Halløj,

for ca. 3 uger siden fik jeg en hjerneblødning. Jeg var hele turen igennem med fuld narkose og en operation i hovedet/hjernen. Hele 'oplevelsen' har været i mareridt lige fra dag 1. Hvis jeg havde haft muligheden havde jeg taget mit eget liv, men alle smerter er væk nu.
Problemet er, at oplevelsen har været så ubehagelig, at jeg faktisk hele tiden tænker på den, udover når jeg er social. Sommetider kan jeg ikke falde i søvn, fordi tankerne bare kører rundt.

Nogle andre der har haft samme problem? Er det noget der aftager med tiden? Og er det almindeligt at man tænker så meget over hvad der er sket og hvad der kunne ske? Eller burde jeg måske gå til psykolog?

Det er lidt off-topic, men jeg "håber" der er andre derude, der ved noget om det/har oplevet det samme.

Det lyder som om, det bare er med at komme i kontakt med en psykolog hurtigst muligt...

Hvordan skete det?

Jenslyn87 skrev:Det lyder som om, det bare er med at komme i kontakt med en psykolog hurtigst muligt...

Hvordan skete det?

Jeg var oppe og træne, og pludselig slog det klik. Hold i nakken og en voldsom smerte i hovedet, som ikke kan beskrives.
Og så kørte den ellers bare derfra. Lokale hospital - Helikopter til riget - undersøgelser i hoved og røv og så en operation.

Hej Chestpumper

Først og fremmest er jeg virkelig ked af at høre, hvad du har været igennem. Jeg håber, det forsat vil gå fremad for dig og dit helbred.

Jeg har (heldigvis) ikke selv været i samme situation, men jeg ville bestemt råde dig til at tale med psykolog. Jeg har en del bekendte, som har haft det virkelig svært, og de har alle haft glæde af det. Vigtigt er at huske, at det er en process som tager tid. Det vil gavne dig (tror jeg) at få snakket ud om hvad der er sket med en person, som du slet ikke kender, og som kan give dig nogle redskaber, så du kan arbejde med din oplevelse.

Derudover så er min opfattelse at drenge ofte ikke vil tale for meget om sådanne oplevelser - nok grundet "de gode gamle" opfattelser af hvordan en mand skal være. Jeg synes, at du skal fortælle dine venner og familie om hvordan du har det, dine tanker osv., hver gang du har brug for det.

Alt det bedste! Micha

chestpumper skrev:

Jenslyn87 skrev:Det lyder som om, det bare er med at komme i kontakt med en psykolog hurtigst muligt...

Hvordan skete det?

Jeg var oppe og træne, og pludselig slog det klik. Hold i nakken og en voldsom smerte i hovedet, som ikke kan beskrives.
Og så kørte den ellers bare derfra. Lokale hospital - Helikopter til riget - undersøgelser i hoved og røv og så en operation.

så du trænede bare? Fik intet i hovedet eller noget? Skræmmer mig sq en smule :/

chestpumper skrev:

Jenslyn87 skrev:Det lyder som om, det bare er med at komme i kontakt med en psykolog hurtigst muligt...

Hvordan skete det?

Jeg var oppe og træne, og pludselig slog det klik. Hold i nakken og en voldsom smerte i hovedet, som ikke kan beskrives.
Og så kørte den ellers bare derfra. Lokale hospital - Helikopter til riget - undersøgelser i hoved og røv og så en operation.

Fuck hvor er det nøjeren!! Har selv lige for 1 ½ måned siden oplevet præcis det samme under en træning. Blev indlagt på riget fordi min farbror er død i en ung alder af en sprunget arturismus (hjerneblødning) Jeg fik CT-scanning og rygmarvsprøve, men der blev gudskelov ikke konstateret blødning.

Jeg kan dog i den grad nikke genkendende til de følelser du havde under forløbet. Da jeg lå på neurologisk afdeling og endnu ikke havde fået svar, havde jeg selv de værste tanker..

Jeg kan godt forstå, at du tænker meget over det, man bliver traumatiseret af en indlæggelse/operation osv. det er jo i den grad et personligt overgreb og man har måske ikke før været udsat for voldsom smerte.

