Fortryder gør jeg ikke for der er jo ingen grænser for alle de positive ting jeg lærte:
Kun tænke på mig selv min mad og hvornår jeg igen skal træne.
At kunne se ned på alle dem der ikke betragtede deres krop som et tempel.
At kunne løfte mere end de andre kan, er virkelig noget der har givet mig et forspring i livet.
Alle de dejlige trofaste venner jeg har fået gennem centret og de vil mig jo kun det bedste.
At alle kikker efter mig for de de er misundelige over min perfekte krop.
At jeg kan beundre mig selv i alle vinduer og spejle jeg passere.
Hele mit liv er fastlagt fra nu af træning og spisning herefter alt andet
At der desvære også er noget negativ er kun at se som de rene bagateller

Panikken over at tabe 10 gram.
Panikken over at ens arme, ben ikke er så store cuttet som de skal være.
Panikken over at skulle finde budget for næste kur.
Panikken over ikke at kunne træne hvis man skal på ferie.
Panikken hvis ens kæreste syntes en anden er stor eller stærker end en selv.
Panikken når man vågner og tænker at man skal gennem 10 måltider inden det igen bliver aften selv om man er mæt.
Panikken over at skulle høre på idioter der mener at det man gør er farligt når jeg nu ved det ikke er.
Panikken over ikke at kunne tage det roligt og sige "jeg når det vel imorgen"
Nej jeg fortryder intet og hvis jeg gjorde ville det jo heller ikke ændre på det fakta at det var gjort.
Jeg mener man skal leve med de opdagelser man har gjort og forsøge at få det bedste/positiv ud af det.