Bone-14 skrev:

Nielsen_ skrev:

Bjørnson skrev:http://proteinopskrifter.dk/hvorfor-jeg-hader-fitnesskulturen


Du skal gøre som DU vil!

Hun kritiserer folk, der er optaget af sig selv og så indleder hun artiklen med billeder af sig selv, som helt klart viser, at hun er ligesom alle andre? Gj

wut?

Det er sgu da Essensen fra boardet der står bag proteinopskrifter.dk eller er jeg helt gal på den?

Helt korrekt. Jeg er sikker på at Nielsen_ var for hurtig på aftrækkeren.

Søg psykolog asap
Få en personlig træner for så lang tid du har behov for.

Det eneste tidspunkt folk kan se at jeg træner er når jeg træner.

Det er ikke engang sikkert at en omvæltning mht. træning og kost vil gøre så meget for dig. Det er sandsynligvis inde i dit hoved du skal have vendt dit syn. Det kræver ikke nødvendigvis psykologhjælp, blot et wake up call. Fokuser på dine gode sider.

Man ødelægger sig selv ved konstant at fokusere på hvilke områder andre er bedre end en selv.

Selvfølgelig har hun da brug for hjælp.. hold nu op.. det er jo ikke en sund tankegang.

dioxy8800 skrev:Selvfølgelig har hun da brug for hjælp.. hold nu op.. det er jo ikke en sund tankegang.

Nåh nej, javel, det er da langt sundere at fortælle en person man ikke kender, at vedkommende skal til psykolog med det samme. Slå koldt vand i blodet, ganske vist har hun issues, men det er simpelthen så nemt bare at smide psykolog kortet som det første.

Har du været ved en psykolog før? Jeg har. Det hjalp mig ikke, og det hjælper ikke alle. Hvis man kan løse problemerne selv er det da langt bedre.

Lad mig i øvrigt påpege, at jeg ikke har sagt, hun ikke skal gå til en psykolog. Jeg har blot påpeget, at det ikke nødvendigvis er det hun behøver.

Du skal gøre op med dig selv om du træner for andres skyld eller for din egen. Tænk det i gennem. Jeg ved godt at det "oplagte" svar er at du træner for din egen skyld, men prøv at reflektere lidt over det.

Dit indlæg bærer nemligt tydeligt præg af at du går meget op i andres opfattelse af dig, og at de for alt i verden ikke må se ned på dig. Så meget at det går ud over dit velvære og at din træningslivsstil pludseligt ikke længere er "sjov". Har du overvejet om du måske har en helt forkert opfattelse af hvad du har at skulle leve op til? Alle folk har deres game face på når du møder dem. De færreste du kender har fortalt dig om alle deres største usikkerheder og mangler. Reality check: alle folk har usikkerheder og mangler. Selv Barack Obama. Det er okay at du ikke er perfekt.

Måske du i stedet skulle fokusere på dig selv og hvilke positive fremskridt du laver. Du skal ikke komme med unskyldninger for din opførsel, men derimod være stolt. Når man begynder at ændre sin livstil til noget bedre vil der ske følgende med dem der holder af dig. Enten prøver de at hive dig ned igen fordi de er bange for at miste dig (ikke at du dør, men at i skildes naturligt pga ændrede interesser), eller de bakker dig op fordi de er modne nok til det.

Du må lære at acceptere modstand i livet. Og du må lære at forstå at glæde kommer indefra. Det er 100% din holdning der afgør om du er glad eller ked af omstændighederne. Jeg ved godt det er nemt at sige, og jeg vil også erkende at det bestemt er noget der kræver flere års træning. Det er blandt andet også derfor at du ikke skal tage dig så meget af hvad andre måske tænker eller synes. Den kamp du bør kæmpe er kampen mod dig selv (er du bedre end i går?), og ikke kampen mod et ideal du enten giver dig selv eller andre giver dig. For sidstnævnte er en kamp du med garanti taber. En kamp du allerede er ved at tabe.

En hel anden ting er også at den almene befolkning intet aner om kroppens fysiologi osv, så når folk siger at du er blevet mindre, så kan det næsten betyde hvad som helst. Tag dig ikke af det. Tag hellere og lyt til nogle der er bedre end dig til det du gør.

Nej jeg kender hende ikke, men det gør du åbenbart? Ihvertfald nok til lige at have løsningen på hendes problem og forklare hende det over et forum.. Eller hvad?

