Måske noget der hører mere hjemme i en eller anden brevkasse, men har tidligere fået gode råd herinde so here goes.

Har generelt altid haft en forholdsvis lille gruppe 5-6 drenge jeg har holdt mig til ven mæssigt. Igennem hele folkeskolen, havde de samme venner i gymnasiet da vi endte i samme klasse. Selv på CBS går jeg i den mindste klasse og der er derfor meget få jeg har noget rigtigt til fælles med i min optik. Selvfølgelig fik jeg en masse nye venner igennem tiden, men så alligevel ikke.

Det virker som om jeg har mange bekendte/venner, men relativt få gode venner, som man hænger ud med og har meget til fælles med, kan snakke om alt osv. Der er som sådan intet i vejen med min nuværende gruppe, men jeg ville ikke have noget i mod lidt variation, så jeg ikke føler mig "afhængig" af den gruppe alene.

Det har aldrig gjort mig så meget, da jeg egentlig havde det fint med det indtil nu.

Under mit nuværende studieophold (Japan) finder jeg mig lidt i den samme situation med mange bekendte, men meget få "rigtige" venner. Det slog mig for alvor den anden dag, der blev jeg spurgt forsigt af en pige om jeg ikke havde ret mange venner, da hun synes hun ofte så mig alene til og fra træning på campus/spise frokost alene osv.

Ser mig selv som en almindelig fyr. Jeg har mange ordinære interesser som træning, gaming og fester. Mener ikke jeg er social afstumpet eller lign. Har ikke problemer med at tale med andre mennesker, drenge såvel som piger - har da også en kæreste.
Synes bare generelt at mange er meget reserveret? Og derfor er svære at nærme sig.

Alligevel fik kommentaren noget i gang i mit hoved, og kan ikke lade være med at tænke på om jeg har et problem?
Forstå mig ret, jeg ved at det "kun" er et problem, så længe jeg selv gør det til et, men jeg tænkte meget over det .

Hvordan har I det?
Har I mange rigtig gode venner?
Er I ligeglade?
Foretrækker I få man ved man kan regne med?

Det er der ikke noget unormalt i.

Jeg har få meget nære venner, som jeg jævnligt plejer omgang med, og rigtigt mange "mindre nære" venner, som rangerer fra venner til bekendte.

Jeg foretrækker på mange måder mit eget eller få menneskers selskab, hvis alternativet er overfladisk kontakt med en større gruppe.

Så medmindre du higer efter social kontakt med en masse forskellige, så sæt pris på den dybere kontakt du har med de få du omgås jævligt. Eller også må du jo aktivt ud og udvide din omgangskreds.

awesome skrev:Det er der ikke noget unormalt i.

Jeg har få meget nære venner, som jeg jævnligt plejer omgang med, og rigtigt mange "mindre nære" venner, som rangerer fra venner til bekendte.

Jeg foretrækker på mange måder mit eget eller få menneskers selskab, hvis alternativet er overfladisk kontakt med en større gruppe.

Så medmindre du higer efter social kontakt med en masse forskellige, så sæt pris på den dybere kontakt du har med de få du omgås jævligt. Eller også må du jo aktivt ud og udvide din omgangskreds.

Men netop hvilken måde er den bedste til at udvide ens egen omgangskreds? Der er selvfølgelig den oplagte, at blive introduceret til venners venner, men jeg tror helst, at jeg vil have nogen nye gode venner, som intet har med min nuværende gruppe at gøre. Det har jeg lidt svært ved at finde en vinkel på?

Uni er også en anden mulighed, men jeg er færdig med min bachelor til foråret. Ved jeg havner et nyt sted på CBS, når jeg skal i gang med min kandidat, men tænker at folk møder endnu mindre op til forlæsninger osv end bachelor(?)

Jeg snakker ikke længere med nogle fra folkeskolen af.
Jeg snakker ikke længere med nogle fra gymnasiet af, hvilket ikke gør mig som meget da jeg ikke følte mig som en del af klassen. Jeg var altid ham den mærkelige.
Her på universitetet snakker jeg godt med 20-30 stykker fra mit statskundskab hold - men jeg holder nok kun fast i 3-4 af dem efter studiet. Jeg spiser sammen med dem, snakker med dem, har det sjovt, netcafe etc. ude for studiet med dem. Resten snakker jeg kun med når jeg er på studiet.

