Når det ikke er sjovt længere.

Det her er et ret personligt emne, som jeg længe har overvejet at oprette. Jeg har ikke rigtig snakket med nogen om det, men nu har jeg altså brug for at "sige det højt"

Jeg føler at træningen har overtaget mit liv på en rigtig negativ måde. Jeg tror at ordet besat, beskriver meget godt hvor galt det er gået. Mine tanker er konstant på træning, kost og mangel på resultater. Hver dag står jeg foran spejlet og gør mig selv ked af det over at jeg ikke ser ud som jeg gerne vil. Det påvirker mig rigtig meget psykisk, og jeg bruger utrolig meget tid på at sammenligne mig selv med andre. Når jeg ser piger på Facebook, smide før/efter billeder op, der har trænet lige så lang tid som mig og deres resultater er SÅ meget bedre end mine, så begynder jeg at banke mig selv i hovedet med at jeg ikke gør det godt nok.

Min krop er pænere end den nogensinde har været før, men det er bare ikke godt nok. Jeg er begyndt at tage mig selv i, at dække mine arme til når jeg skal være sammen med andre, fordi at jeg nærmest synes at det er pinligt at de ikke er større. Jeg har svært ved at forestille mig at dette bliver en god sommer, fordi jeg frygter for sommertøjet. At folk skal se at jeg ikke er nået særlig langt, på trods af alt det træning. Jeg bilder mig selv ind, at alle andre har en forventning til hvordan min krop ser ud, og det kan jeg bare ikke leve op til. I weekenden fik jeg da bevæget mig på en bytur, og ganske vist også i kjole, men jeg havde det faktisk ret dårligt i den påklædning, noget som aldrig har været et problem før. Jeg havde lagt min off dag, dagen derpå, men alligevel brugte jeg hele dagen på at tænke på, at jeg burde gå ned og træne, og at jeg nu havde fucket det hele endnu mere op.

Jeg har prøvet at skrue lidt ned for træningen, og slappe lidt mere af med kosten. Det har jeg faktisk gjort i et par måneder, men det gjorde bare det hele værre.

Jeg synes det er pinligt, at det er kommet så langt ud for mig. Jeg kan ikke få mig selv til at skifte tøj foran andre, ikke engang nære veninder. Min selvtillid er helt i bund, og hver dag finder jeg noget nyt at være utilfreds med. Jeg føler at jeg gør alting forkert, og når jeg slipper tøjlerne bare lidt, ender det med voldsom skyldfølelse.

Igår blev der kommenteret på, at jeg da godt nok var blevet mindre. Begyndte straks på en forklaring om at cutte osv, men havde mest lyst til at sætte mig til at tude. Jeg vil gerne stille op i bodyfitness næste år, men jeg har ingen tro på at det kommer til at ske længere. Jeg har overbevist mig selv om, at det bliver jeg aldrig klar til.

Jeg kan ikke finde ud af hvordan fanden jeg skal håndterer alt det her, og jeg føler mig enormt svag, fordi jeg netop har mistet kontrollen.

"Stop living somebody else's life.", et kanont citat man altid bør huske. Hvorfor spekulere på hvad andre synes?

http://proteinopskrifter.dk/hvorfor-jeg ... sskulturen

Du skal gøre som DU vil!

What! skrev:
Min krop er pænere end den nogensinde har været før

Start med at nyd dette. Nyd dit resultat - for derefter at bygge videre på det. Eventuelt tag et billede af dig selv fra et andet perspektiv. Nogle gange kan man ikke se sine resultater selv. - Sådan har jeg det hvertfald nogle gange.

Tag en snak med din læge, og lad ham/hende vurdere det.

Du kommer heller ikke særlig langt, med en så negativ attitude for tingene. Det er i orden at være kritisk, det er faktisk rigtig sundt, men det skal være konstruktivt.

Overbevis dig selv om at du godt kan, lav nogle delmål, evaluer din tilgang til træning og hold så kæft med at være negativ. Det er rimelig simpelt og ligetil.

Chroz skrev:Du kommer heller ikke særlig langt, med en så negativ attitude for tingene. Det er i orden at være kritisk, det er faktisk rigtig sundt, men det skal være konstruktivt.