Jeg synes du skal gå til lægen, han/hun vil trods sin meget lille indsigt i psykiatri, kunne give gode råd, en henvisning er desværre ikke mulig. Du kunne også overveje hypnose, det har også vist sig at kunne hjælpe på sådanne ting.
Tænk på hvor galt det KUNNE have gået, du kunne være blevet lam, mistet taleevnen eller lign. Fokusér på det positive og god bedring.

M.R.J. skrev:Tænk på hvor galt det KUNNE have gået, du kunne være blevet lam, mistet taleevnen eller lign. Fokusér på det positive og god bedring.

Ok.

Tag til en psykolog, og sørg for at dine nære forstår dit problem. Måske føler du ikke der er behov for at gøre noget "overilet" lige nu, men det er så absolut det bedste du kan gøre.

parsnip skrev:

M.R.J. skrev:Tænk på hvor galt det KUNNE have gået, du kunne være blevet lam, mistet taleevnen eller lign. Fokusér på det positive og god bedring.

Ok.

Hvad er der galt med det råd?

Micha Østergaard skrev:Hej Chestpumper

Først og fremmest er jeg virkelig ked af at høre, hvad du har været igennem. Jeg håber, det forsat vil gå fremad for dig og dit helbred.

Jeg har (heldigvis) ikke selv været i samme situation, men jeg ville bestemt råde dig til at tale med psykolog. Jeg har en del bekendte, som har haft det virkelig svært, og de har alle haft glæde af det. Vigtigt er at huske, at det er en process som tager tid. Det vil gavne dig (tror jeg) at få snakket ud om hvad der er sket med en person, som du slet ikke kender, og som kan give dig nogle redskaber, så du kan arbejde med din oplevelse.

Derudover så er min opfattelse at drenge ofte ikke vil tale for meget om sådanne oplevelser - nok grundet "de gode gamle" opfattelser af hvordan en mand skal være. Jeg synes, at du skal fortælle dine venner og familie om hvordan du har det, dine tanker osv., hver gang du har brug for det.

Alt det bedste! Micha

Jeg har egentlig ikke svært ved at tale om det. Jeg fortæller gerne hvad der er sket, og jeg svarer med glæde når folk spørg, fordi alle er ret interesseret i hvad der er sket. Så jeg har ikke noget problem med at lette hjertet.
Men tak for rådet! Overvejer det.

RippedInFourWeeks skrev:

chestpumper skrev:

Jenslyn87 skrev:Det lyder som om, det bare er med at komme i kontakt med en psykolog hurtigst muligt...

Hvordan skete det?

Jeg var oppe og træne, og pludselig slog det klik. Hold i nakken og en voldsom smerte i hovedet, som ikke kan beskrives.
Og så kørte den ellers bare derfra. Lokale hospital - Helikopter til riget - undersøgelser i hoved og røv og så en operation.

så du trænede bare? Fik intet i hovedet eller noget? Skræmmer mig sq en smule :/

Fik noget i hovedet, hvad mener du?
Men du behøver ikke være skræmt, det sker for meget få..

M.R.J. skrev:

chestpumper skrev:

Jenslyn87 skrev:Det lyder som om, det bare er med at komme i kontakt med en psykolog hurtigst muligt...

Hvordan skete det?

Jeg var oppe og træne, og pludselig slog det klik. Hold i nakken og en voldsom smerte i hovedet, som ikke kan beskrives.
Og så kørte den ellers bare derfra. Lokale hospital - Helikopter til riget - undersøgelser i hoved og røv og så en operation.

Fuck hvor er det nøjeren!! Har selv lige for 1 ½ måned siden oplevet præcis det samme under en træning. Blev indlagt på riget fordi min farbror er død i en ung alder af en sprunget arturismus (hjerneblødning) Jeg fik CT-scanning og rygmarvsprøve, men der blev gudskelov ikke konstateret blødning.

Jeg kan dog i den grad nikke genkendende til de følelser du havde under forløbet. Da jeg lå på neurologisk afdeling og endnu ikke havde fået svar, havde jeg selv de værste tanker..

Jeg kan godt forstå, at du tænker meget over det, man bliver traumatiseret af en indlæggelse/operation osv. det er jo i den grad et personligt overgreb og man har måske ikke før været udsat for voldsom smerte.

