Tilbudsguide, uge 45, 2019
And og æg!
Tilbudsguide, uge 44, 2019
Svinemørbrad og mandler!
Tilbudsguide, uge 43, 2019
Havregryn og oksefilet!
Tilbudsguide, uge 42, 2019
Olivenolie, granatæble og mango!
Vi har 65810 registrerede brugere. Nyeste registrede medlem er peinoin
Vores medlemmer har i alt skrevet 2049609 indlæg i 100423 emner
3 nye indlæg i dag
Ekstra Bladet bragte forleden en artikel, der omtalte banerytteren Robert Förstemanns lårmuskler. Et billede taget sammen med Andrei Greipel viser, hvad mange muskel- og BB-interesserede allerede vidste. Förstemann har enorme lår.
Andrei Greipel og Robert Förstemann med bukserne nede
Ikke overraskende gav billedet anledning til en del debat internettet over. Den norske cykelrytter Edvald Boasson Hagen udtalte for eksempel følgende: ”Det må jo være en genetisk defekt eller noget. Det der får man ikke af almindelige gener.” Og nej, det gør man ikke. Man kunne ligefrem spørge, om nogen form for gener overhovedet kan anspore denne form for hypertrofi. Det gør Ekstra Bladet også og til at svare på spørgsmålet indkalder de Thue Kvorning, som er sportsfysiolog i Team Danmark. Han udtaler: ”Der er ingen tvivl om, at han har meget, meget muskuløse og store ben, som tangerer det, man ser i bodybuilding. Men unormalt kan man ikke kalde det, det er tidligere set, at banecykling skaber så store lårmuskler der. Man skal huske på, at det er en sprint-distance, så de laver utrolig meget styrketræning, og er på niveau med de allerstærkeste i verden.”
Jeg lader den lige stå et øjeblik.
Förstemanns lår "tangerer, det man ser i bodybuiling." Jeg vil gå så vidt som at sige, at Förstemanns lår tangerer nogle af de bedste ben, der nogensinde er set indenfor professionel bodybuilding. BB-interesserede vil muligvis finde fornøjelse i at dissekere forskellene på Förstemann, Platz og DeMayo, men umiddelbart er der tale om ben i samme kaliber. Ben, der altså matcher, hvad vi ser på udøvere, der er tanket op på dopingstoffer igennem mange år. Jeg skal ikke kunne sige med 100% sikkerhed om Förstemann er dopet, men jeg kan sige, at jeg er 100% overbevist om, at han er det. Spørgsmålet er så, hvem vi tror vi narrer?
For at anskue emnet fra en lidt anden vinkel følger en liste over de sidste tyve års Tour de France vindere:
Miguel Indurain, Bjarne Riis, Jan Ullrich, Marco Pantani, Lance Armstrong, Floyd Landis, Alberto Contador, Carlos Sastre, Andy Schleck, Cadel Evans, Bradley Wiggins.
Af disse er Indurain, Sastre, Schleck, Evans og Wiggins sluppet uden om en positiv dopingdom, og de er da muligvis også rene, men det er mindst lige så sandsynligt, at de ikke er. Årets Tour de France bød på få dopingsager, men er feltet rent, eller har man bare - bogstaveligt talt - fundet den rette medicin?
Klip til 100-meter løb ved OL. I 1988 vinder Ben Johnson, men tester positiv kort efter, Guldet går i steder til 80'ernes største atletiknavn Carl Lewis. Lewis testede positiv kort inden legene internt i det amerikanske forbund, men forbundet valgte at dysse sagen ned og tage ham med til legene alligevel. Ved dette års 100-meter blev bronzen vundet af Justin Gatlin, der to gange er testet positiv, men alligevel er taget til nåde og har fået lov at stille op.
