.

Jeg mener oprigtigt at du bare skal glæde dig til at starte på gymnasiet, der er plads til ALLE typer, og alle får venner, hvis de ønsker det

Derudover skal du aldrig tænke selvmordstanker! Jeg kan overhovedet ikke sætte mig ind i det, (men alle har vel haft hårde tider i teenageårene), men glæd dig nu bare til gymnasiet, festerne, pigerne. Find et arbejde, en social hobby. Selvom bodybuilding er pisse fedt, og alle herinde vil tale for det, er det ikke det mest sociale. Ihvertfald ikke rundt i de kommercielle centre. Så hvis det er den eneste sport du vil dyrke, så find et vægtløfter klub. Derudover start til fodbold, badminton, squash, bordtennis? Alle er gode til et eller andet.

Er ikke kompetent vejleder på nogen måde, men jeg synes det er godt du allerede er i gang med at få psykologhjælp.

Derudover bør du forstå og huske på følgende. Du er kun 17 år gammel. Du har kun lige levet 1/5 af dit liv. Du har stadig 4/5 til gode, og tro mig, det bliver bedre. Jeg synes først tingene rigtigt er begyndt at åbne op for mig efter jeg blev 20. Men du behøver ikke vente så længe. Når du starter på gymnasiet sker der det at du højest sandsynligt mister alle relationer til folkeskolen, medmindre du bor i nærområdet og ser folk fra din skole ofte uanset.

Men uanset, så starter alle på en frisk i gymnasiet, og det er her man har rig mulighed for at bygge nogle rigtigt gode venskaber op. Det er noget jeg siger fordi jeg selv har gået i gymnasiet, og dem jeg kender der også har gået i gymnasiet har haft samme oplevelse. Det kan godt være det lyder urealistisk at tingene "bare ændrer sig" i takt med at man kommer i gymnasiet, men det gør de.

Og du er bestemt ikke alene. Mange teenagere har eller har haft det på samme måde som dig. Det kan godt være at du føler dig alene, men rigtigt mange står eller har stået i samme situation og er kommet igennem det, samt kommet ud på den anden side som en meget stærkere person. Du kan gøre det samme.

Det er vigtigt at du ikke isolerer dig selv for meget. Jeg er nok ikke helt forkert på den når jeg påstår at du er mest depressiv når du sidder for dig selv. Kan du genkende det? Når man er alene er det alt for let at blive fanget i sit eget hovede, og depressive personer er ikke ligefrem dem der kommer med gode og positive idéer. Så kom ud af dit eget hovede så ofte som muligt, og når du er alene, så prøv at dreje dine tanker et andet sted hen. Det er ikke let, men med træning i at styre dine tanker kan du komme langt.

Du kan eventuelt begynde at læse selvudviklingsbøger. De kan hjælpe dig i sociale omgivelser hvis du har problemer med at få venskaber. Jeg kan personligt anbefale How to Win Friends and Influence People af Dale Carnegie til lige netop dette formål. Lige så kan du muligvis også få glæde af meditation. Jo mere du er i nuet jo bedre. Jo mere en indsats du lægger i at forbedre dig selv, jo nemmere får du det også sammen med andre. Og dette skal du bestemt ikke læse som om at du ikke er god nok som du er, men personlig udvikling er en livslang process, og jo hurtigere du kan få de mere basale ting på plads som man ofte først lærer i voksenlivet, jo nemmere får du det generelt med at begå dig og skabe gode og solide venskaber.

En sidste ting jeg lige vil sige er at jeg synes det er vigtigt at du fortsætter med at træne. Det kan give dig noget at fokusere på og holde dig igang. Du kan eventuelt supplere med nogle flere fritidsinteresser for at komme ud noget mere, samt finde nye venner.