Er det et problem at have få gode venner? Absolut nej. Det er faktisk dejligt. At man ikke skal please alle og har tid til sig selv.
Jeg synes, at jeg er gået fra, at ville være venner med alle til at have det helt fint med få venner. Fordi der kan jeg 100p være mig selv.

Ville jeg kategorisere mig som ensom? Nej, absolut ikke. Men er jeg ham der er venner med alle? Nej. Der er uden tvivl nogle der synes jeg er en idiot fra studiet.

Så længe du har nogle få tætte venner, nogle bekendte og en kæreste, så er du ikke ensom i min optik. Igennem internettet og blog post viser det jo, at der er nogle som ikke har venner, kæreste og næsten ikke bekendte.

Jeg har også kun få venner. To fra min barndom, som jeg ser en gang om året, en enkelt fra min hf-tid (som i over et år har boet primært i udlandet) og fem fra uni, hvoraf én også bor i udlandet. Ellers har jeg kun bekendte og nogle, jeg vil betegne som næsten-venner, som jeg kun ser i forbindelse med fester og frokost/kaffe-tid på uni - og da jeg er færdig med at studere, kommer jeg nok ikke til at se dem ret meget fremover. Jeg har da også ind imellem været alene på nogle hverdage, spist alene, trænet alene osv. Det generer mig ikke og jeg tror faktisk det er ret normalt. Der var lige en kort periode, hvor jeg tænkte om jeg egentlig havde nogen tilbage at snakke med i hverdagen, da to venner flyttede til udlandet, én tog på udveksling, én så jeg ikke på uni og de to fra barndommen bor langt væk (og var færdige med studielivet længe før jeg). Så havde jeg da én tilbage, og vi arbejdede begge to dage om ugen i hver sin ende af landet. Men det gik fint - dels fik jeg en ny ven, dels var der jo både kolleger og studiekammerater til at holde mig ved selskab.

FNG skrev:Det slog mig for alvor den anden dag, der blev jeg spurgt forsigt af en pige om jeg ikke havde ret mange venner, da hun synes hun ofte så mig alene til og fra træning på campus/spise frokost alene osv.

Tænker, at det måske var et forsøg på at indlede et dybere venskab med dig?

Jeg foretrækker helt klart få gode venner som man kan dele stort set alt med. Som man kan stole på, ikke fortæller det videre, man betror dem.

Jeg ser stort set aldrig veninderne fra folkeskolen, efterskolen, handelsskolen m.m. men det er mere fordi vi alle står med "håret i postkassen" med børn, arbejde, hus osv. Men mange af dem er da frisk på at mødes hvis én tager initiativet

Jeg tror også, at det er meget normalt, at man indimellem føler sig lidt ensom - men det gør vel også bare, at man så sætter mere pris på fællesskabet, når man er midt i det

Det er vel helt normalt. Personligt havde jeg de tætteste/dybeste relationer med mennesker da jeg gik i folkeskole (I ved, bedste venner som man var sammen med hele tiden og snakkede om ALT). I gymnasiet fik jeg også nye venner, men ikke på samme niveau som i folkeskolen. Her på uni er situationen lidt den samme som i gymnasiet, bortset fra at det ikke er de sindsygt dybe personlige samtaler jeg har med mine uni-venner (vi er en lille flok på studiet, så der er heller ikke så mange at vælge imellem).

Idag har jeg ingen kontakt med dem fra folkeskolen - vi er helt naturligt vokset fra hinanden (det skete allerede da jeg startede i gym, hvor mine bedste venner fra folkeskolen valgte noget andet end gym).

Dem fra gymnasiet mødes jeg med 2-3 gange om året, men håber på det bliver oftere når vi alle har læst færdigt på uni og rejser tilbage til vores fødesby/der hvor vi kommer fra.

Personligt er jeg sindsyg dårlig til at holde kontakten med folk, og det irriterer mig ofte. Bl.a. derfor har jeg ingen kontakt med dem fra folkeskolen og sjældent dem fra gym.

Jeg føler mig - og det er der sikkert mange der gør - også ensom i ny og næ. Jeg har ingen "bedste ven" som man kan tale med om alt, og min omgangskreds er forholdsvis lille. Men jeg nyder også alenetid (det er heldigt nok).

Men folk er forskellige, og realationer kan opstå ud af det blå.