Jeg synes du skal gå til lægen, han/hun vil trods sin meget lille indsigt i psykiatri, kunne give gode råd, en henvisning er desværre ikke mulig. Du kunne også overveje hypnose, det har også vist sig at kunne hjælpe på sådanne ting.
Tænk på hvor galt det KUNNE have gået, du kunne være blevet lam, mistet taleevnen eller lign. Fokusér på det positive og god bedring.

Hvad var der sket så? Og hvordan går det nu?
Og nej, jeg har ikke været udsat for så voldsom smerte før. Engang forstuede jeg foden, det er det eneste jeg lige kan sammenligne med.

jeg tænker også på det positive. Det er stadig ikke gået op for mig at jeg er sluppet så billigt fra det og jeg alligevel har været så tæt på..

Hej det er en vildt oplevlse du har været igennem . Men er der nogen i din familie som har haft det eller ? Fordi det mærkelig hvordan det lig pludselig bare kom

Skræmmende oplevelse, men godt at høre, du er sluppet nogenlunde billigt fra den og er i bedring!

Har du haft kontakt med nogle af dem, der var der, da det skete? Kan forestille mig, at det også må have været en skræmmende/voldsom oplevelse for dem.

Ved du om det skete som direkte påvirkning af en stor belastning/tungt løft?
Hvis ikke er det vel næsten held i uheld, at det ikke skete, mens du fx var alene hjemme.

chestpumper skrev:Halløj,

for ca. 3 uger siden fik jeg en hjerneblødning. Jeg var hele turen igennem med fuld narkose og en operation i hovedet/hjernen. Hele 'oplevelsen' har været i mareridt lige fra dag 1. Hvis jeg havde haft muligheden havde jeg taget mit eget liv, men alle smerter er væk nu.
Problemet er, at oplevelsen har været så ubehagelig, at jeg faktisk hele tiden tænker på den, udover når jeg er social. Sommetider kan jeg ikke falde i søvn, fordi tankerne bare kører rundt.

Nogle andre der har haft samme problem? Er det noget der aftager med tiden? Og er det almindeligt at man tænker så meget over hvad der er sket og hvad der kunne ske? Eller burde jeg måske gå til psykolog?

Det er lidt off-topic, men jeg "håber" der er andre derude, der ved noget om det/har oplevet det samme.

Er jeg sgu ked af at høre. Det er fandme kedeligt i så ung en alder!
Hvad siger lægerne, er der kommet svar på noget?

Hvis det kan hjælpe bare en lille smule, så ja. Har haft tankemylder ved sovetid HVER nat i 5 år. Tankemylder kredser dog ikke specielt om man har det ene eller det andet, det er bare... tankemylder. Tager mig 2-3-4 timer at falde i søvn hver nat, hvis jeg går i seng til ordentlig tid når man skal op ved 7-8 tiden. Nu går jeg dog bare så sent i seng, at kroppen er ret smadret, så det tager mig mellem en halv til halvanden time at falde i søvn nu. Sover 4-5-6 timer i snit om natten. Har muligvis noget ADHD, dog uden udtalt hyperaktivitet. Det vides ikke endnu, tager en krig at komme igennem systemet.

Jeg er så lidt heldigere end de fleste med ADHD, min hjerne er skruet mærkeligt godt på i forhold til normalen med det syndrom. Har selvfølgelig mange flere symptomer end disse, men det er nu ikke det, som det handler om.

Selvfølgelig kan du komme til at snakke med en psykolog når du har været ude for sådan noget, uden det koster dig noget. Psykiatrien er dog VOLDSOMT overbelastet og selv for en som dig kan det tage tid før du kommer til, hvis du kører det igennem det offentlige (hvor det jo så er gratis)

Det kan på ingen mulig måde skade at tage til en psykolog (eller måske præsten) for at tale om hvad der er sket. Det er jo en super skræmmende oplevelse.

Håber alt det bedste for dig og at du snart er helt ovenpå igen

Det lyder sgu som en væmmelig omgang. God bedring!