Det kan godt være at noget af det jeg skriver for dig lyder dumt, kedeligt, "too much effort" eller lignende, men når du er i den situation du er i, er det så ikke værd at prøve? Du har jo ikke noget at miste, så jeg opfordrer dig til at være så åben som muligt for at prøve nye ting af

Jeg synes at det dummeste du har gjort, er at stoppe med at gøre de ting du holdte af, fordi andre mennesker mente det var forkert eller underligt. Det er da vigtigt at lave de ting vi bedst kan lide at lave, så kan man da skide på hvad de andre siger, der findes andre nørder end dig, og det er som regel også dem der klarer sig bedst senere i livet.

Nielsen_ skrev:Jeg synes at det dummeste du har gjort, er at stoppe med at gøre de ting du holdte af, fordi andre mennesker mente det var forkert eller underligt. Det er da vigtigt at lave de ting vi bedst kan lide at lave, så kan man da skide på hvad de andre siger, der findes andre nørder end dig, og det er som regel også dem der klarer sig bedst senere i livet.

Enig. Jeg var også en nørd i folkeskolen. Gamede ofte, og fik meget tid til at gå med at lave hjemmesider. I dag har jeg en bachelor i software, og er i gang med min kandidat. Det er et erhverv med store fremtidsudsigter.

Puha....Tusind tak for jeres svar, havde slet ikk regnet med at blive besvaret.

Jeg forsøger så meget jeg kan, at jeg ikke isolere mig, men problemet ligger i at jeg jo ikke har nogen, som jeg isolere mig fra. Da jeg ingen omgangskreds har, ergo ingen venner.

Acid du har helt ret i at når jeg er alene, fx ikke er nede og træne, eller er sammen med min famile, skole. Så er jeg mest depressiv, da jeg jo er alene med min tanker.

Og i har fuldstændig ret i at det var dumt, at opgive mine store interesse for science fiction. Jeg tror også det var det, som jeg blev mindet om da jeg så avatar igen, og blev mindet om alle de ting som jeg gerne ville have. Og det gjorde mig så mere depri, en jeg var i forvejen. Og har taget den op igen, så det har også givet mig en hobby, dog er det svært at have overskud til noget som helst, når man føler at livets ende lurer om hjørnet.

Chok´Itan skrev:Idag er jeg bare hjemme det meste af tiden, jeg har det virkelig dårligt. Når jeg spiser følelse det som knive i mit spiserør,jeg har til tider kvalme, er svimmel og har ondt i kroppen. Og er pisse angst for min tænder rådner.

Hvad mener, du med du er angst for dine tænder rådner? Kaster du meget op? Eller får du til tider indtrykket af at de rådner, selv om de reelt har det fint?

Chok´Itan skrev:Men det lærte jeg stille og acceptere, men så i sidste uge blev min situation forværret, jeg har været så ked af det de sidste uger, faktisk siden jeg så min ynglings film avatar for 117 gang, da jeg så den var det noget andet jeg ønskede nogle af tingene, jeg ønskede virkelig en man kunne elsker, og god flokvenner.

Det er meget normalt for en person i din situation at søge tilflugt i fantasiens verden, men lad nu være at lade eskapismen tage overhånd: http://www.telegraph.co.uk/culture/film ... -real.html

Chok´Itan skrev:Jeg har aldrig haft en kæreste, eller en ordentlig omgangskreds, som jeg følte mig tilpas i, jeg savner en jeg virkelig kan elsker og nogle som jeg kan betro mig til. Jeg savner generelt et normalt liv, og alle disse følelser toppede i fredags, der blev jeg virkelig ligeglad, og tænkte flere gange at min liv ikke var værd at leve, igår lå jeg fra kl 22 cirka til omkring kl 5 i morges kun i mørke, stivfrossen i min seng og tænkte nu er det nu, jeg skal ikke leve mere, altså selvmordstanker. Jeg diskuterede inde i hovedet, med både for og imod. Har det generelt lort idag. Jeg føler mig som en ynkelig og ensom person, venner har jeg ingen af, har min familie. Men det jo ingen erstatning som sådan, mit mål var i startet at starte på gymnasiet efter sommer, for at prøve at opnå venner og kæreste, men tror ikke på det idag.