Jeg føler det samme,

Jeg ved dem jeg kender syntes jeg er en fantastisk person og når vi er sammen til fester og andre sammenkomster kan jeg mærke de virkelig holder af mig, men hvorfor ses jeg så ikke noget mere med dem ? det nok min egen skyld da jeg på ingen måder gør noget for det, Jeg har faktisk kun en ven også et vennepar som rigtige venner, er det pinligt ? JA men på den anden side så har jeg det jo godt som jeg har det og nyder at kunne passe mig selv og skrive sammen med de forskelige og spørge hvordan de har det.

Min weekend er typisk. Fredag hos mine bedste forældre med god mad også slappe af lørdag også ud til mor og spise Lørdag eller ud til min kammerat og hygge med et par øl og lidt film og bare snakke, Søndag morgen er typisk med morgenbrød igen hos bedste forældre, Så jeg er meget sammen med familien og det er jeg fordi jeg elsker at være sammen med dem.

Det jeg tænker mest på er det hedder sig man skal have flere eller mange venner ellers er man mærkelig og tanken falder måske på om der ikke nogen der gider være sammen med ham/hende, Jeg frygter når jeg bliver 30 ser man tit pepper dåser i alle afskygninger og igen hvorfor står der ikke nogen ved min hoved dør ? jeg er ligeglad som sådan men jeg bryder mig ikke om tanken om hvad andre tænker, Det kunne også være en dag hvor jeg skal giftes og hun spørger hvem skal du have med ? Jeg kan måske nævne 6-8 stykker af vennerne som ikke ville være mærkeligt, men alligevel, Men jeg føler faktisk ikke det store behov for mange venner

Jeg kan ikke fortælle dig hvad/hvor du skal opsøge dem. For som nævnt, er min egen personlige interesse jo mere i de nære relationer med forholdsvis få mennesker.

Min bedste kammerat fra folkeskolen omgås jeg stadig, men ellers er flere af mine nære relationer faktisk folk jeg har mødt gennem arbejde, på studiet osv.

Taekwondo body skrev:Min weekend er typisk. Fredag hos mine bedste forældre med god mad også slappe af lørdag også ud til mor og spise Lørdag eller ud til min kammerat og hygge med et par øl og lidt film og bare snakke, Søndag morgen er typisk med morgenbrød igen hos bedste forældre, Så jeg er meget sammen med familien og det er jeg fordi jeg elsker at være sammen med dem.

Jeg synes det lyder hyggeligt. Kender flere, der gør det samme. Personligt ser jeg næsten aldrig min familie. Det kan nok tælles på én hånd, hvor mange gange om året jeg ser dem. Om aftenen vil jeg helst bare sidde hjemme og stene. Ind imellem er jeg ovre ved en ven og spise og/eller drikke. Det er det samme i weekenderne. Selvfølgelig betyder det noget, at min familie er spredt over hele landet, og der er faktisk ikke rigtig nogen, der bor tæt på hinanden, men jeg tror egentlig ikke jeg ville se dem ret meget mere, hvis de boede tættere på.

Jeg har én rigtig ven (som jeg har været tætte venner med siden vi var børn)..
Jeg har mange bekendte, som jeg er sammen med i byen/til koncerter osv. men kun én ven

Men jeg er så også en enspænder-type, så når jeg er stoppet med skole, efterskole, jobs osv.
så har jeg ikke haft interesse i at holde kontakt til nogen af dem jeg har lært at kende..

Storfod skrev:Jeg har én rigtig ven (som jeg har været tætte venner med siden vi var børn)..
Jeg har mange bekendte, som jeg er sammen med i byen/til koncerter osv. men kun én ven

Men jeg er så også en enspænder-type, så når jeg er stoppet med skole, efterskole, jobs osv.
så har jeg ikke haft interesse i at holde kontakt til nogen af dem jeg har lært at kende..

Minder mig om at min gamle skoleklasse holder reunion i næste måned. Det er ikke for at være totalt lyseslukker. Men jeg tror sgu jeg havde set dem indenfor de sidste 16år, hvis det var meningen vi skulle bruge tid sammen.

Bare lige for at slå det fast.

At have få venner er ikke det samme som at være ensom

Selv har jeg få rigtige venner, som jeg ser jævnligt, 1-2 gange ugentligt.

Derudover har jeg kammerater fra tidligere skoleforløb og venners venner, som jeg ser til fester, motionsløb, kanotur, julefrokoster osv. men det er ikke nogen jeg opsøger fordi jeg sidder derhjemme og keder mig.