Overbevis dig selv om at du godt kan, lav nogle delmål, evaluer din tilgang til træning og hold så kæft med at være negativ. Det er rimelig simpelt og ligetil.

Det er simpelthen så ignorant et statement som noget kan være. "Bare stop med at være deprimeret - vær glad i stedet" "Det er fjollet at være angst - hvad er du bange for hva?!!? Hva?! Pussy"

Jeg tror det du oplever og tænker er noget mange kan nikke genkendende til, men det virker til at du er gået lidt over i det ekstreme hvor selvtilleden bare daler. Vi ser billeder på facebook hver dag, af folk der har en overlegen fysik, men husk lige på det ikke ligefrem de dårlige billeder der bliver lagt op. Hele kropsidealet i dag er fuldstændig forvrænget for rigtig mange mennesker.

Eftersom en mere afslappet tilgang til din træning lyder til at have en negativ indflydelse på dit velvære, så kunne du overveje at få fat i en personlig træner, der både kan hjælpe dig med at opnå de resultater du nu gerne vil have, men også hjælpe dig med den mentale tilgang.

Derudover skal du bare stoppe med at smadre dig selv med negative tanker. Selvom det svært kan det sagtens lade sig gøre at arbejde med selv psykisk, husk på det nok kun er dig selv der har de pinlige tanker om hvor langt du er kommet.

MagDG skrev:"Stop living somebody else's life.", et kanont citat man altid bør huske. Hvorfor spekulere på hvad andre synes?

Men det er netop ikke kun en bekymring om hvad andre synes, men hvad jeg selv synes. Selv hvis jeg fjerner det med andre, så er jeg jo vildt utilfreds med mig selv og mine fremskridt.

DonLauge skrev:
What! skrev:
Min krop er pænere end den nogensinde har været før

Start med at nyd dette. Nyd dit resultat - for derefter at bygge videre på det. Eventuelt tag et billede af dig selv fra et andet perspektiv. Nogle gange kan man ikke se sine resultater selv. - Sådan har jeg det hvertfald nogle gange.

Jeg tager også billeder, og jeg kan jo godt se at der sker noget. Men jeg kan vitterligt ikke få overbevist mig selv om, at det er godt nok.

Chroz skrev:Du kommer heller ikke særlig langt, med en så negativ attitude for tingene. Det er i orden at være kritisk, det er faktisk rigtig sundt, men det skal være konstruktivt.

Overbevis dig selv om at du godt kan, lav nogle delmål, evaluer din tilgang til træning og hold så kæft med at være negativ. Det er rimelig simpelt og ligetil.

Jamen lad os da lege at det var så nemt. Så havde jeg nok ikke haft brug for at oprette den her tråd. Jeg har jo ikke ligefrem sat mig ned en dag og bestemt mig for at være negativ. Som du kan læse, er det noget der fylder rigtig meget, så hvis det var så simpelt og ligetil, havde jeg nok løst det for længe siden.

Jeg vil rigtig gerne kunne finde tilbage til dengang hvor jeg var stolt af mig selv, og havde en fornuftig tilgang til det, men det har jeg mere end bare svært ved. Det er netop det der er problemet. Så kan du da godt mene at jeg skal holde min kæft med at whine, hvilket jeg har gjort i rigtig lang tid, og det fik mig ikke nogle steder, derfor jeg har oprettet den her tråd.

Dit indlæg er utroligt nedladende og bedrevidende.

Så søg professionel hjælp i stedet for at oprette en tråd her. Det virker jo til at du ikke selv synes det er så ligetil, så er det nok heller ikke en så ligetil tilgang, der skal til for at løse dit problem, som at gå på internettet og klage din nød. Ring til din mor, eller en læge. Lægen er nok mit bedste bud.

lassej skrev:Jeg tror det du oplever og tænker er noget mange kan nikke genkendende til, men det virker til at du er gået lidt over i det ekstreme hvor selvtilleden bare daler. Vi ser billeder på facebook hver dag, af folk der har en overlegen fysik, men husk lige på det ikke ligefrem de dårlige billeder der bliver lagt op. Hele kropsidealet i dag er fuldstændig forvrænget for rigtig mange mennesker.