Man kan altid få venner og en større omgangskreds eller en kæreste. Men det kan være meget svært at overskue, hvis man i forvejen har sociale og psykiske problemer at kæmpe med. Men udfordringerne må løses i logisk rækkefølge, hvilket i dit tilfælde vil medføre at starte med at fokusere på dit helbred og dig selv.

Du har på sin vis allerede taget første skridt til det ved at erkende, at du har et problem og ved at søge hjælp. Det er sådan en vindertype gør, så det har du kun grund til at være stolt over.

Chok´Itan skrev:( Jeg har snakket med lægen idag, omkring selvmordstankerne, og er henvendt til psykiatrisk afdeling, der går dog uger endnu. Og er begyndt på fullbody, for at komme lidt ud. )

Hvis du har akutte selvmordstanker kan og bør du henvende dig til din nærmeste psykiatriske skadestue (https://www.borger.dk/Sider/Psykiatrisk ... stuer.aspx) eller i det mindste ringe til fx Livslinjen (http://www.livslinien.dk/)

Jeg synes også du skal tage en lang og åben snak med dine forældre om dine problemer.

Chok´Itan skrev:Acid du har helt ret i at når jeg er alene, fx ikke er nede og træne, eller er sammen med min famile, skole. Så er jeg mest depressiv, da jeg jo er alene med min tanker.

Hvor bor du henne i landet, og hvor træner du? Hvis jeg skulle træne i FitnessWorld til hverdag, ville jeg også hurtigt miste livsglæden ;)

Jeg er ikke psykolog og jeg har ikke noget fagligt belæg for at hjælpe dig. Men jeg vil gerne forklare lidt om det jeg selv har været igennem og forsøge at relatere nogle af de ting jeg selv har lært til din situation.

At du er på vej i terapi er godt - et af de sværeste skridt er at indrømme det for andre og få hjælp. Sørg for at få en henvisning til en psykolog fra din læge. Det hjælper meget og du får indblik i nogle nye sider af dig selv. Derudover kan du måske overveje lykkepiller, eksempelvis paroxetin, men der findes 100 forskellige mærker. For mig har lykkepiller ikke virket - det er noget du bør overveje meget grundigt. Tendensen i dag er at smide lykkepiller efter folk, så snart de har det dårligt. Men lykkepillerne løser ikke de problemer, der i virkeligheden er grunden til din depression. Det er her din psykolog kan hjælpe dig. Men det er selvfølgelig en diskussion du kan tage med din læge. I de mere alvorlige tilfælde behandler man angst med stærkere medicin. Det vil jeg dog langt fra anbefale især ikke dit tidligere hash "misbrug" taget i betragtning. Jeg kunne ikke selv styre den stærkere medicin og endte med at få det dårligere af det. Snak med din læge og din psykolog og fortæl dem om dit tidligere forbrug af hash. Du snyder kun dig selv ved at skjule det.