Jeg er så heldig og/eller forbandet, at jeg klarer mig skidegodt i eget selskab. Så snart jeg har fri fra arbejde er alle andre "out of sight, of out mind" , så medmindre jeg har planer med folk, eller ved et tilfælde kommer til at tænke på dem. Så klarer jeg mig alene.

Modsat nogle af mine venner, hvor de bare ikke kan holde ud at sidde hjemme alene. Har tit taget mig i at tænke, at hold kæft det er da godt det ikke er mig, for det må da være ensomt.

Det samme med min bror, han har mange bekendtskaber og eller "venner" men han kan simpelthen ikke holde ud at være alene.

Sådan er vi jo så forskellige, men det er nok blevet værre i disse sociale medie tider, hvor man let kan komme til at sidde og sammenligne sig med alt og alle, samtidig med at man kommer til at tænke man da går glip af alle de ting som andre deltager i.

Så længe du er glad. Andet er ligemeget. Generation-ingenting drukner sig selv i socialt samvær som var det en sport, flasher deres brand som person og har på piedestalen den store omgangskreds som værende essentiel i opnåelse af et hipt ungt liv. Mange bekendte - få reelle venner, de vil efter år med afhængighed af sociale medier og fest og intetsigende sex og jagten på den evige ungdom og dens modernitet dø som tomme skaller. lol

Jeg er venner med Ratz. Han er en god ven.

Bid mærke i, hvor mange af dine "venner" der lukker i som muslingeskaller, så snart du åbner dig op på et følelsesmæssigt plan. Fint nok, hvis du gerne vil indgå i sociale interaktioner med andre mennesker. Men hvis det bliver på bekostning af din egen energi, fordi du skal tilpasse dig efter en eller anden jargon, så undgå det.

LilleLise skrev:Så længe du er glad. Andet er ligemeget. Generation-ingenting drukner sig selv i socialt samvær som var det en sport, flasher deres brand som person og har på piedestalen den store omgangskreds som værende essentiel i opnåelse af et hipt ungt liv. Mange bekendte - få reelle venner, de vil efter år med afhængighed af sociale medier og fest og intetsigende sex og jagten på den evige ungdom og dens modernitet dø som tomme skaller. lol

Troede et øjeblik min tråd var blevet SF'ed, men hørt!

Det virker som om det er en forholdsvis normal situation jeg er i jvf. jer andres beskrivelser - giver lidt ro i sindet. (måske har det noget med BB at gøre ?)

FNG skrev:

LilleLise skrev:Så længe du er glad. Andet er ligemeget. Generation-ingenting drukner sig selv i socialt samvær som var det en sport, flasher deres brand som person og har på piedestalen den store omgangskreds som værende essentiel i opnåelse af et hipt ungt liv. Mange bekendte - få reelle venner, de vil efter år med afhængighed af sociale medier og fest og intetsigende sex og jagten på den evige ungdom og dens modernitet dø som tomme skaller. lol

Troede et øjeblik min tråd var blevet SF'ed, men hørt!

Det virker som om det er en forholdsvis normal situation jeg er i jvf. jer andres beskrivelser - giver lidt ro i sindet. (måske har det noget med BB at gøre ?)

Min erfaring med bodybuildere, er at vi er sociale enspændere. Vi optræder i flokke og par, men trives godt i eget selskab, og er ofte individualistisk orienterede i vores selvbillede; uden dog at være egoister. Vi anerkender og respekterer kollektivet, og navigerer fint i det, men på egne vilkår og værnene om vores privatsfære.

Vi er, på mange måder, et besynderligt folkefærd.

Har faktisk en teori/fordom om at det er ret normalt for bb'ere, løbere og andre der dyrker individuelle sportsgrene, kontra folk der dyrker holdsport...fodbolddrenge har altid en bytur lige om hjørnet :-D

Jeg taler, på regelmæssig basis, meget sjældent med særligt mange folk fra min folkeskole. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men det blev bare ikke lige til nære, tætte life long venskaber. Har et par gode, tætte venskaber derfra, men det kan tælles på én hånd.

Fra gymnasiet taler jeg faktisk ikke med en eneste på regelmæssig basis. Igen, jeg har intet imod dem men der var ingen der bare "klikkede" som sådan.