Jeg har ikke været til psykolog nej, men skal din dårlige oplevelse med dem så betyde at det er penge ud af vinduet uanset hvad. Det er jo bare din erfaring. Psykolog hjælp er hvad hun behøver, det er overhovedet ikke en sund tankegang det der.

Det lyder næsten lidt som om at du er på vej ud i noget overtræning, jeg skal dog ikke kunne sige det. Prøv at læs følgende artikel, og se om du kan nikke genkende til nogle af symptomerne:

http://www.t-nation.com/diet-fat-loss/t ... lic-damage

Når det så er sagt, så er du simpelthen "bare" nød til at lære at slappe af omkring din træningen. Jeg ved godt at off-dage kan medfører en ekstremt ambivalent følelse, når man bare gerne vil yde 200% for at nå sit mål, men det er virkelig noget af det vigtigste, du kan gøre for din træning. Ydermere skal du have rodet bod på hele dit mind-set; Alene din negativitet og dit "stress" om, at der ingenting sker, og det at du allerede nu stresser over, at du måske ikke når et mål du har sat til om halvandet år, kan medfører ekstrem negativ effekt på din træning, da også dette udskiller stress-hormonet cortisol. Lav noget vægttræning en 3-4 gange om ugen og gå en time i stille og roligt tempo udenfor i den dejlige danske natur, og tænk lidt over tilværelsen på dine off-dage. No stress, bare ren afslapning.

dioxy8800 skrev:Nej jeg kender hende ikke, men det gør du åbenbart? Ihvertfald nok til lige at have løsningen på hendes problem og forklare hende det over et forum.. Eller hvad?

Jeg har ikke været til psykolog nej, men skal din dårlige oplevelse med dem så betyde at det er penge ud af vinduet uanset hvad. Det er jo bare din erfaring. Psykolog hjælp er hvad hun behøver, det er overhovedet ikke en sund tankegang det der.

Det er ikke mig, der kommer med løsninger. Det er dig. Jeg påpeger blot, at dine løsninger/konklusioner er ret hurtige og ikke nødvendigvis rigtige, og at det nok ville være en ide at stoppe op og liiige tænke sig om før man smider en masse slanter efter en psykolog.

Jeg affejer ikke ideen om psykologhjælp, men jeg ser det som en sidste udvej.

Jmt skrev:

dioxy8800 skrev:Selvfølgelig har hun da brug for hjælp.. hold nu op.. det er jo ikke en sund tankegang.

Nåh nej, javel, det er da langt sundere at fortælle en person man ikke kender, at vedkommende skal til psykolog med det samme. Slå koldt vand i blodet, ganske vist har hun issues, men det er simpelthen så nemt bare at smide psykolog kortet som det første.

Har du været ved en psykolog før? Jeg har. Det hjalp mig ikke, og det hjælper ikke alle. Hvis man kan løse problemerne selv er det da langt bedre.

Lad mig i øvrigt påpege, at jeg ikke har sagt, hun ikke skal gå til en psykolog. Jeg har blot påpeget, at det ikke nødvendigvis er det hun behøver.

Her er problemet så bare, de tanker..de forsvinder ikke bare. Jeg har har de tanker og i et meget værre tilfælde, hvad en psykolog kan gøre på det punkt er at gå ind og fortælle præcis hvad der sker i ens hoved, og giver en redskaber til at kunne sætte en stopper for dem, når det virkelig rammer hårdt.
Og vil modsat dig sige, at det præcis er hvad hun behøver, men også andre ting som har været oppe i tråden allerede

edit: jeg er måske for "nervøs" men better safe than sorry. Ser ingen grund til at vente med at prøve det

Jeg synes det er rigtig godt du er nået til den erkendelse at det er en sindssygt usund tankegang du har, for det er det!

Det er fint du træner, men du skal få det bedre med dig selv af at træne og ikke værre. Det lyder til du stiller rigtig høje krav til dig selv, ift. Hvordan du skal se ud. Lad være med at sammenligne dig med de fitnesspiger der smider billeder op hele tiden, man kan ikke sammenligne sig selv med andre hele tiden. Du skal arbejde på dit selvværd lige nu.

Behold din træning, for det er med til at øge dit velvære, men du skal virkelig ændre din tilgang til kost og træning. Det er ok at have en stram tilgang til tingene, men når du selv ser faresignaler, så er det fordi de er der.