I sidste ende kan andre ikke løse alt for dig. Det er dig selv der skal tage det store læs. Jeg tog en dag den beslutning, at nu gider jeg fandeme ikke være i min seng længere og være depressiv. Jeg vil gøre noget ved det, selvom det måske er noget af det hårdeste jeg har gjort, og komme ud blandt mennesker og få gang i mit liv igen. Nu kender jeg jo kun det til dig, som du selv skriver. Men det ser ud som om du savner venner og måske en kæreste. Selvom det måske virker skræmmende, så kan jeg kun råde til dig at komme ud af busken og forsøge at gøre noget ved dit problem selv. At du tidligere blev mobbet skal du ikke lade skræmme dig. Der er ikke noget i vejen med dig og du skal ikke være bange for ikke at slå til i forhold til andre mennesker. Mange mennesker er inderst inde gode personer. At du blev mobbet betyder på ingen måde at der er noget i vejen med dig eller dine interesser, det viser derimod at der er noget i vejen med dem der mobbede dig. Jeg kunne måske forestille dig at du skal prøve at komme ud blandt folk der har samme interesser som dig. Nu ved jeg ikke hvor du bor og hvilke muligheder du har for at møde mennesker med samme interesse med dig. Sæt dig på en computercafé og kom i snak med andre som er interesseret i computere. Kom i snak med nogle nede i dit træningscenter, langt de fleste dernede er utroligt interesseret i at snakke om træning. Her kan du måske ende med at finde dig en eller flere træningsmakker(ere) som kan blive venner. Det jeg prøver at vise er, at du må forsøge at finde nogle steder, hvor du ved der er folk med samme interesser som dig. De skal nok finde dig og dine oplevelser interessante. Jeg kan godt forstå, hvis det virker som et skræmmende skridt. Men som jeg skriver er det en beslutning du må tage for at gøre noget for dig selv. Du kunne også forsøge dig med nogle dating-profiler på nettet for at finde en kæreste, eller pigeven, eller venner generalt. Det er der intet i vejen med. Små skridt kan med tid få dig langt, og nogle få venner kan i sidste ende give dig modet til at starte på gymnasiet. I hvert fald er det et skridt du bør tage. Eller få et arbejde eller en anden uddannelse - bare noget du ser som interessant og som kan få dig ud blandt andre. At starte med sådan noget er måske et stort skridt, men som jeg skriver kan du tage små skridt hen mod dig mål indtil du er der. Det er fint at du "øver dig" i at snakke med mennesker på et forum som dette, det viser at du har modet på at komme igang og gøre noget ved det. Internet-venner kan være rigtigt givende at have, men det er også vigtigt at du får "rigtige" venner. Men som sagt, små skridt.

Jeg håber du kan se på de svar du har fået, at der faktisk er mange der meget gerne vil hjælpe og er interesseret i din person og interesseret i at snakke med dig. Når de findes her, kan du også gå ud og finde dem i den virkelig verden.

Jeg håber, det lykkes dig at få det bedre. Der er ingen der fortjener at have det, som du har. Få den professionelle hjælp du kan og sørg så for at sætte din familie ind i din situation, så de også kan støtte dig i dit forsøg på at komme ud i verden og finde det gode humør.

Hvor bor du hen? Hvis du er interesseret i Bodybuilding kunne du evt søg efter en træningsmakker i den by du bor i.
Hvis det lykkes at finde en har du i hvert fald noget socialt til at starte på, og måske en ny ven.

Først og fremmest synes jeg at det er utroligt sejt at du står frem og tør at fortælle andre(endda helt fremmede mennesker) hvordan du har det, det synes jeg siger utroligt meget om dig som person!
Derudover kan jeg mærke på dig at du (naturligvis) er meget opsat på virkeligt at få det bedre og få en bedre tilværelse, hvilket også er rigtigt positivt. Nogle af de ting du skriver kunne give det indtryk at du er "ved at give op". Men det synes jeg at du har al mulig god grund til at lade vær med!
Du skal bare glemme de personer der engang mobbede dig, og selv om jeg kunne forestille mig at det kunne være svært (har heldigvis aldrig oplevet mobning på egen krop), så tror jeg at det bedste du kunne gøre var at glemme det. Overfør de frustrationer du har fået på baggrund af dette til din træning. Få det hele ud af kroppen gennem din træning. Med andre ord befri dig selv igennem din træning(så vi du også opnå en flot form! )

Jeg tror at alle mennesker i større eller mindre grad oplever perioder i deres liv, som de synes er svære. Hvor man har lyst til at give op. Forskellen på folk er bare om de finder sig tilfredse med dette, eller om de bare "lader stå til". Det sidste med at lade stå til, gør du ihvertfald ikke, og det betyder at du er på rette vej!

Hvor svært det end lyder, så find nogle med de sammen interesser som dig, snak med folk når du træner og alle de andre gode råd de andre her på sitet har givet dig!

