
Nikolaj Bach Nielsen, BSc. Scient. Med
Når det kommer til hormonforurening, så er sandheden at hormonforstyrrende stoffer er overalt omkring os. Vi eksponeres fra langt flere kilder, end de fleste er klar over. Hvad værre er, så dukker der mere og mere forskning op, der viser at hormonforstyrrende stoffer som BPA er mere skadelige for vores hormonsystem og sundhed, end hidtil antaget, og i lavere mængder.
Denne apropos skal dog ikke være en længere teoretisk gennemgang af videnskaben i hormonforstyrrende stoffer, epigenetik mv. I stedet tænkte jeg, inspireret af denne tråd, at jeg ville komme med en praktisk guide til at undgå hormonforurening i hverdagen.
Og lad det være sagt med det samme: Man kan ikke totalt eliminere hormonforstyrrende stoffer i sin hverdag. Selv hvis du gør alle punkter på listen til en livslang vane, så vil du ikke kunne undgå at blive udsat for xenoøstrogener. Og det er sandsynligvis heller ikke nødvendigt. Når det kommer til hormonforstyrrende stoffer, så er det den samlede akkumulation fra en masse forskellige kilder, som er et problem. Så det betyder altså ikke, at hvis du ikke magter at integrere alle nedenstående tiltag i din hverdag, så kan det være lige meget. Det handler om reduktion, ikke eliminering. Desuden; en væsentlig del af den skade som hormonforstyrrende stoffer kan medføre, sker i føtallivet. Så har dine forældre proppet sig med mikroplast og parabener, og tæppebombet foster-dig med xenoøstrogener, så er det bare bad luck. You can only do so much.
Inden jeg præsenterer listen vil jeg lige knytte et par ord til to væsentlige kilder til kontaminering, i de fleste mennesker hverdag. Den ene er plastik. Det er ikke realistisk totalt at undgå plastik i sin hverdag, men man kan gøre en del for at minimere eksponeringen. Generelt kan det siges om at plastik, at jo hårdere, jo bedre. En hård drikkedunk er altså generelt bedre end en blød købeflaske med kildevand. Derudover kan man opbevare mad i bøtter af glas - særligt fede, sure og salte fødevarer er gode til at suge substanser ud af plastikemballagen, hvorfor det fx kan anbefales at købe olie på glasflakser. Som trænende bruger man drikkedunke og shakers på noget nær daglig basis, så ved at skifte plastikdunken ud med en drikkedunk af rustfrit stål - Klean Kanteen er fx en mulighed - og anvende en BPA-fri shaker, kan man let fjerne en gentagende BPA-kilde i sin hverdag. En pointe jeg vil understrege er at plastik ikke bør opvarmes (hvorfor drikkedunke heller ikke skal efterlades i solen). Der findes ganske vist plastbøtter som er lavet til at gå i mikroovnen, men det er stadig ikke en lige så god løsning som glasbøtter, eller en tallerken - ligesom BPA-fri plast er bedre end almindelig plast, men ikke lige så godt som glasemballage eller rustfrit stål. Og hvor svært er det lige at lave ris uden en kogepose, eller at varme sin mad i en glasbøtte?
Et andet område man bør være opmærksom på er kosmetik. Her bør man specifikt kigge på produkter der er parabenfri. At et produkt er "uden farvestoffer eller parfume" er ikke det samme som at det ikke indeholder parabener. Derfor: Gå efter produkter, hvor det fremgår af etikken at de er "uden parabener". Forbrugerrådet Tænk Kemi har desuden lavet en app, Kemiluppen, der kan scanne kosmetik for hormonforstyrrende stoffer.
Med dette sagt er vi kommet til listen. Brug den som en guide til hvor du lettest kan gøre en indsats i din hverdag, for at undgå hormonforurening:
Plastik
- Vælg hård plast (gerne BPA-fri), fremfor blød plast.
- Brug glas til opbevaring af madvarer.
- Brug en drikkedunk af rustfrit stål.
- Brug en BPA-fri shaker.
- Genbrug ikke plastflasker.
- Lad ikke din drikkedunk af plast ligge i solen.
- Frys madvarer i poser, der er beregnet til madvarer. Opbevar aldrig mad i affaldsposer.
- Undgå særligt at opbevare fede, salte og sure madvarer i plastemballage.
- Opvarm ikke plastik - heller ikke "sikker" plastik.
Konserves
- Konservesdåser har ofte belægning på indersiden, der indeholder BPA. Vælg BPA-fri konserves, fx. Änglamark.
- Vælg madvarer i glasemballage eller kartoner, fremfor dåser. Ofte kan der være BPA på indersiden af låget i glasflasker, hvorfor disse skal stilles på højkant i køleskabet, så der ikke er kontakt med madvaren.
- Tun indeholder tungmetaller, og dåserne kan indeholde problematiske stoffer. Vælg arterne yellowfin eller skipjack, og hold dig fra albacore. Mht. at undgå tungmetaller og hormonforstyrrende stoffer, ser Levevis, Glyngøre og First Price ud til at være gode valg. Læs mere om hvordan man undgår tungmetaller i tun, i denne artikel.
Anden emballage
- Undgå at opvarme mad i staniol.
- Opbevar ikke fede, salte eller sure madvarer i staniol.
- Pizzabakker indeholder flourstoffer. Lad derfor ikke pizzaen stå i pizzabakken.
- Køb bagepapir med Svanemærket, for at undgå flourstoffer.
Kosmetik og hygiejneprodukter
- Vælg kosmetik uden parabener.
- Vælg tandpasta uden triclosan. Brug derfor ikke Colgate Total, men fx Zendium eller andre Colgate varianter.
- UV-filtre i solcremer er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og der er ikke god klarhed over hvilke filtre, der kan være hormonforstyrrende. Brug derfor en solcreme, som ikke indeholder et af de UV-filtre som er under mistanke, fx Änglamark, og lad være med at bruge mere solcreme end højst nødvendigt. Få det sol du kan tåle, og ophold dig i skyggen efterfølgende.
Fødevarer og kosttilskud
- Skyld sprøjtet frugt og grønt grundigt med vand.
- Undgå kødpålæg, og køb i stedet hele stykker kød.
- For en sikkerheds skyld, så undgå at spise store mængder sojaprotein.
- Forleden påstod en læge i Sundhedsmagasinet på DR1, at proteinpulver kunne indeholde østrogeniserende stoffer, der nedsatte fertiliteten. Hvis man vil sikre sig ens proteinpulver ikke er kontamineret, så køb fra en dansk forhandler, som pakker sit proteinpulver i DK (ikke kun dansk hjemmeside, men også CVR).
Andet
- Brug stegepander uden teflon.
- Vask nyt tøj inden det tages i brug.
- Bonen i supermarkedet indeholder BPA. Efter du har rørt ved bonen, så vask dine fingre før de kommer i kontakt med munden.
Har du et punkt som du mener bør tilføjes til listen, eller har du spørgsmål til et af punkterne? Kommentér i så fald her i tråden.







...