Jeg kan evt. Sende nogle billede af mig selv i undertøj, så får du det bedre med dig selv

Hilsen Dr. phil

Acid skrev:Du skal gøre op med dig selv om du træner for andres skyld eller for din egen. Tænk det i gennem. Jeg ved godt at det "oplagte" svar er at du træner for din egen skyld, men prøv at reflektere lidt over det.

Dit indlæg bærer nemligt tydeligt præg af at du går meget op i andres opfattelse af dig, og at de for alt i verden ikke må se ned på dig. Så meget at det går ud over dit velvære og at din træningslivsstil pludseligt ikke længere er "sjov". Har du overvejet om du måske har en helt forkert opfattelse af hvad du har at skulle leve op til? Alle folk har deres game face på når du møder dem. De færreste du kender har fortalt dig om alle deres største usikkerheder og mangler. Reality check: alle folk har usikkerheder og mangler. Selv Barack Obama. Det er okay at du ikke er perfekt.

Måske du i stedet skulle fokusere på dig selv og hvilke positive fremskridt du laver. Du skal ikke komme med unskyldninger for din opførsel, men derimod være stolt. Når man begynder at ændre sin livstil til noget bedre vil der ske følgende med dem der holder af dig. Enten prøver de at hive dig ned igen fordi de er bange for at miste dig (ikke at du dør, men at i skildes naturligt pga ændrede interesser), eller de bakker dig op fordi de er modne nok til det.

Du må lære at acceptere modstand i livet. Og du må lære at forstå at glæde kommer indefra. Det er 100% din holdning der afgør om du er glad eller ked af omstændighederne. Jeg ved godt det er nemt at sige, og jeg vil også erkende at det bestemt er noget der kræver flere års træning. Det er blandt andet også derfor at du ikke skal tage dig så meget af hvad andre måske tænker eller synes. Den kamp du bør kæmpe er kampen mod dig selv (er du bedre end i går?), og ikke kampen mod et ideal du enten giver dig selv eller andre giver dig. For sidstnævnte er en kamp du med garanti taber. En kamp du allerede er ved at tabe.

En hel anden ting er også at den almene befolkning intet aner om kroppens fysiologi osv, så når folk siger at du er blevet mindre, så kan det næsten betyde hvad som helst. Tag dig ikke af det. Tag hellere og lyt til nogle der er bedre end dig til det du gør.

Jeg kan godt se at der kommer meget fokus på, at jeg går op i hvad andre tænker, og det tror jeg nu de fleste gør her i livet, også selvom vi gerne vil sige andet. Men lige omkring det her, der startede "nedturen" altså ikke med bekymringen om hvad andre tænker. Det er ligesom kommet snigende efterfølgende. Som om at da jeg havde sagt til mig selv nok gange, at jeg ikke gjorde det godt nok, begyndte jeg at bilde mig selv ind, at det også var andres mening. Hvis det overhovedet giver nogen som helst mening? Kunne jeg læse folks tanker, og der ikke var nogen som helst der tænkte det, så ville jeg jo stadig selv tænke det. Det er som om at jeg har printet det SÅ meget ind, at det jo i bund og grund er ligegyldig hvad andre mener, jeg har stadig der her syn på mig selv. Hvorfor jeg så pludselig skal blande andre ind i det, det ved jeg virkelig ikke.

Og så er det altså ikke fordi jeg ikke kan acceptere modstand i livet, det har jeg haft rigeligt af, men der er åbenbart et eller andet i det her, der gør at jeg fuldstændig mister kontrollen. Jeg finder det, hånden på hjertet, virkelig pinligt. Det er derfor jeg ikke rigtig har snakket med nogen om det.

Jeg bliver oprigtig glad når folk herinde tager emnet seriøst, og gider at bruge tid på at svare, også selvom at det virker som om at jeg bare har nej-hatten på. Men det er fordi jeg virkelig har prøvet at se alt det positive, og prøvet at tænke gode tanker osv. Det har bare ikke virket. Det er ikke bare som at stå foran spejlet og tænke "hold kæft en dårlig hårdag, nå på med en hat, og bedre held imorgen" Det er derude hvor jeg rent faktisk kan tage mig selv i at lukke mig inde, fordi jeg har en dårlig muskel-dag. Og hvor sindsygt ( og komisk) lyder det ikke lige! Jeg ryster på hovedet af mig selv, når jeg skriver det, for det er SÅ langt ude, men alligevel kan jeg ikke stoppe de tanker.

Kunne ikke lade være med forbinde Layne Nortons seneste video log med den her tråd.