Lær DIG SELV at kende, find ud af hvad DU kan lide at bruge din tid på, også gør det! Uanset hvad andre synes om dig!
Jeg er sikker på at der er nogle derude med de samme interesser som dig, du skal bare finde dem.

Derudover synes jeg at det er stærkt gået at du har kontaktet en læge og er på vej i behandling, endnu et skridt imod "bedre tider".

Slutteligt vil jeg lige sige at jeg ingen psykologisk baggrund har, ej heller noget som helst videnskabeligt belæg for alle de ting jeg skriver.
Jeg vil bare fortælle dig at du er på rette vej, og at de fleste problemer kan løses, vi er her for dig!

Han skal ikke til psykolog, han skal til en psykiater.

Tal med dine forældre nu, og bed dem så om at køre dig ned til nærmeste psykiatriske skadestue. Jeg har arbejdet på en - det vil hjælpe dig, virkelig . Du skal ikke gå og vente sådan som du har det.

føler med dig! Aldrig rart at hører når nogen har det så dårligt, selvom jeg ikke kender dig! Gør de ting du elsker koncentrere dig om at have det godt, uanset hvad andre måtte mene! Det er godt du skal snakke med en psykiater, du skal finde ud af hvorfor du har det så drligt som du har det. Det med knive i halsen at dine tænder rådner osv, er klassiske tegn på angst, det handler om at acceptere man har, ikke at flygte fra de dårlige tanker osv men acceptere man har dem. Når du får det dårligt når du er alene eller skal til at sove, så lad tankerne komme sig fuck dem giv dig selv tilladelse til at blive angst, det handler om at acceptere det! Held og lykke!

Psykiater og det kan kun gå for langsomt!!!!

Få nogle faste positive holdepunkter i livet. Du er i gang med et træne, hvilket kan hjælpe i en positiv retning da hjernen frigiver en helvedes masse stoffer som kan hjælpe dig på de psykiste punkter.

I min 9 klasse røg jeg også ALT for meget hash og det der er værre pga. bølgerne gik højt med min far hele tiden, hvilket de stadig gør i dag, men er blevet meget bedre.
Laver ikke balade mere, faktisk pga. at jeg ikke føler at jeg kan passe min træning ordenligt så.

Venner har jeg heller aldrig haft for mange af, hvilket også gør at man tænkte " Er jeg sær?? Er en kugle for panden bedre for om verden?? " Tro mig, det er det ikke!!!
Tænk over det. Hvem ville stor tude til din begravelse?? Det er de mennesker man skal værdsætte aller mest, er jeg kommet frem til.

Der er lys for enden af tunnelen og vi har alle vores dårlige tider ;)
Du virker ellers som en ganske velformuleret person, som kan sætte ord på det hele, hvilket kun er en god ting og kan gøre det hele bedre, endnu hurtigere.

Hold fast i din interesse for Science-fiction, men lad være med at lukke dig inde bag computeren - medmindre du har venner, fra dit virkelige liv vel og mærket, der også gamer, som du kan spille med. Der er intet i vejen med at være nørdet, sålænge man ikke er helt alene om det - så risikerer man at blive ensom.

Giv den gas i centeret - forhåbentlig kan din nye og flottere krop give dig et selvtillid-boost du kan bruge når du starter i gymnasiet, hvor jeg garanterer der er plads til alle. Ved godt det kan virke som lange udsigter, og at du kan have svært ved at forholde dig til det nu, men det vigtigste er du ikke giver op - der er lys forude!

er virkelig taknemlig for jeres svar! føler virkelig en opbakning

Jeg er blevet helt inspireret til at tage i skole i morgen, de 3 gange jeg var nede og træne i sidste uge, snakkede jeg lidt med en. Så er begyndt at oprette lidt kontakt igennem der.

det men mine tænder, stammer nok fra de negative tanker/sygdomsangst. Hvor jeg synes at kunne mærke forskellige, symptomer fra sygdomme, som ikke er der.

