Bambay skrev:Man skal passe på med at skære alle over en kamp.
Det er vrøvl at tro at ungdommen for alle handler om
druk og ladies.
Fistandtilus, du aner ikke hvad du snakker om, og mængden af idioti i dine indlæg er forkastelig.
- Du ved tilsyneladende slet ikke hvad det vil sige, at være seriøs og fanatisk.
Det er det rene nonsens at snakke om hvor "hårdt" det er at gennemføre et træningspas, kontra gennemføre et cykelløb, e.l.
Jeg vil ikke bruge min tid på så uintelligente ytringer, men hvis du en dag bliver seriøs med din træning, så vil du forstå at 95% af arbejdet ligger udenfor centeret.
Jeg vil citere dig selv, i min generelle kommentar til dine indlæg;
Fistandantilus skrev:Hvorfor fyrer du sådan noget pis af?
- Jeg vil desuden gerne se dig, dine fanatiske cykel'dudes, Bjarne Riis, mv. drikke deres eget bræk.
Haha... Hvor patetisk, at du gør dig til overfor dit store idol, og prøver at efterligne hans retorik i et forsøg på at svine mig til.
Det er infantilt og en ren ynk, at du begynder at tale om at drikke bræk, fordi du ikke kan klare dig i almindelig diskussion.
Det er igen her meget tydeligt, at du er personlig fornærmet på dit store idols vegne, over at jeg, mellem linjerne, skriver, at Bjarne Riis skulle have været mere seriøs end Simon. Det er dælme også ynkeligt.
Så prøver du at belære mig om at være seriøs, som om at din indsats skulle være noget specielt. Hold kæft mand, det er det nye års største joke.
Du hentyder til, at du ved hvad det vil sige, at være seriøs og fanatisk, mens det man kan læse i din logbog bare er en ordinær indsats.
Hold kæft, du er til grin.
Jeg ved desværre nok en hel del mere om at være seriøs og fanatisk, end du gør.
Da jeg var cykelrytter levede jeg i en klokke, hvor alting drejede som at gøre det så godt som muligt i sporten. Jeg trænede mere end mine kammerater. Jeg trænede inden jeg trænede med dem, og jeg trænede bagefter.
Jeg lavede min egen mad i stedet for at spise det mine forældre lavede. Alt hvad jeg gjorde drejede sig om træning. Jeg tænkte træning hele tiden. Jeg levede og åndede for cykling. Bjarne Riis' far var min træner i øvrigt.
Jeg pjækkede mange gange de sidste timer i gymnasiet om vinteren, for at få trænet nok inden det blev mørkt.
Jeg sagde nej til stort set al det sjove festliv i min ungdom, for at være maximalt seriøs. Jeg sagde nej til studieture, for at passe min træning og køre cykelløb. Jeg kan endda huske, at en gang havde brugt hele dagen på noget meget vigtig, og ikke fik trænet. Jeg kunne ikke sove pga dårlig samvittighed, og endte med at stå op kl 3 om natten for at tage en ordenlig tur på hometraineren.
Jeg har ikke de aller bedste fysiske forudsætninger, for at begå mig rigtig godt i den sport, men jeg nåede mit mål om at blive udtaget til bruttolandsholdet som junior, med mulighed for at køre etapeløb i Polen. Dagen efter styrter jeg, og brækker armen. Jeg kommer først i god form igen i slutningen af året, hvor jeg vinder årets sidste løb. Men da er det for sent.
Jeg stræbte efter at blive professionel. En af mine gode Venner, Brian Vandborg, klarede den.
Nu må jeg sige, at jeg fortryder rigtig mange af de valg, jeg gjorde mig den gang. Jeg ofrede for meget for en drøm. Jeg ville gøre det om, hvis jeg kunne.
Jeg forstår godt, specielt unge menneskers fanatiske tilgang, for jeg har selv været ekstrem.
Jeg forventer en latterlig kommentar fra dig, da du er en troll.
Men måske er der andre, der kan bruge mine erfaringer til noget. Hvorfor går man så vanvittig meget op i sin træning? Hvad er formålet? Nedprioriterer man for meget andet i ens liv?
Det behøver ikke kun være druk. Det kunne lige så godt være kæresten, familien, arbejdet eller noget helt andet. Træning er ikke meningen med livet.
Det er forståeligt, at nogle folk satser på at blive professionelle indenfor deres sport. Det er da for fedt, at leve af det man synes, er mest sjovt. Men det er ikke ligefrem noget der ligger i kortene for ret mange. Specielt ikke når det drejer sig om bodybuilding eller styrkeløft.
Jeg har selv haft en forstærket fokus på min styrketræning på det sidste. Specielt det sidste halve år. Men jeg er obs på, om det begynder at tage overhånd, for der er sgu mange ting i mit liv, der er en hel del vigtigere, og giver mig en hel del mere igen.
Jeg er seriøs med min træning, men jeg er ikke fanatisk, og det bliver jeg aldrig igen.