Måske kan du bruge den her film til noget

Forcedreps skrev:Kunne ikke lade være med forbinde Layne Nortons seneste video log med den her tråd.

Hvorfor skal de altid være så lange?!

What! skrev:Jeg kan godt se at der kommer meget fokus på, at jeg går op i hvad andre tænker, og det tror jeg nu de fleste gør her i livet, også selvom vi gerne vil sige andet. Men lige omkring det her, der startede "nedturen" altså ikke med bekymringen om hvad andre tænker. Det er ligesom kommet snigende efterfølgende. Som om at da jeg havde sagt til mig selv nok gange, at jeg ikke gjorde det godt nok, begyndte jeg at bilde mig selv ind, at det også var andres mening. Hvis det overhovedet giver nogen som helst mening? Kunne jeg læse folks tanker, og der ikke var nogen som helst der tænkte det, så ville jeg jo stadig selv tænke det. Det er som om at jeg har printet det SÅ meget ind, at det jo i bund og grund er ligegyldig hvad andre mener, jeg har stadig der her syn på mig selv. Hvorfor jeg så pludselig skal blande andre ind i det, det ved jeg virkelig ikke.

Og så er det altså ikke fordi jeg ikke kan acceptere modstand i livet, det har jeg haft rigeligt af, men der er åbenbart et eller andet i det her, der gør at jeg fuldstændig mister kontrollen. Jeg finder det, hånden på hjertet, virkelig pinligt. Det er derfor jeg ikke rigtig har snakket med nogen om det.

Jeg bliver oprigtig glad når folk herinde tager emnet seriøst, og gider at bruge tid på at svare, også selvom at det virker som om at jeg bare har nej-hatten på. Men det er fordi jeg virkelig har prøvet at se alt det positive, og prøvet at tænke gode tanker osv. Det har bare ikke virket. Det er ikke bare som at stå foran spejlet og tænke "hold kæft en dårlig hårdag, nå på med en hat, og bedre held imorgen" Det er derude hvor jeg rent faktisk kan tage mig selv i at lukke mig inde, fordi jeg har en dårlig muskel-dag. Og hvor sindsygt ( og komisk) lyder det ikke lige! Jeg ryster på hovedet af mig selv, når jeg skriver det, for det er SÅ langt ude, men alligevel kan jeg ikke stoppe de tanker.

Hvad synes du ikke du gør godt nok? Nævn nogle specifikke ting. Vær så detaljeret som overhovedet muligt.

Derefter, hvad synes du at du har gjort godt med din træning? Nævn alle de ting du kan komme i tanke om.

Sæt gerne det hele op i punktform. Du behøver ikke skrive det herinde hvis ikke du har lyst, men skriv det ned! Så tager vi den derfra.

Tror det handler om at finde en fornuftig balancegang, det er aldrig sundt at gå op i noget for meget, om det er træning eller frimærkesamlingen. Man skal også leve livet, og hvis du har så negative tanker forbundet med det at træne, så ville jeg søge hjælp.. Det selvfølgelig noget andet hvis man stiller op osv og dedikerer sit liv til at gå op i det, men for dig vil jeg prøve at se om du ikke kan slappe mere af gå lidt i byen osv.. Tror bare du skal finde ud af at du sagtens kan få resultater, selvom du drikker en øl i ny og næ, og måske skipper en træning eller to... Held og lykke

Det giver da meget god mening at hun skriver her? Det er et forum hvor man kan udveksle oplevelser og lære af hinanden.
Det kan sagtens være der er andre der har oplevet lignende, som kunne bidrage med en eller anden form for hjælp.

Du er sgu en klovn at høre på.

Chroz skrev:Så søg professionel hjælp i stedet for at oprette en tråd her. Det virker jo til at du ikke selv synes det er så ligetil, så er det nok heller ikke en så ligetil tilgang, der skal til for at løse dit problem, som at gå på internettet og klage din nød. Ring til din mor, eller en læge. Lægen er nok mit bedste bud.

Hey "What!" : ) (meget langt indlæg incoming)

Som en anden vist sagde, så er det rigtig godt gået at du er kommet til en anderkendelse med dig selv, og har taget et skridt i håb om forbedring, ved at poste her.

Jeg synes faktisk at nogle skriver nogle rigtig gode ting. Tit er det jo ikke fordi at der er nogen der kommer op med en eller anden genial løsning til vores problemer. Tit er det egentlig meget ting som vi godt et sted er klar over, men som vi måske ikke bevidst har tænkt over. Blandt andet var der en der havde en RIGTIG god pointe i tråden, om at vi alle har vores usikkerheder/svagheder. Som personen skrev, så har (med garanti) selv Barack Obama (eller en hvem som helst anden) sine usikkerheder.