Min familie er fuldt ud informerede omkring situationen.

Jeg havde lidt i tankerne, at jeg ville bruge tiden på at træne, også bare prøve at få det lidt bedre, så jeg kunne startet på gymnasiet med et bedre humør og mindre fysiske smerter.

Moby Dick skrev:Han skal ikke til psykolog, han skal til en psykiater.

Tal med dine forældre nu, og bed dem så om at køre dig ned til nærmeste psykiatriske skadestue. Jeg har arbejdet på en - det vil hjælpe dig, virkelig . Du skal ikke gå og vente sådan som du har det.

Har faktisk talt med den nærmeste afdeling, og der aftalte vi ( eller mine forældre ) at hvis selvmordstankerne, bare kunne lugtes så skulle jeg komme derned.

Som mange andre siger: Prøv nogle forskellige ting af. Kom nogle nye steder. Prøv nye sportsgrene, lav et eller andet spontant, prøv noget nyt - et friskt pust. Jeg har det tit sådan, og så laver jeg noget, jeg aldrig har gjort før. Begyndte sidste sommer at gå gode, lange ture fordi jeg følte, at jeg gik og spildte tiden herhjemme i de daglige rutiner. I stedet for at "spilde" tiden i ferien gik jeg 25-30 kilometer når det var godt vejr, altid en ny rute og uden at tænke over de trivielle hverdagsting. Det behøver ikke at være nogen speciel ting, men prøv noget nyt. Det hjælper "altid" - det kan i hvert fald bidrage til en bedre hverdag.

Hvis du har interesse i nogen former for sport eller vægtløftning, kunne du starte i en klub. Det er en god mulighed for at opnå relationer og dyrke en sund interesse.

Derudover vil du opleve at folk har noget mere at byde på når du kommer på gymnasiet og videre frem i livet, i takt med folk omkring dig bliver mere modne.

Koncentrer dig om at udvikle dig selv og dyrk de ting du elsker, det lyder nok meget kliche, men for at andre skal kunne elske dig, skal du først elske dig selv.

Ønsker dig alt held og lykke gennem denne svære tid og du skal vide at du aldrig er alene, er personligt selv vokset op med en mor der var misbruger og fraværende far. Det handler om at gribe livet ved nosserne og skabe det liv man fortjener, der er ikke andre der kan gøre det for dig.

Hvor træner du henne af?

Chok´Itan skrev:er virkelig taknemlig for jeres svar! føler virkelig en opbakning

Jeg er blevet helt inspireret til at tage i skole i morgen, de 3 gange jeg var nede og træne i sidste uge, snakkede jeg lidt med en. Så er begyndt at oprette lidt kontakt igennem der.

det men mine tænder, stammer nok fra de negative tanker/sygdomsangst. Hvor jeg synes at kunne mærke forskellige, symptomer fra sygdomme, som ikke er der.

Min familie er fuldt ud informerede omkring situationen.

Jeg havde lidt i tankerne, at jeg ville bruge tiden på at træne, også bare prøve at få det lidt bedre, så jeg kunne startet på gymnasiet med et bedre humør og mindre fysiske smerter.

Moby Dick skrev:Han skal ikke til psykolog, han skal til en psykiater.

Tal med dine forældre nu, og bed dem så om at køre dig ned til nærmeste psykiatriske skadestue. Jeg har arbejdet på en - det vil hjælpe dig, virkelig . Du skal ikke gå og vente sådan som du har det.

Har faktisk talt med den nærmeste afdeling, og der aftalte vi ( eller mine forældre ) at hvis selvmordstankerne, bare kunne lugtes så skulle jeg komme derned.

Ja det stammer fra din angst, det lyder komplet åndsvagt, men den bedste måde at komme af med sin angst på, er at lade den komme acceptere den, acceptere du bliver bange, den dag du gør det får du det meget bedre med dig selv! Bare sig til dig selv alle har angsten i os, og føler den engang i mellem, kunsten er at lære at leve med den, og acceptere man har den, livet går op og ned, du er i bunden nu, det kan kun gå fremad!