Jeg har til gengæld nogle rigtig gode venner fra min bachelortid, men fik ingen nye vilde bekendtskaber på kandidatstudiet som sådan.

Jeg har mange bekendte som jeg f.eks. kunne tage i byen med hvis vi tilfældigvis skulle ud samtidig mv. Men rigtigt tætte folk som jeg taler om meget personlige ting med, deler dybe tanker og problemer mv., det er under 10 mennesker... Og selv nogle af dem jeg betror mig meget til kan der godt gå lang tid mellem jeg ser. De venner jeg anser som værende i den kategori er de hvor der godt kan gå længe mellem vi ses, men når vi så ses som taler vi sammen som om ingen tid var gået siden sidst.

awesome skrev:Har faktisk en teori/fordom om at det er ret normalt for bb'ere, løbere og andre der dyrker individuelle sportsgrene, kontra folk der dyrker holdsport...fodbolddrenge har altid en bytur lige om hjørnet :-D

Ligger den ikke lige til højrebenet at man hvis man er enspænder nyder man hobbyer man kan dyrke alene ?

og hvis man er super social ligger det vel nærmere med noget hold-baseret måske også tit disse folk er dem der ikke træner / løber, medmindre de har én eller flere venner at følges med ?

Minipurz skrev:

awesome skrev:Har faktisk en teori/fordom om at det er ret normalt for bb'ere, løbere og andre der dyrker individuelle sportsgrene, kontra folk der dyrker holdsport...fodbolddrenge har altid en bytur lige om hjørnet :-D

Ligger den ikke lige til højrebenet at man hvis man er enspænder nyder man hobbyer man kan dyrke alene ?

og hvis man er super social ligger det vel nærmere med noget hold-baseret måske også tit disse folk er dem der ikke træner / løber, medmindre de har én eller flere venner at følges med ?

Jo det tænker jeg også at det gør, men men ville ikke udtale mig for skråsikkert.

Jeg behøver ikke ti venner med i centeret for at komme afsted, og jeg finder det faktisk irriterende hvis jeg har sådan en hygge-snakke makker med. Min bror er den perfekte makker, for han presser citronen til han er ved at brække sig, og han gider heller ikke stå og fedte den af.

Har også kun enkelt barndomsven som jeg så som en der var tættere end min egen bror. Men eftersom jeg blev gift og han var single besværliggøres vores forhold. Har så lært nogle andre at kende, fx konens veninders mænd som jeg er blevet meget tætte med henover årene og hvor vi sstrategisk har købt hus tæt på hinanden, så ses vi bare ikke så ofte.

Er jeg ensom? Ikke rigtig fordi har min kone og børn som får næsten al min opmærksomhed når jeg ikke er på arbejde som er Ca 50 timer ugentligt. Men ift før og nu hvor man kunne være med venner en hel dag/aften og eller nat så har det bare begrænsninger for hvad man kan nå. Men savner da nogle gange det spontane komsammen tidspunkter og som det er nu, så ska vi næsten altid pplanlægge hvis vi vil med ud sammen med vennepar, som kan være træls til tider

Ved ikke hvor relevant det er, men jeg kommer til at tænke på denne TED talk.

http://www.ted.com/talks/susan_cain_the ... introverts

"In a culture where being social and outgoing are prized above all else, it can be difficult, even shameful, to be an introvert."

Jeg kan ikke huske navnet eller anden kontekst end at det var en af de første forelæsninger på uni og indrog en masse folkestudier.

I ét af studierne blev folks sociale interaktion forsøgt kvantificeret og delt op i grupper. Det er mange år siden, så tallene er bare i cirka format

Et gennemsnitligt individ har adskillige hundrede bekendte, i det her tilfælde kan vi kalde dem facebook venner,

Individer har derefter en gruppe af folk der er social interaktion med, på ca 15- 50 mennesker. Det kunne her være folk man går i byen med, spiller fodbold med, etc.,

Men et gennemsnitligt individ har kun omkring 5 personer i sin inderste circle og trist.

Bare lige så i ikke alle går og tror at alle har det fedt og vælter sig i de sociale lag

Har selv kun meget få gode venner. Men har dog selv valgt det Er lidt af en enspænder og elsker det <3

ZinK_ skrev:Har selv kun meget få gode venner. Men har dog selv valgt det Er lidt af en enspænder og elsker det <3

Man skal fandme også udstå nogle jævnt klamme prutter i dit selskab, sådan som du fyrer proats ned