Jeg synes ikke dit problem er "pingligt", men forstår godt 100%, at når man går rundt med sådan nogle tanker og gemmer det for omverdenen, så bliver det et meget sårbart punkt for en og kan være grænseoverskridende at snakke om det.

Du skriver at træning og kost efterhånden styrer dig liv så meget at du næsten føler dig besat. Du sammenligner dig selv med andre på Facebook og stiller dig selv kritisk op foran spejlet hver dag.
Det første jeg umildbart tænker om det er, om du ikke har andet i livet pt? Job/uddannelse? Bliver disse ting bare kørt på 'auto-pilot' imens at tankerne vandrer på træning, kost & din krop? For når du skriver at dine tanker konstant vandrer på træning, forestiller jeg mig at du enten har meget fritid, hvor du ikke laver så meget, eller at dine tanker trækker dig væk fra nuet & dine omgivelser.

Noget jeg har lært af selv at være igennem hvad jeg opfattede som nogle svære perioder er:

1) Alle mennesker går rundt og tænker og føler. Hvis du sad ansigt til ansigt med en anden, i et helt stille rum, og i bare sad og stirrede på hinanden uden at sige noget.. Så ville dine tanker sikkert køre rundt i hovedet på dig, du ville måske blive meget bevidst omkring dig selv og måske mærke en form for nervøsitet i din krop. Det du dog ikke ser, er alle de tanker der foregår inde i den andens hoved. Det vi ser, når vi kigger på andre, er bare det ydre menneske. Vi hører ikke deres tanker. Vi ser ikke gennem deres øjne eller føler hvad de føler. Det får alle tingene til at virke som meget mere seriøse, når de sker for os.

2) I forlængelse af punkt 1. Tanker styrer vores liv. Forestil dig at du bare var et kammera i fugle-perspektiv der kiggede på dig selv. Du vidste ikke hvad der foregik i hovedet på dig, men kunne bare observere dine handlinger. Igen, meget vigtigt at du husker at du INTET ville vide om, hvad der foregik i hovedet på dig selv. Du ville bare se et menneske, der gik omkring sit liv. Nogle gange smilte mennesket, og hvorfor egentlig det? Nogen gange smilte det ikke, og hvorfor egentlig det? Nogle gange græd det måske, og hvorfor egentlig det? For du ville ikke vide, hvorfor mennesket opførte sig, som mennesket gjorde. Du ville bare se en person, som sov, stod op, så sig i spejlet, spiste, trænede, sad ved computeren, bevægede sig lidt omkring osv osv.
Hele det her eksempel er bare for at få dig til at indse, at det handler ikke om vores omstædigheder & omgivelser. Det handler 100% om de tanker vi tænker.

3) Og derfor er det vigtigste punkt overhovedet at Vi kan styre vores tanker. Man har sikkert hørt det så mange gange, men det er virkelig vejen til lykke. En hjemløs person, som ingenting har, kan i virkeligheden være den lykkeligste person i verden. Både teoretisk og praktisk. Så længe personen vælger at være det. Så er det måske nogen der siger at han bare "bilder sig det ind". Men han bilder sig ikke mere ind at han er glad, end andre gør. Tit har vi brug for at kunne komme med forklaringer til os selv, til hvorfor vi har det som vi har. "Jeg er glad fordi jeg har ting1 og ting2, og fordi blablabla...". Men vi kan også bare vælge at være glade, hvis vi indser at alternativet til at være glad, det er ikke at være glad - og hvem gider egentlig det, når vi har et valg?

Jeg elsker virkelig det mentale aspekt af livet. Jeg synes det er virkelig fedt. Jeg ser det som en udfordring, som du kan sammenligne med at gå ned at træne i centeret for at forbedre din krop. Her prøver man at træne sit mindset og sine tanker og forbedre en selv på den måde. Og ligesom kroppen kæmper imod i centeret, så vil ens tanker/følelser også kæmpe imod. Men det er virkelig en kamp/træning der er værd at kæmpe for. Og for hver gang du træner dine tanker, for hver gang bliver du det bedre. Tænk på, hvor stærkt et mindset man ville kunne opnå, og hvor meget det kunne forbedre ens liv.