Heey makker! først og fremmest så synes jeg det er super cool du træder frem med nogle af dine tanker og rækker en hånd ud. Faktisk er der utroligt mange der har svært ved netop dette.

Jeg fik ikke lige læst om du er i gang med en form for terapi eller behandling? ellers så synes jeg du skal tage mobilen og få ringet til din læge så hurtigt som muligt og aftalt en tid. Til lægen fortæller du så om alle dine problemer og tanker omkring dette og han/hun kan se henvise dig videre til forskellige valgmuligheder. Hospitaler har fx forskellige behandlingsforløb mod dette. Men vigtigt at du kommer afsted så hurtigt som muligt til lægen og får der en god snak.

Det er fedt du har taget vægtløftning op som en hobby, det kan faktisk gøre utrolig meget for ens sind. Her synes jeg så, så vidt det er muligt, at du finder dig en rigtig vægtløfter klub, da der er lang større mulighed for at få skabt nogle venskaber der end hos de kredse som fitnessdk og fitness world. Og hvis du har tid/overskudet til dig, så vil jeg også anbefale dig at klemme nogle faste løbeture ind i ugen af nogle små kilometer. Dette vil også hjælpe meget på sindet.

At tage et kig på ens generelle livsstil kan også gøre rigtig meget. Hvordan er din søvn? spiser du en sund og varieret kost? kommer du ud om dagen?

Generelle ting der også kan hjælpe vil være at begynde at læse bøger mere i stedet for så fjernsyn og holde god orden i hjemmet med god hygiejne.

Jeg synes så også du skal finde dig 1-2 hobbyer som du virkelig kan fordybe dig med. Den ene kunne være en sport du dyrker de 2-3 gange om ugen som supplement til vægttræningen og den anden kunne være noget mere personligt/kreativt. Forslag kunne være fodbold, rugby, kampsport(boksning, MMA), svømning osv. Men det er egentlig ligemeget hvad det er, så længe du har det sjovt med det. Den anden hobby kunne være ting inden for madlavning, musik, kunst, mode, tegning, spille et instrument, teater osv. osv. Det eneste der tæller er bare at det har din interesse og du kan fordybe dig i det.

Udover det så skal du have noget ro på sindet nu. Her synes jeg du skulle undersøge meditation og prøve det ad i et par uger. Jeg har selv lavet rigtig meget meditation og det er faktisk vildt hvor stor en effekt det kan gøre på ens tanker. Du kan google/youtubé dig hurtigt rundt omkring meditation og finde fine øvelser du kan gå i gang med, med det samme. Jeg anbefaler at du gør det hver dag/aften i 15-20 min. Det bliver svært i starten, men du vil hurtigt mærke der sker noget hvis bare du bliver ved.

En anden ting du kan gøre er at, hver aften, ikke så lang tid før din sengetid, så du skriver +10 ting ned i et hæfte som du er glad/taknemlig for i dit liv. Se det som en lille dagbog. Dette var en lille øvelse jeg fik da jeg havde kognitiv terapi og det virker faktisk rigtig meget. Man træner rent faktisk sin hjerne i at blive mere positiv og optimistisk og jeg tror du vil få gavn af øvelsen hvis du tager den til dig. Være dog opmærksom på at det kræver et par uger først før der egentlig kommer et rigtigt resultat, men det er det værd. Blot et bud, prøv det hvis du vil.

Det er også en god ide at du fordyber dig i skolen. Læs dine lektier, mød op til tiden, være aktiv i timerne osv. Det kan også gøre rigtig meget for din selvtillid.

Dette er alt sammen nogle hurtige råd som jeg hvertfald synes du burde overveje og tage til dig (alt efter lyst og overskud selvfølgelig) jeg har selv været i lignende situation som dig hvor jeg bare var træt af det hele og følte mig meget ensom og isoleret. Det er ikke rart, men sagen er at DER ER håb at hente. Det kræver bare noget gå-på-mod, beslutsomhed og så en helveds masse tålmodighed.

