Og derudover passer jeg bare min træning. Jeg har prøvet diverse fancy programmer af, og det har da været meget sjovt, men når alt kommer til alt, så handler det fandme bare om at komme ned og løfte nogle tunge ting hver dag, æde sin mad og få sig noget søvn. Og det er det. Nogle dage fylder BB meget i mit hoved, andre dage glemmer jeg det helt og beskæftiger mig med andre ting. Jeg sørger dog altid for at få trænet 4-5 dage om ugen og æde det der skal ædes. Så på den måde kan man sige at BB er en livsstil for mig, foruden at være en hobby og noget i denne verden jeg elsker.
Gennem årene er der mange der har spurgt mig om jeg ikke skal stille op til nogle konkurrencer. Dertil kan jeg kun svare nej. Det rager mig en høstblomst. Jeg træner for min skyld, jeg konkurrerer mod mig selv hver dag i centeret, and that is it. Jeg er det man kalder ”drevet af en indre motivation”. Den eneste målestok for mig er at være bedre end mig selv for 14 dage siden. Hvad andre laver må de om. Andre er mere drevet af ydre motivation, og finder et drive i det at besejre andre mennesker. Og sådan er vi så forskellige. Jeg er ikke et konkurrencemenneske. Hvis andre træner hårdere end mig eller har bedre genetik end mig, jamen så får de selvfølgelig bedre resultater end mig. Og træner jeg hårdere end andre, jamen så er det mig der får bedre resultater. Ergo afhænger sejr og nederlag af helt rimelige og åbenlyse grunde, og der er ingen grund til at konkurrere. Er du bedre end mig, jamen så vinder du, fair nok. Og er jeg bedre end dig, jamen så vinder jeg, what’s the fucking point in battling in the first place? Sådan har jeg altid anskuet sport. Det kan da være skægt, men grundlæggende handler det bare om action & consequences og det motiverer mig ingenlunde at sammenligne mig selv med andre.
Så blev I forhåbentlig lidt klogere på ham Mussetrussen, og til alle jer trofaste loglæsere: keep liftin’ & keep wankin’
I alt: 1357
Medlemmer: 3
Skjulte: 0
Gæster: 1354
](./images/smilies/eusa_wall.gif "Brick wall")