Eftersom en mere afslappet tilgang til din træning lyder til at have en negativ indflydelse på dit velvære, så kunne du overveje at få fat i en personlig træner, der både kan hjælpe dig med at opnå de resultater du nu gerne vil have, men også hjælpe dig med den mentale tilgang.

Derudover skal du bare stoppe med at smadre dig selv med negative tanker. Selvom det svært kan det sagtens lade sig gøre at arbejde med selv psykisk, husk på det nok kun er dig selv der har de pinlige tanker om hvor langt du er kommet.

Selvfølgelig har jeg hele tiden været kritisk og utålmodig, men det er bare derude nu, hvor at det slet ikke er sundt mere. Jeg siger til mig selv, at jeg gør det godt nok, men det er som om at jeg ikke kan overbevise mig selv om det. Så snart jeg står foran spejlet ser jeg kun fejl. Jeg har haft en personlig træner før, men har overvejet at få en igen, og se om det kan hjælpe lidt på det. Men så kommer problemet med, at det er rigtig svært for mig at sige de her ting højt. For jeg synes virkeligt at det er pinligt, at det går mig så meget på. Og hvis jeg ikke vil fortælle det til min træner, så hjælper det jo ingenting.

Størstedelen er jo indbildning, det kan jeg sagtens se nu, men så snart jeg ser andres fremskridt, går forbi spejlet, eller snakker træning med nogen, ja så "glemmer" jeg det igen.

Chroz skrev:Så søg professionel hjælp i stedet for at oprette en tråd her. Det virker jo til at du ikke selv synes det er så ligetil, så er det nok heller ikke en så ligetil tilgang, der skal til for at løse dit problem, som at gå på internettet og klage din nød. Ring til din mor, eller en læge. Lægen er nok mit bedste bud.

Nej tænk sig hvis der fandtes andre på det her forum, der havde haft det på samme måde. Det ville godt nok være forfærdeligt lige at høre deres historie og erfaringer.

Hvad med nogle nye omgivelser?

Jeg var personlig kørt totalt død i træningen, over at skulle se på de samme menesker hver eneste dag og komme i det samme center og lave de samme øvelser uge efter uge.

Jeg valgte simpelthen at hive pløkkerne op og skifte center og har derved fået ny trænings energi!

Det er selfølgelig ikke sikkert at det er så simpelt for dig, men hvis du har planer om at stille op, skulle du seriøst overveje at starte i Muscle House Gym.. Der er nogle meget kompetente menesker som kan give dig noget vejledning og måske hjælpe dig med at opnå dine mål og derved styrke dit selvær?

En sætning som man skal huske er denne:
"The day you started lifting, is the day you became forever small"

Du vil altid gerne forbedre dig og det bliver aldrig godtnok!
- Det er en del af fitness livet

My 2 cents..

What! skrev:Det her er et ret personligt emne, som jeg længe har overvejet at oprette. Jeg har ikke rigtig snakket med nogen om det, men nu har jeg altså brug for at "sige det højt"

Jeg føler at træningen har overtaget mit liv på en rigtig negativ måde. Jeg tror at ordet besat, beskriver meget godt hvor galt det er gået. Mine tanker er konstant på træning, kost og mangel på resultater. Hver dag står jeg foran spejlet og gør mig selv ked af det over at jeg ikke ser ud som jeg gerne vil. Det påvirker mig rigtig meget psykisk, og jeg bruger utrolig meget tid på at sammenligne mig selv med andre. Når jeg ser piger på Facebook, smide før/efter billeder op, der har trænet lige så lang tid som mig og deres resultater er SÅ meget bedre end mine, så begynder jeg at banke mig selv i hovedet med at jeg ikke gør det godt nok.