Blev selv en gang sendt til psykolog af de gamle og må indrømme jeg ikke gav meget for det.
Jeg fandt hele situationen hvor en vildt fremmed sidder og lytter, og lader til at forstå mig og mit liv fuldstændig, for 2-300 kr i timen, for dybt latterlig.
Efter 1. og sidste session tog jeg en lang god snak med mine forældre og fortalte fuldt ud hvad jeg følte og gennemgik, og har derefter ofte "læsset af" på mine venner hvis jeg har brug for det - de ved i det mindste hvem jeg er, og lytter gerne gratis..
-Bare mine tanker.. der er selvfølgelig også en del som finder der betryggende at det netop er en totalt fremmed man betror sig til.

Maskinen skrev:Blev selv en gang sendt til psykolog af de gamle og må indrømme jeg ikke gav meget for det.
Jeg fandt hele situationen hvor en vildt fremmed sidder og lytter, og lader til at forstå mig og mit liv fuldstændig, for 2-300 kr i timen, for dybt latterlig.
Efter 1. og sidste session tog jeg en lang god snak med mine forældre og fortalte fuldt ud hvad jeg følte og gennemgik, og har derefter ofte "læsset af" på mine venner hvis jeg har brug for det - de ved i det mindste hvem jeg er, og lytter gerne gratis..
-Bare mine tanker.. der er selvfølgelig også en del som finder der betryggende at det netop er en totalt fremmed man betror sig til.

Nu er det bare sådan, at en psykolog kan give redskaber til at gennemføre en proces der naturligvis tager tid. Hvilket ens mor og far nok ikke kan hjælpe med. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være sundt at snakke med sin mor, far, venner, kæreste osv. osv., om hændelsen.

God bedring til TS

300kr i timen? det var satme en billig psykolog..

Til TS -

Afsted med dig, hvad venter du på? du kan altid prøve det et par gange før du finder ud af om det er pengene værd, sørg for at find en psykolog der fungerer fordi, det skal klikke fra første samtale..

Snak med lægen om en henvisning.

300kr for en time er sikkert fordi han er blevet henvist af en læge. Det er jeg også lige blevet.

Det er en vildt skræmmende historier og man kan gå og tænke over om det mon kommer til at ske igen. Det ved jeg ikke om du gør?

Jeg er selv lige blevet henvist til psykolog hvor jeg har været 2 gange nu, og er overbevist om at det kan hjælpe mig. Fik ad vide at jeg meget sandsynlig har en alvorlig depression. I snakken har hun vendt en masse ting om så jeg har fået en ny måde at tænke på dem på.

Havde faktisk en kammerat som oplevede noget lignende(dog hjertetilfælde), som fik beskeden fra psykologen at den bedste måde at bearbejde det som var sket var gennem venner og familie.

Personligt ville jeg tage en snak med en læge, om det kunne være angstlignende symptomer som over 20 % af danskerne oplever i livet.

Lyder som om du har et mildt tilfælde af post-traumatisk stress-symptom. Intet underligt i det, efter den tur du har været igennem.

Som 8800 siger, få kontakt til en god psykolog og få gennemarbejdet forløbet med ham/hende. Nogengange er det faktisk det der virker bedst, en fremmed professionel der ikke er personligt involveret i dig, men har og kan vidregive redskaberne til at du kommer vidre.

Shit, jeg fik kold sved af og læse den her tråd meget skræmmende

[quote="chestpumper"]Halløj,

Hele 'oplevelsen' har været i mareridt lige fra dag 1. Hvis jeg havde haft muligheden havde jeg taget mit eget liv, men alle smerter er væk nu.
Problemet er, at oplevelsen har været så ubehagelig, at jeg faktisk hele tiden tænker på den, udover når jeg er social. Sommetider kan jeg ikke falde i søvn, fordi tankerne bare kører rundt.

Nogle andre der har haft samme problem? Er det noget der aftager med tiden? Og er det almindeligt at man tænker så meget over hvad der er sket og hvad der kunne ske? Eller burde jeg måske gå til psykolog?
quote]

Har grundet en ubehagelig barndomsoplevelse været præcis samme sted som du lyder til at være. Fra jeg var 13år havde jeg det sådan on/off i 2-3 år. Havde ingen jeg kunne fortælle det til og ville ikke engang nævne ordet psykolog for mine forældre, da jeg troede, at de så ville presse oplevelsen ud af mig. Det ødelagde størstedelen af de år. Nu 5 år senere har jeg først accepteret situationen fuldstændigt. Håber ikke det går så galt for dig. Søg psykolog og gør hvad du kan for at bearbejde det.