Held og lykke makker

stop med at se porno, hvis du ser det. meditér og lev et simplere liv.

Chok´Itan skrev:er virkelig taknemlig for jeres svar! føler virkelig en opbakning

Jeg er blevet helt inspireret til at tage i skole i morgen, de 3 gange jeg var nede og træne i sidste uge, snakkede jeg lidt med en. Så er begyndt at oprette lidt kontakt igennem der.

det men mine tænder, stammer nok fra de negative tanker/sygdomsangst. Hvor jeg synes at kunne mærke forskellige, symptomer fra sygdomme, som ikke er der.

Min familie er fuldt ud informerede omkring situationen.

Jeg havde lidt i tankerne, at jeg ville bruge tiden på at træne, også bare prøve at få det lidt bedre, så jeg kunne startet på gymnasiet med et bedre humør og mindre fysiske smerter.

Moby Dick skrev:Han skal ikke til psykolog, han skal til en psykiater.

Tal med dine forældre nu, og bed dem så om at køre dig ned til nærmeste psykiatriske skadestue. Jeg har arbejdet på en - det vil hjælpe dig, virkelig . Du skal ikke gå og vente sådan som du har det.

Har faktisk talt med den nærmeste afdeling, og der aftalte vi ( eller mine forældre ) at hvis selvmordstankerne, bare kunne lugtes så skulle jeg komme derned.

Det er jeg glad for at høre. Og du skal virkelig handle derefter. Alt det her med træning, hobbys osv er fint og velment, men er det så slemt, som du beskriver, så er der andre ting, der skal ordnes først.

Så tag i mod al den hjælp, du kan få - og god vind med det hele .

Moby Dick skrev:

Chok´Itan skrev:er virkelig taknemlig for jeres svar! føler virkelig en opbakning

Jeg er blevet helt inspireret til at tage i skole i morgen, de 3 gange jeg var nede og træne i sidste uge, snakkede jeg lidt med en. Så er begyndt at oprette lidt kontakt igennem der.

det men mine tænder, stammer nok fra de negative tanker/sygdomsangst. Hvor jeg synes at kunne mærke forskellige, symptomer fra sygdomme, som ikke er der.

Min familie er fuldt ud informerede omkring situationen.

Jeg havde lidt i tankerne, at jeg ville bruge tiden på at træne, også bare prøve at få det lidt bedre, så jeg kunne startet på gymnasiet med et bedre humør og mindre fysiske smerter.

Moby Dick skrev:Han skal ikke til psykolog, han skal til en psykiater.

Tal med dine forældre nu, og bed dem så om at køre dig ned til nærmeste psykiatriske skadestue. Jeg har arbejdet på en - det vil hjælpe dig, virkelig . Du skal ikke gå og vente sådan som du har det.

Har faktisk talt med den nærmeste afdeling, og der aftalte vi ( eller mine forældre ) at hvis selvmordstankerne, bare kunne lugtes så skulle jeg komme derned.

Det er jeg glad for at høre. Og du skal virkelig handle derefter. Alt det her med træning, hobbys osv er fint og velment, men er det så slemt, som du beskriver, så er der andre ting, der skal ordnes først.

Så tag i mod al den hjælp, du kan få - og god vind med det hele .

Tusind tak

Hvad er ideen med billederne?

Der er en del brugere herinde, der ikke er videre kløgtige. Det er deres forsøg på en lille morsomhed. Spekuler ikke mere på det .

Idéen med mit billede var for at du skulle se det skønne ved livet og is er skønt.

Moby Dick: tal for dig selv.

At lægge latterlige billeder ind i en tråd, hvor en dreng med svære psykiske forstyrrelser råber om hjælp - det er ikke videre kløgtigt, ej heller særlig sympatisk. Skam dig.