Jeg ved ikke om du allerede har det med i dine overvejelser, men når du nu sammenligner dig med andre skal du være opmærksom på at vi som mennesker har forskellige udgangspunkt når vi starter med at træne. Dvs. fedtprocent, muskelmasse, højde, form osv.
Derover reagere vi forskelligt på træning mht. hvor hurtigt vi vokser. Derfor kan andre med nogenlunde samme udgangspunkt som dig godt komme dig i forkøbet. Nu ved jeg ikke hvor fokuseret du er på at kom til at ligne en bestem person, men den tanke skal du også få ud af hoved, da vi som nævnt ser forskellige ud ren genetisk. F.eks. formen på en mands brystkasse er ikke identisk med en andens, og derfor kan man ikke få dem til at se ens ud uanset hvor meget man træner.

Min krop er pænere end den nogensinde har været før, men det er bare ikke godt nok. Jeg er begyndt at tage mig selv i, at dække mine arme til når jeg skal være sammen med andre, fordi at jeg nærmest synes at det er pinligt at de ikke er større.

Med fare for at lyde hånlig hvilket ikke er min intention, jeg har aldrig nogensinde mødt nogen piger der gik op i hvor stor store deres arme er, og hellere ikke nogen der gik op hvor store andre pigers arme er. Det du skriver her lyder lidt hen at du er begyndt at lide af noget "bigorexia"

Jeg har svært ved at forestille mig at dette bliver en god sommer, fordi jeg frygter for sommertøjet. At folk skal se at jeg ikke er nået særlig langt, på trods af alt det træning. Jeg bilder mig selv ind, at alle andre har en forventning til hvordan min krop ser ud, og det kan jeg bare ikke leve op til. I weekenden fik jeg da bevæget mig på en bytur, og ganske vist også i kjole, men jeg havde det faktisk ret dårligt i den påklædning, noget som aldrig har været et problem før. Jeg havde lagt min off dag, dagen derpå, men alligevel brugte jeg hele dagen på at tænke på, at jeg burde gå ned og træne, og at jeg nu havde fucket det hele endnu mere op.

Jeg har prøvet at skrue lidt ned for træningen, og slappe lidt mere af med kosten. Det har jeg faktisk gjort i et par måneder, men det gjorde bare det hele værre.

Jeg synes det er pinligt, at det er kommet så langt ud for mig. Jeg kan ikke få mig selv til at skifte tøj foran andre, ikke engang nære veninder. Min selvtillid er helt i bund, og hver dag finder jeg noget nyt at være utilfreds med. Jeg føler at jeg gør alting forkert, og når jeg slipper tøjlerne bare lidt, ender det med voldsom skyldfølelse.

Igår blev der kommenteret på, at jeg da godt nok var blevet mindre. Begyndte straks på en forklaring om at cutte osv, men havde mest lyst til at sætte mig til at tude. Jeg vil gerne stille op i bodyfitness næste år, men jeg har ingen tro på at det kommer til at ske længere. Jeg har overbevist mig selv om, at det bliver jeg aldrig klar til.

Ok, nu giver det mening, har du overvejet at finde en coach til at hjælpe dig på vej?
Hvis du har konkurrence som mål så tror jeg det er bedst at du fik noget professionel hjælp.
Det vil styrke dig mentalt og også give dig nogen mere fyldestgørende svar på de spørgsmål du stiller her.

Jeg kan ikke finde ud af hvordan fanden jeg skal håndterer alt det her, og jeg føler mig enormt svag, fordi jeg netop har mistet kontrollen.

Det er selvfølgelig svært bare lige at ændre indgroede automatiske tanker osv, det er noget der tager tid og arbejde, men første skridt på vejen -at indse at det er et problem - har du jo taget, så det må du prøve at arbejde videre med.
Er det længe siden du havde træner på? Du behøver vel ikke nødvendigvis at diskutere din egen (fejlagtige?) opfattelse af din krop med vedkommende? Der skal vel bare fokuseres på strukturering af kost og træning så der sker fremskridt og hvis der ingen fremskridt er, skal et eller andet vel ændres? Var din tidligere træner enig i at dine resultater burde være bedre? Eller er det først senere du er begyndt at tænke sådan?

Du kan jo prøve at se om du kan optimere din træning på en eller anden måde. Når det så er gjort, så kan man jo sige at du ikke rigtigt kan gøre mere, hvorfor du "bare" skal affinde dig med de resultater du får.