A Menace To Chicken skrev:Lyder som om du har et mildt tilfælde af post-traumatisk stress-symptom. Intet underligt i det, efter den tur du har været igennem.

Som 8800 siger, få kontakt til en god psykolog og få gennemarbejdet forløbet med ham/hende. Nogengange er det faktisk det der virker bedst, en fremmed professionel der ikke er personligt involveret i dig, men har og kan vidregive redskaberne til at du kommer vidre.

Enig med Menace, det er muligt. Men et mildt tilfælde. Få det arbejdet i gennem, sørg for at få kontaktet en psykolog, som det er super vigtigt du klikker med.

Men ja, det vil være en fordel at snakke med en fremmed om det, problemet med at bearbejde det med venner/familie etc., er at man faktisk aldrig får sagt det hele. Der vil altid være nogle ting man holder tilbage, fordi det er for personligt.
Synes personligt selv, når man er dreng/mand, at man klikker bedst med en kvinde.

self-edit: syndrom, - ikke symptom.


Begreber, begreber...

Jeg synes også klart du skal prøve at tage til psykolog hjælp. Så kan du jo altid tage stilling til det videre forløb derfra. Alt efter om du synes om psykologen og om du synes det har en gavnligt effekt. Det værste der kan ramme en, er at blive ramt psykisk. -det sætter dybe ar. Om ikke andet så få noget hjælp til selvhjælp. Jeg tror personligt det er meget forskelligt hvad der virker fra person til person. Være det musik, samtale, motionering etc.

Men siden du vælger at oprette denne tråd og ud fra det jeg læser fra især dit første indlæg, så virker det klart som om du skal gøre noget ved det her. Så mit råd er klart: professionel hjælp.

Det eneste jeg hæfter mig lidt ved, og som foruroliger mig lidt. Er at du skriver at du var klar til at tage dit eget liv. Går dog ud fra det muligvis skal forstås mere i overført betydning? Altså at det bare var under episoden, fordi det simpelthen gjorde så stjerneondt.

Til slut skal der også lyde en god bedring herfra.

A Menace To Chicken skrev:self-edit: syndrom, - ikke symptom.


Begreber, begreber...

Ah ja, dog trods alt ikke helt tosset mht. symptom i stedet, man skal passe på med at diagnostisere sig selv/vi skal passe på ikke at diagnostisere ham, placeboeffekten fx kan også betyde en del. Vi er trods alt ikke læger, men er enig, det kunne lyde som det.

Hey.. det er lidt over 3 uger siden jeg skrev indlægget, så vil lige smide en update.
Tak til dem som har skrevet!
Valgte at give det noget tid for at se hvad der ville ske. I starten lå jeg derhjemme, og var alt for afkræftet til at gøre noget pga operationen. Er fysisk på toppen nu, lægerne har sagt go for at jeg kan træne igen, hvilket giver hverdagen meget mere mening mht planlægning af træning, mad osv.
Så har jeg afsluttet 1.g med 3 årsprøver og 1 eksamen, og været en del sammen med vennerne til fester og hyggeaftener.
Hele "oplevelsen" er lagt lidt til side. Tænker ikke så meget over det, selvfølgelig vil det altid være i baghovedet. Men efter at jeg har fået noget at se til og være social igen, går det godt. Især min træningsmakker har haft stor betydning for det hele. Han har været der til hver eneste træning i den måned jeg har trænet nu og bakket mig op og motiveret mig. Det lange stykke tid væk fra thegym har også motiveret mig mere, og jeg er kommet hurtigt tilbage igen, selvom jeg var helt nede og bænke 40 kg i workset da jeg kom tilbage!!
Jeg tænker stadig over det, når jeg bare sidder for mig selv og chiller, og sådan vil det sikkert altid være, da det har været et mega chok.. Men er blevet mere cool med det nu!

Super du er kommet på fod igen, Chest.

Skal du ikke snart logge?

Qmega skrev:Super du er kommet på fod igen, Chest.

Skal du ikke snart logge?

Jo det kan godt være jeg skal logge noget mere, når jeg er kommet ordentligt igang igen.

Skræmmende historie. Fedt du er kommet på højkant igen.