Vi ser igen og igen, at atleter som Gatlin, Contador, Millar etc. vender tilbage efter en dopingdom og efterfølgende karantæne. Paradoksalt nok er der ingen sammenhæng imellem, hvor lang karantænen er, og hvor lang tid atleten kan drage fordel af at have været dopet. Indenfor styrkesport er der studier, der tyder på, at man kan have fordel af at have være dopet i mange år efter dopingforbruget er stoppet, og at man dermed kan vende tilbage til eliteidræt og slå rene udøvere, fordi man tidligere har snydt.
Hvad er min pointe med alt det her? At der hersker en enorm dobbeltmoral indenfor eliteidræt, når det kommer til dopingspørgsmålet! På den ene side bliver atleterne testet konstant. På den anden side ved vi, at der er en mængde stoffer og stofmængder, som ikke medfører en positiv dopingtest. Vi ved, at atleter, der har været dopet kommer tilbage og konkurrerer, selvom de muligvis stadig har fordel af deres tidligere snyderi. Og så er der alle dem, der ikke har testet positiv. Hvor mange i top ti i årets tour har mon aldrig taget noget? Hvor mange i 100-meter finalen? Hvor mange vægtløftere ved OL?
Who are we kidding?
Er tiden måske kommet til at vi accepterer, at vi ikke kan gøre noget ved dopingproblemet, fordi moderne eliteidræt medfører så store fordele, at ulemperne ved dopingbrug langt opvejes af fordelene? Kunne man forestille sig en sport, hvor det var OK, at være dopet? Bodybuilding javist, men det er jo ikke en populær sport. Men kig så blot på NFL, hvor ingen er i tvivl om, at 90 procent af udøverne tager ulovlige medikamenter. Har det skadet interessen? Super Bowl er verdens største enkeltstående sportsbegivenhed, så nej, det lader ikke til det. Det lader derimod til, at vi som tilskuere er ligeglade. Jeg har gang på gang hen over sommeren agiteret for, at Tour de France var sjovere i de gode gamle dopingdage, hvor rytterne kunne stikke igen og igen og tage på 200 km togter i Pyrenæerne. Årets tour var dræbende kedelig i forhod til. Set i det perspektiv, er der i øvrigt ikke nogen tvivl om, at rytterne er renere i dag, end de var i 90'erne. Men helt rene? Næppe.
Vil det være sjovere med en tilgang til sport, hvor man ikke tester? Vil det give mere af det vi vil have? Os seere, tilskuere, publikum? Er vi i virkeligheden ligeglade med om atleterne er tanket op på krudt, fordi vi gerne vil underholdes? Situationen i NFL tyder på det.
Hvad så med atleternes sundhed? Igen: Who are we kidding? Der er meget lidt sundt ved eliteidræt. Hvis det er atletens eget valg at dope sig og indtræde i en sportsgren, hvor doping er accepteret, er det så ikke en risiko, vi bør være villige til at lade individet løbe? Kunne man forestille sig, at det måske endda vil være sundere fordi atleterne vil have større mulighed for at få gennemtestede medikamenter? Vil det resultere i mere fair konkurrence, hvis man ligesom i BB kunne stille op i testede og ikke-testede konkurrencer. Drug-free tour og Drug tour som to forskellige events? En pudsig sondring er, at NFL-udøvere ikke har sponsornavne på trøjen. Er det her forskellen ligger? Er det fordi sponsorerne ikke vil forbindes med doping officielt, men alligevel gerne vil have vindere, at denne dobbeltmoral er opstået?
Jeg har ikke svarene på disse spørgsmål, men de er væsentlige, og de er spørgsmål, som vi bør stille os selv som forbrugere af moderne sport, som det præsenteres i tv. Vil vi fortsat tro på det bedste i atleterne, og at dem, der snyder, bliver taget, eller vil vi være langt mere kritiske og spørge, om ikke en langt større andel snyder, men at vi blot vælger at ignorere det? Narrer vi os selv, eller lader vi os gerne narre, fordi underholdningsværdien er langt vigtigere end sandheden og moralen?
7. aug 2012, 20:23