Jeg ved dog ikke lige hvordan dét (at affinde sig med sine resultater) skal gøres. Jeg tænker ofte bare på at blive pisse-fucking god til at squatte tunge kg, og så gør jeg mit, og tager imod al den hjælp jeg bliver tilbudt.

Det lyder til at dit problem er lidt værre end som så, men hvis du kan bruge ovenstående til noget, så er det fint. Kan du ikke, så gik der ikke noget af mig over at jeg skrev dette her.

Held og lykke med det.

Puh, det er ret slemt, jeg er selv kommet derud, hvor jeg ikke længere kan fungere socialt, og holder mig bare til mig selv fordi jeg får angst, bange for hvad folk tænker, om folk kigger på mig etc. Spiser mine måltider på sekundet (virkelig, på sekundet) kunne blive ved.

Hvad jeg vil forslå er en tur forbi læge, få en henvisning til psykolog, det hjælper virkelig.
evt få en coach som der er blevet nævnt, en som du ved er god så når han/hun siger noget, så ved du at det ikke er bullshit. Det bliver ikke bedre af at du venter og håber, søg hjælp.

Hej What. Jeg har haft det på PRÆCIS(!) samme måde det seneste 1½ år, og trænede tungere end hvad jeg kunne klare hver dag. For nylig begyndte min krop at opføre sig meget mærkeligt, og jeg fandt ud af at jeg overtrænede (nærmest kronisk).

Lige nu restituerer jeg fra det, og der går nok rigtig lang tid, før jeg kan træne (tungt) igen. Bye bye styrke og gainede kilo. Jeg har desuden ikke tænkt mig at fucke min krop op på den måde igen, og har planlagt kun at træne efter styrke, og må sige fuck udseendet - for jeg kan mærke med mig selv jeg aldrig kan blive tilfreds, uanset hvor stor og stærk jeg bliver!?

Jeg ved ikke hvor meget af mit du kan til noget, men bare du ved du ikke er alene om den latterlige følelese. :-P

Du siger du føler du har svært ved at leve op til andre menneskers forventninger men, hvem er det bortset fra dig selv der stiller dem?
Tag en snak med din læge om det, og hør om du evt. kunne få en henvisning til en psykolog.

Hvis du er en af de piger, der konstant udbasunerer sin træning på instagram og facebook, så lad være med dette. Hold generelt alt træningssnak for dig selv - så er der ingen forventninger fra folk.

Dernæst lyder det som om du trænger til omvæltning. Jeg skal ikke kunne sige om der skal en psykolog ind over (jeg har gået til psykolog før grundet noget angst, som jeg i dag er vokset fra; det hjalp på ingen måde), men et nyt program og en ny tilgang kunne nok hjælpe. Især mht. programmeringen vil en optimering kunne tillade, at du ikke behøver fokusere så meget på andre områder, f.eks. kosten. Har du overvejet personlig træning?

Hvad kan du i øvrigt lide ved at træne og leve som du gør? Tænk over det. Selv går jeg død i det hvis jeg skal følge en kostplan til punkt og prikke. Det gider jeg simpelthen ikke. Træningen bliver også kørt efter lyst, og selvom jeg har brugt laaang tid på ligegyldigt lort der ikke har gjort mig stærkere, så er jeg pt. overall stærkere end nogensinde før, til trods for en meget løs og udisciplineret tilgang.

Træningen bliver også kørt efter lyst, og selvom jeg har brugt laaang tid på ligegyldigt lort der ikke har gjort mig stærkere, så er jeg pt. overall stærkere end nogensinde før, til trods for en meget løs og udisciplineret tilgang.

Jeg ville helt seriøst foreslå TS at lave crossfit (selvfølgelig et sted med folk, som fokuserer på god form). Noget sjovt med andre mål end at løfte tungere end sidste gang.

Man syntes altid selv at man ligner lort, selvom man står med blodåre på maven og en så bred ryg og ben at man er tvunget til at gå baggy tøj.

Det er det værste ved bodybuilding. Man er sin egen værste kritiker.
Få dig en god træner, så hele processen rykker lidt mere

Tak for jeres svar, det er rart at emnet bliver taget seriøst. Det kan jo gå begge veje herinde :wink:

Jeg svare lige på lidt af det hele, så jeg ikke skal citere jer alle.