Ja.. Det blev noget langt og det undskylder jeg, men det er et emnet der interessere mig en del. Desuden så lige nogle korte råd:

1) Prøv at lade være med at kigge på Facebook, eller i hvertfald bruge meget mindre tid på det. Facebook er meget overflødigt.

2) Prøv at lade være med bruge for lang tid foran spejlet. Hvis du har brug for makeup, så gør det, men heller ikke mere end det. At stille sig selvkritisk foran spejlet hver dag kommer der ikke noget positivt ud af.

3) Et skridt ad gangen. Find din vej ud af problemet. Om det er gennem venner/familie/psykolog eller noget helt andet. Det er ikke nødvendigvis nemt, og det kan være hårdt at komme ud af sin comfort-zone. Men hvis du virkelig ønsker at få det bedre, bliver du nød til at hjælpe dig selv. We're all gonna make it.

.

Vil også foreslå du evt. får en psykolog på, det kan jo hjælpe...

Det første jeg dog tænker er; har du nogen interesser udover træning/udseendet? Kan du lide at læse en god bog? Se en god film? Har du et studie du går op i? Har du nogle familiemedlemmer eller venner du virkelig nyder at tilbringe tid med? Jeg siger ikke at du skal droppe træningen, slet ikke... Men måske bør du prøve at fordybe dig lige så meget i nogle andre ting som du også finder interessante.

Sundhed og udseendet ifm. træning er utrolig vigtigt for mange (også for mig), men in my opinion bør man også have nogle andre ting der er mindst lige så vigtige her i livet, hvad end det nu måtte være

Jeg prøver at foretage mig ting i fritiden, så jeg netop ikke bare sidder meget derhjemme, men samtidig er jeg også en person som har brug for ro og alenetid. Et eksempel på hvordan min hjerne skaber sig - jeg er startet på ny arbejdsplads, hvor jeg får at vide, at jeg skal være tildækket, altså ingen shorts/kjoler/nedringet trøjer og lign, da det godt kan føre til ubehagelige ting som tilråb, eller uønsket fysisk kontakt. Der var min første tanke "Godt, så behøver jeg ikke forklarer mig, når der er varmt og jeg stadig er tildækket" Det er helt automatisk den første tanke jeg får. Det er ikke fordi jeg vil pakke mig væk i burka, men foretrækker klart at mine arme og lår er dækket for tiden. Forsøger jeg alligevel at gå uden, føler jeg mig utilpas. Det er ikke fordi jeg mangler ting at lave, men uanset hvilken situation jeg befinder mig i, kan der hurtigt komme noget, som sætter gang i de her tanker.


Jeg har bestilt tid ved lægen, og så kan han hjælpe med at vurderer om det er en psykolog jeg har brug for. Jeg vil, alt efter lægens vurdering, nok starte et forløb op med en personlig træner igen, hvis jeg kan finde en, der kan håndtere det her. Samtidig vil jeg blive bedre til at skrive positive ting ned, så når jeg banker mig selv i hovedet med alle de dårlige, så kan jeg finde det frem.


Jeg er rigtig glad for jeres indlæg og de privat beskeder jeg har fået. Tak for jeres tid, råd og egne erfaringer

Kender godt følelsen...måske ikke helt så slemt som du beskriver der....det der, når ens selvtillid(bl.a.) spiller en et puds....

Jeg har tabt mig de der ca. 22kg. nu...da jeg havde tabte de første tyve, fik jeg pludselig en nedtur...istedet for at tænke: "det er fandme godt" blev jeg sur på mig selv over at det var kommet så vidt i første omgang...jeg blev irriteret over at jeg dengang bare åd helt vildt, og tænkte "fuck det..jeg vokser, så gør det ikke noget jeg også er fed"....selvom min vægtøgning i første omgang skyldtes en arbejdsskade(kombineret med dårlig kost) blev jeg hård ved mig selv...

Tror ikke jeg kan komme med en gylden løsning her, men kun fortælle dig at du absolut ikke er alene om at få nedtur, selvom man arbejder hårdt....i dag har jeg slået mig til tåls med, at jeg da ihvertfald kan bevare så meget muskelmasse som muligt, mens vægten går nedad, hvis jeg husker at fokusere på kosten. Det har været lidt slemt at vægten har stået stille på det sidste, men jeg kan se i spejlet at tingene går den rigtige vej uanset, og det finder jeg glæde i...

håber du finder tilbage på sporet igen, så du kan glædes ved det her, for det er sgu en dejlig sport....