Jeg havde en personlig træner indtil engang i februar. Det var et fint forløb og tror også tingene gik som de skulle, selvom jeg også dengang var meget utålmodig. Han sagde at hvis jeg fortsatte, så var jeg klar til bodyfitness i 2015. Jeg skal selvfølgelig på et team, men havde jo tænkt at det godt kunne vente lidt endnu, da der jo stadig er noget tid til NC næste år, og nogle starter først deres team op for 2015 efter DM i år.

Det er mig, der har en masse forventninger til mig selv, og så får jeg et eller andet sted undervejs, bildt mig selv ind at det har alle andre også. Og når jeg skriver det ned, så kan jeg godt se hvor åndsvagt det er, men det stopper ikke min hjerne i at tænke det. Og selv hvis jeg får det banket ind i hovedet, så står jeg stadig derhjemme og tænker "man kan bare slet ikke se jeg træner. Hvorfor er jeg ikke større!? Hvad gør jeg forkert!" Jeg er ikke en af de piger, der poster alt om træning på FB, ja jeg laver da et par opslag, ind imellem, men det er ikke meget. For jeg synes jo ikke lige der er så meget at blære sig med.

Nogle af jer foreslår et nyt center, jeg er allerede indmeldt i 2 forskellige, og træner også ind imellem i en anden by, så tror ikke det er omgivelserne der er problemet.

Jeg elsker stadig at komme ned og træne, og da jeg prøvede at skrue lidt ned for det, savnede jeg det helt vildt, samtidig med at jeg jo nærmest følte mig mindre og mindre for hver dag. Jeg føler ikke at selve træningen er problemet, men at min krop ikke bliver som ønsket, af træningen. Hvis det giver mening. Jeg er nærmest besat af at ville se ud på en bestemt måde, og når jeg står i centeret, og der vælter en flok unge krudtere ind, som jeg ser ofte, og som altid er vokset rimeligt siden sidst, så skal jeg gerne indrømme at jeg tager mig selv i at tænke "skulle man måske liiige" Og det håber jeg da inderligt at jeg ikke bliver desperat nok til, men jeg tænker tanken. Det har jeg det ualmindeligt svært ved.

Jeg har aldrig før været en blufærdig person, lige meget hvilken størrelse jeg har haft, men det er jeg nu. Og det er ikke fordi jeg er bange for at vise strækmærker eller blævrende lår, men fordi jeg ikke er muskuløs nok. Det er ikke engang fordi jeg drømmer om en bodybuilder krop, og tænker at jeg aldrig bliver stor nok. Men hvis jeg når en krop som er nødvendig i bodyfitness, så tænker jeg da nu, om det så vil være nok til den tid.

Mange af jer foreslår lægen, men det bliver nok en sidste udvej for mig, da jeg har det ret anstrengt med psykologer.

What! skrev:Tak for jeres svar, det er rart at emnet bliver taget seriøst. Det kan jo gå begge veje herinde

Jeg svare lige på lidt af det hele, så jeg ikke skal citere jer alle.

Jeg havde en personlig træner indtil engang i februar. Det var et fint forløb og tror også tingene gik som de skulle, selvom jeg også dengang var meget utålmodig. Han sagde at hvis jeg fortsatte, så var jeg klar til bodyfitness i 2015. Jeg skal selvfølgelig på et team, men havde jo tænkt at det godt kunne vente lidt endnu, da der jo stadig er noget tid til NC næste år, og nogle starter først deres team op for 2015 efter DM i år.

Det er mig, der har en masse forventninger til mig selv, og så får jeg et eller andet sted undervejs, bildt mig selv ind at det har alle andre også. Og når jeg skriver det ned, så kan jeg godt se hvor åndsvagt det er, men det stopper ikke min hjerne i at tænke det. Og selv hvis jeg får det banket ind i hovedet, så står jeg stadig derhjemme og tænker "man kan bare slet ikke se jeg træner. Hvorfor er jeg ikke større!? Hvad gør jeg forkert!" Jeg er ikke en af de piger, der poster alt om træning på FB, ja jeg laver da et par opslag, ind imellem, men det er ikke meget. For jeg synes jo ikke lige der er så meget at blære sig med.

Nogle af jer foreslår et nyt center, jeg er allerede indmeldt i 2 forskellige, og træner også ind imellem i en anden by, så tror ikke det er omgivelserne der er problemet.

Jeg elsker stadig at komme ned og træne, og da jeg prøvede at skrue lidt ned for det, savnede jeg det helt vildt, samtidig med at jeg jo nærmest følte mig mindre og mindre for hver dag. Jeg føler ikke at selve træningen er problemet, men at min krop ikke bliver som ønsket, af træningen. Hvis det giver mening. Jeg er nærmest besat af at ville se ud på en bestemt måde, og når jeg står i centeret, og der vælter en flok unge krudtere ind, som jeg ser ofte, og som altid er vokset rimeligt siden sidst, så skal jeg gerne indrømme at jeg tager mig selv i at tænke "skulle man måske liiige" Og det håber jeg da inderligt at jeg ikke bliver desperat nok til, men jeg tænker tanken. Det har jeg det ualmindeligt svært ved.

Jeg har aldrig før været en blufærdig person, lige meget hvilken størrelse jeg har haft, men det er jeg nu. Og det er ikke fordi jeg er bange for at vise strækmærker eller blævrende lår, men fordi jeg ikke er muskuløs nok. Det er ikke engang fordi jeg drømmer om en bodybuilder krop, og tænker at jeg aldrig bliver stor nok. Men hvis jeg når en krop som er nødvendig i bodyfitness, så tænker jeg da nu, om det så vil være nok til den tid.

Mange af jer foreslår lægen, men det bliver nok en sidste udvej for mig, da jeg har det ret anstrengt med psykologer.

Du er kvinde. Træningen rykker bare ikke NÆR så meget som os mænd, og slet ikke når vi er på kemi. Der ryger jo ca 10 kg på skroget under en jomfru 12 ugers kur. 10 kg masse er flere års clean træning for kvinder. Men nok snak om kemi.

De tøser på facebook er elendige at sammenligne sig med. Ingen af dem jeg har set, har fået noget synderig masse på kroppen. De har kun smidt fedt, hvilket i sig selv er flot, men jo slet ikke der du er.

marc0911 skrev:
What! skrev:Tak for jeres svar, det er rart at emnet bliver taget seriøst. Det kan jo gå begge veje herinde

Jeg svare lige på lidt af det hele, så jeg ikke skal citere jer alle.

Jeg havde en personlig træner indtil engang i februar. Det var et fint forløb og tror også tingene gik som de skulle, selvom jeg også dengang var meget utålmodig. Han sagde at hvis jeg fortsatte, så var jeg klar til bodyfitness i 2015. Jeg skal selvfølgelig på et team, men havde jo tænkt at det godt kunne vente lidt endnu, da der jo stadig er noget tid til NC næste år, og nogle starter først deres team op for 2015 efter DM i år.

Det er mig, der har en masse forventninger til mig selv, og så får jeg et eller andet sted undervejs, bildt mig selv ind at det har alle andre også. Og når jeg skriver det ned, så kan jeg godt se hvor åndsvagt det er, men det stopper ikke min hjerne i at tænke det. Og selv hvis jeg får det banket ind i hovedet, så står jeg stadig derhjemme og tænker "man kan bare slet ikke se jeg træner. Hvorfor er jeg ikke større!? Hvad gør jeg forkert!" Jeg er ikke en af de piger, der poster alt om træning på FB, ja jeg laver da et par opslag, ind imellem, men det er ikke meget. For jeg synes jo ikke lige der er så meget at blære sig med.

Nogle af jer foreslår et nyt center, jeg er allerede indmeldt i 2 forskellige, og træner også ind imellem i en anden by, så tror ikke det er omgivelserne der er problemet.

Jeg elsker stadig at komme ned og træne, og da jeg prøvede at skrue lidt ned for det, savnede jeg det helt vildt, samtidig med at jeg jo nærmest følte mig mindre og mindre for hver dag. Jeg føler ikke at selve træningen er problemet, men at min krop ikke bliver som ønsket, af træningen. Hvis det giver mening. Jeg er nærmest besat af at ville se ud på en bestemt måde, og når jeg står i centeret, og der vælter en flok unge krudtere ind, som jeg ser ofte, og som altid er vokset rimeligt siden sidst, så skal jeg gerne indrømme at jeg tager mig selv i at tænke "skulle man måske liiige" Og det håber jeg da inderligt at jeg ikke bliver desperat nok til, men jeg tænker tanken. Det har jeg det ualmindeligt svært ved.

Jeg har aldrig før været en blufærdig person, lige meget hvilken størrelse jeg har haft, men det er jeg nu. Og det er ikke fordi jeg er bange for at vise strækmærker eller blævrende lår, men fordi jeg ikke er muskuløs nok. Det er ikke engang fordi jeg drømmer om en bodybuilder krop, og tænker at jeg aldrig bliver stor nok. Men hvis jeg når en krop som er nødvendig i bodyfitness, så tænker jeg da nu, om det så vil være nok til den tid.

Mange af jer foreslår lægen, men det bliver nok en sidste udvej for mig, da jeg har det ret anstrengt med psykologer.

Du er kvinde. Træningen rykker bare ikke NÆR så meget som os mænd, og slet ikke når vi er på kemi. Der ryger jo ca 10 kg på skroget under en jomfru 12 ugers kur. 10 kg masse er flere års clean træning for kvinder. Men nok snak om kemi.

De tøser på facebook er elendige at sammenligne sig med. Ingen af dem jeg har set, har fået noget synderig masse på kroppen. De har kun smidt fedt, hvilket i sig selv er flot, men jo slet ikke der du er.

Er meget enig i det sidste Marc han skriver. De fleste piger på min FB liste, som vælger at tage træningen seriøst ender med at få flotte abs, men ingen nævneværdig masse eller styrke for den sags skyld. Mit indtryk er ikke, at bulk er noget de kender til, eller ønsker at kende til i hvert fald.

Jeg forstår godt, hvordan du har det. Jeg har det også sådan en gang imellem, bare mest at jeg tænker jeg er tyk og ikke kommer nogle vegne, at jeg ikke selv ser fremskridtene osv...
Det handler om at ændre din egen tankegang skridt for skridt, altså prøve at tænke positivt omkring hvordan du ser ud og hvad du har opnået. Du skal lade være med at sammenligne dig selv med andre. Det ved jeg godt er svært og jeg gør det også selv, når jeg ser alle mulige bodyfitmodeller på Facebook etc. Når du får de her tanker eller trænger til opmuntring så snak med en ven/familie om det, du er også meget velkommen til at skrive til mig, da jeg sidder i nogenlunde samme situation kan vi måske hjælpe hinanden?

Hvorfor også overveje Bodyfitness? Fokuser på dig selv og de små fremskridt du laver i din træning først og fremmest. Bodyfitness er jo ikke andet end en skønhedskonkurrence og bør kun være en ekstra bonus, hvis ens træning i forvejen harmoner med det.

Bjørnson skrev:http://proteinopskrifter.dk/hvorfor-jeg-hader-fitnesskulturen

Du skal gøre som DU vil!

Hun kritiserer folk, der er optaget af sig selv og så indleder hun artiklen med billeder af sig selv, som helt klart viser, at hun er ligesom alle andre? Gj

Nielsen_ skrev:
Bjørnson skrev:http://proteinopskrifter.dk/hvorfor-jeg-hader-fitnesskulturen

Du skal gøre som DU vil!

Hun kritiserer folk, der er optaget af sig selv og så indleder hun artiklen med billeder af sig selv, som helt klart viser, at hun er ligesom alle andre? Gj

Hvad?

Nielsen_ skrev:
Bjørnson skrev:http://proteinopskrifter.dk/hvorfor-jeg-hader-fitnesskulturen

Du skal gøre som DU vil!

Hun kritiserer folk, der er optaget af sig selv og så indleder hun artiklen med billeder af sig selv, som helt klart viser, at hun er ligesom alle andre? Gj

wut?

Det er sgu da Essensen fra boardet der står bag proteinopskrifter.dk eller er jeg helt gal på den?

Når det ikke er sjovt længere.

Brugere online